Labour Party

Det fremgik af paragraf 4 i partiets oprindelige principprogram (udarbejdet af Sidney Webb i 1918), at partiet tilsluttede sig den marxistisk inspirerede målsætning om samfundseje af produktionsmidlerne. Denne målsætning blev trykt på partiets medlemskort helt frem til 1990'erne. Men modsat de kontinentaleuropæiske arbejderpartier var indflydelsen fra marxismen fra første færd beskeden. Det opnåede kun begrænset og kortvarig indflydelse i Storbritannien i årene umiddelbart efter afslutningen af 1. Verdenskrig og Den Russiske Revolution i 1917.

I Labours tidlige årtier løb flere forskellige strømninger gennem partiet, som alle har bidraget til at formulere dets identitet og politiske projekt. Partiet indeholdt fra begyndelsen et væsentligt element af kristent inspireret socialisme. Forud for dannelsen af Labour eksisterede der en lang tradition med kristen politisk radikalisme i Storbritannien, som partiet delvist overtog.

Især metodismen, med rod i det nye testamentes idé om alle sjæles lighed for Gud overført til krav om lighed i politisk magt og økonomiske ressourcer, spillede en vigtig rolle i at tilskynde arbejderklassen til politisk engagement især i Labours tidlige årtier. Dette gjaldt især i den nye urbane, manuelle arbejderklasse, som den industrielle revolution skabte.

En anden strømning kom fra den fagbevægelse, som allerede var stærk, velorganiseret og politisk indflydelsesrig før partiets dannelse. Fagbevægelsen byggede på en stærk social reformkurs. Den ønskede ikke at skabe revolution på samme måde som marxistiske socialister, men fokuserede på mere jordbundne emner som arbejdsforhold, løn, arbejdstagerrettigheder, mv. som korrektiver til det frie markeds brutale virkelighed.

Endelig var partiet præget af de såkaldte Fabianske socialister. De var få i antal, men havde stor indflydelse gennem bevægelsens stærke intellektuelle personligheder, især i London og andre store byer. De overlappede med især socialreformatorerne i deres tro på, at staten skulle bruges til at omforme samfundet; til at udligne forskelle, skabe omfordeling osv.

Efter 1. Verdenskrig udviklede Labour Party sig til at blive det ene af to store partier i Storbritanniens topartisystem, idet partiet overtog denne plads fra Liberal Party. Men på grund af de mange forskellige strømninger i partiet havde det svært ved at samle sig om en fælles politisk kurs, der kunne udgøre en alvorlig vælgermæssig trussel over for det andet store parti, Conservative Party.

Labour dannede kortvarigt regering i 1924 og fra 1929 til 1931 under Ramsay MacDonald, men mistede hurtigt magten igen. Derfor blev 1920'erne og 1930'erne domineret af Conservative Party. Under 2. Verdenskrig indgik Labour, ledet af Clement Attlee, i Winston Churchills nationale samlingsregering.

Labour fik sit første store gennembrud umiddelbart efter afslutningen af 2. Verdenskrig. Ved det valg, der blev afholdt få uger efter krigsafslutningen, samlede partiets forskellige strømninger sig om et fælles program, "Let Us Face the Future," som det gik til valg på, og som gav Labour og dets leder, Clement Attlee, en nok overraskende jordskredssejr over Winston Churchill og hans Conservative Party.

I de følgende år iværksatte Labourregeringen et omfattende reformprogram med nationaliseringer af nøgleindustrier og gennemgribende velfærdsreformer baseret på Beveridgerapporten fra 1942 som nogle hovedelementer. Målet var fuld beskæftigelse og social tryghed, og begge dele blev nået. Selvom det meste af partiet var skeptisk over for Sovjetunionen, splittede diskussioner om oprustning versus velfærd dog i stigende grad igen partiet, så i 1951 kunne Conservative Party atter overtage regeringsmagten.

Først efter 13 år, i 1964, kom Labour igen til magten, nu under ledelse af Harold Wilson. Dermed indledtes en periode på 15 år, hvor Labour i flere omgange havde regeringsmagten. Wilsons løfter om økonomisk vækst og modernisering af det britiske samfund blev imidlertid ikke indfriet.

