Landsforeningen Levende Hav

Landsforeningen Levende Hav er en dansk miljøpolitisk forening, som blev stiftet i 1995 af personer med interesse for eller beskæftigelse knyttet til havet, havmiljøet og fiskeripolitik. Levende Hav har især arbejdet med havmiljø og fiskeri ud fra et ønske om at omlægge fiskeriet til skånsomt fiskeri, der både kan bevare bestande af fisk samt skabe nye fiskerimæssige ressourcer. Levende Hav driver den gamle fiskekutter M/S Anton, af foreningen omtalt som en miljøkutter, der fungerer som en sejlende base for foreningens kampagne- og medlemsaktiviteter.

Foreningen har haft tradition for at behandle en række forskellige emner. Fiskeri- og havmiljøpolitik har udgjort kernen i foreningens arbejdsområder, men især global ulighed, flygtningesolidaritet, klimapolitik og energipolitik har også været centrale emner for organisationen. Levende Havs primære arbejdsmetoder har været skabelse af og deltagelse i politisk debat, fx i form af afvikling af kampagner og deltagelse i offentlige arrangementer såsom folkemøder.

International fiskeripolitik har været et tilbagevendende tema i Levende Havs arbejde. Det gælder både i kritik af fiskeripolitik og eksisterende aftaler såvel som i udformning og afvikling af udviklingsprojekter. Levende Hav drev 1995-2008 et udviklingsprojekt i Kasakhstan med fokus på udvikling af fiskeri i Aralsøen. Projektet bestod bl.a. af oprettelse af foreningen Aral Tenizi, der havde genoprettelse af Aralsøen som ferskvandssø som formål og også arbejdede med lokal organisering af fiskere og fiskeri. I perioden 2004-2010 drev Levende Hav også et fiskeriudviklingsprojekt i Eritrea, der skulle støtte udbredelsen af skånsomt fiskeri i Det Røde Hav, men blev ligesom en række andre NGO’er forhindret i at operere i landet af Eritreas regering.

Blandt Levende Havs kampagner kan også nævnes ’’Hav og klima’’, der startede i 2007 og er et eksempel på tidlig klimapolitisk organisering i 2000’erne. ’’Hav og klima’’-kampagnen handlede om klimaforandringernes påvirkning af havet og var planlagt som en mobilisering op til FN’s klimatopmøde COP15, som blev afholdt i København i 2009. I forbindelse med COP15 var Levende Hav med til at organisere KlimaForum, som blev afholdt sideløbende med COP15 og som et folkeligt alternativ til dette. KlimaForum havde baggrund i Levende Hav såvel som andre organiseringer med tilknytning til miljøbevægelsen.

Levende Hav kan fremhæves som eksempel på den internationale tendens til, at miljøorganisationer og miljøbevægelser i mange sammenhænge har specialiseret sig; i Levende Havs tilfælde som en specialiseret organisation på den havmiljømæssige del af miljøpolitikken. Samtidig viser foreningens valg af at arbejde med forskellige emner en anden tendens, nemlig at der i miljøpolitisk sammenhæng ofte kan være overlap mellem emner, og at mange forskellige emner kan tilgås via miljøpolitikken. Denne tendens har i Danmark været særlig tydelig hos miljøorganisationen NOAH (stiftet 1969), der har haft tradition for at arbejde med en mangfoldighed af emner, og som i flere sammenhænge har haft overlappende analyser og samarbejdet med Levende Hav. Samarbejde om emner og kampagner kan fremhæves som eksempel på en udbredt tendens blandt miljøorganisationer. Et godt eksempel er kampagnen ’’Red Havet Nu’’ fra 2019. Kampagnen handlede om iltsvind, forurening og bundtrawl og blev afviklet af Levende Hav sammen med bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, WWF og Danmarks Sportsfiskerforbund.

Foreningens arbejde viser samtidig, at miljøorganisationer ikke altid når frem til de samme analyser hvilket bl.a. kan komme til udtryk i forbindelse med brug og forvaltning af ressourcer. I 2006 opfordrede Levende Hav fx til boykot af Greenpeace og WWF. Baggrunden var forskellige analyser af, hvordan man skulle forholde sig til torskefiskeriet i Nordsøen. Linjen hos Greenpeace og WWF var, at et område skulle fredes, hvorimod Levende Havs holdning var, at der skulle være plads til fiskeri, og at der samtidig skulle arbejdes for at fjerne det mest skadelige fiskeri. Levende Havs arbejde viser med andre ord, at der er mange forskellige tilgange til miljøpolitik, og at miljøbevægelsen ikke kan reduceres til at praktisere en specifik politisk analyse.