Wilson tabte valget i 1970 til Conservative Party, men da han fire år efter igen blev premierminister, stod Storbritannien over for en dyb økonomisk og i stigende grad også politisk krise, kombineret med den internationale oliekrise, som hverken han eller hans efterfølger fra 1976, James Callaghan, magtede at løse. Labour var gennem hele perioden præget af splittelse mellem en venstrefløj, som ønskede et fundamentalt opgør med den kapitalistiske økonomi, og en mere midtersøgende fløj, som arbejdede for det, de kaldte en mere menneskelig markedsøkonomi.

I 1979 tabte Labour valget til Margaret Thatchers Conservative Party, hvilket blev starten på en ørkenvandring i opposition på 18 år.

Gennem hele Labours historie har partiet ofte været præget af fløjkrige; en ’kamp om partiets sjæl.’ En kamp mellem en venstrefløj, som prioriterede, hvad den opfattede som den rigtige socialisme, og en mere midtsøgende fløj, som ønskede at appellere til bredere vælgergrupper, som den anså som nødvendig for at opnå magten. Modsætningen har været fremstillet som en konflikt mellem en revolutionær og en revisionistisk fløj.

Især i 1980'erne var denne kamp præget af en hård venstrefløj, organiseret i Militant Tendency, eller blot Militant, som var en lille, trotskistisk fraktion med støtte fra en række fremtrædende lokalpolitikere og parlamentsmedlemmer i storbyer som London og Liverpool. Andre i partiet opfattede Militant som et parti i partiet og beskyldte fraktionen for at ville undergrave partiets vedtægter for at opnå dens egne formål. Militant var aldrig stor nok til at udgøre en reel trussel mod hovedstrømmen i Labour; de var relativt få, men højtråbende, og opfattedes som stærkt skadelige for partiet, bl.a. fordi de gav den overvejende konservative britiske presse belejlige angrebspunkter mod Labour i valgkampe.

Valget af Jeremy Corbyn til partileder, først i 2015 og så igen i 2016, var en sejr for venstrefløjen i partiet, og partiets nuværende leder, Keir Starmer, som senere forsøgte igen at trække partiet mod midten for at gøre det mere spiseligt for bredere vælgergrupper, blev, og bliver fortsat, kritiseret af venstrefløjen for at bringe partiet for tæt på den politiske kurs, som Tony Blair og Gordon Brown stod for under partiets længste periode i regering fra 1997 til 2010.

Efter det tredje valgnederlag i træk i træk i 1987 indledte Neil Kinnock en moderniseringsproces af partiet, som efter hans afgang i 1992 blev videreført af først John Smith (1992-1994) og siden Tony Blair fra 1994. Moderniseringen kulminerede i, at partiet relancerede sig selv som New Labour ved parlamentsvalget i 1997.

Tony Blair nedtonede partiets ideologiske arv og svækkede partiets historiske forbindelse til arbejderklassen og fagbevægelsen. Kravet om socialisering af produktionsmidlerne (indskrevet i den centrale paragraf 4 i principprogrammet fra 1918) blev ændret, og partiets langvarige målsætning om renationalisering af nøgleindustrier blev opgivet til fordel for en accept af Thatchertidens markedsøkonomiske principper. Sammenfattet opgav partiet med Tony Blair i spidsen partiets venstreorienterede ideologi for at fremme dets appel til middelklassevælgere.

Moderniseringen af partiet lykkedes i vidt omfang, idet Labour vandt en jordskredssejr i 1997 over et nedslidt Conservative Party. Partiet fik 419 pladser ud af parlamentets på det tidpunkt 646 pladser. Det var det største flertal for noget parti siden 1935.

Conservative Party fik det dårligste valgresultat siden 1832. På det økonomiske område videreførte partiet i vid udstrækning de tidligere konservative regeringers markedsorienterede politik, mens socialpolitikken satsede på at bringe folk i arbejde og at hæve indkomsterne hos lavtlønnede og børnefamilier.

Ved parlamentsvalget i 2001 opretholdt Labour det absolutte flertal i House of Commons, og Blair præsterede at vinde også ved valget i 2005, om end med et beskåret mandattal. Dermed havde Labour for første gang i historien vundet tre valg i træk.

Tony Blair havde imidlertid i de sidste år af sin anden periode frem til 2005 mistet en del af sin autoritet i partiet. Partiets medlemstal var faldet fra omkring 400.000 i 1997 til ca. 200.000 i 2005, og ved flere afstemninger i House of Commons om kontroversielle lovforslag, fx vedr. britisk deltagelse i Irakkrigen fra 2003, antiterrorlovgivning og udliciteringer af offentlige opgaver, stemte dele af Labours gruppe i House of Commons imod regeringen.

Især efter 2005-valget, som Labour godt nok vandt, havde mange vælgere mistet tilliden til Tony Blair. Der var stigende utilfredshed med hans tætte forhold til den amerikanske regering, som mange betragtede som følgagtig. Efter en lang, usikker periode, proklamerede Blair derfor i maj 2007, at han ville træde tilbage måneden efter og overlade posten til finansminister Gordon Brown, hans mangeårige partner i skabelsen af New Labour.

Indledningsvis var Brown populær, men han blev hurtigt udsat for kritik for, at han af taktiske grunde ikke havde turdet udskrive valg i efteråret 2007 trods favorable meningsmålinger. Med den beslutning mistede han initiativ og legitimitet i store dele af befolkningen. Conservative Party havde desuden fået en ny og mere dynamisk leder i David Cameron, og Labour begyndte igen at halte bagefter i meningsmålingerne.

Under finanskrisen stod Brown og Labour for en interventionistisk politik, som på mange måder stod i kontrast til den mere liberalistiske økonomiske politik, partiet hidtil havde ført under Blair. Brown blev en af de ledende internationale politikere under krisen, men hans popularitet i Storbritannien blev ved med at falde, bl.a. på baggrund af en skandale omkring parlamentsmedlemmers brug og misbrug af bilag til personlig berigelse, der i foråret 2009 rystede det britiske politiske system.

Alle de større partier var omfattet af skandalen, men den ramte Labour hårdest, da det havde regeringsmagten. I forbindelse med lokalvalg, valg til EU-Parlamentet og en regeringsomdannelse i juni 2009 kom det ydermere til uro i regeringen. Flere regeringsmedlemmer trådte tilbage, og nogle forlangte Browns tilbagetræden. Ifølge meningsmålingerne havde Labour da en historisk lav vælgertilslutning.

Under valgkampen op til parlamentsvalget i maj 2010 lykkedes det dog for Labour at genvinde noget af den tabte vælgeropbakning, men langt fra nok til at kunne fortsætte i regering. Efter et mislykket forsøg på at få et samarbejde i stand med Liberal Democrats måtte Gordon Brown træde tilbage som premierminister. Han trådte også tilbage som partileder, hvorefter partiet fik Harriet Harman som midlertidig leder, indtil partiet kunne vælge en ny. Det skete i september samme år, hvor Ed Miliband blev valgt til Labours nye leder.

Ved parlamentsvalget i 2015 led Labour overraskende et stort nederlag, der især skyldtes et katastrofalt valg for partiet i Skotland, hvor det mistede 40 ud af 41 pladser til Scottish National Party (SNP). Efter nederlaget valgte Ed Miliband at trække sig tilbage som leder. Nederlaget medførte, at partiet skrinlagde sin politiske strategi gennem 30 år med at vælge centrum-venstreledere. I stedet valgte partiets medlemmer i september 2015 Jeremy Corbyn, en veteran fra partiets yderste ventrefløj, som ny leder. Corbyn viste sig i stand til at mobilisere partiets græsrødder, mens kun et mindretal i parlamentsgruppen støttede ham. Jeremy Corbyn havde tilbragt ca. 30 år som menigt parlamentsmedlem for partiet i opposition til partiets ledelse. Valget af ham blev set som et stort nederlag til den midtsøgende fløj i partiet.

Efter folkeafstemningen om Brexit i juni 2016 trak to tredjedele af Corbyn’s skyggekabinet sig i protest mod, hvad de opfattede som en tam og uengageret remain-valgkamp fra Corbyns side. Det efterfølgende formandsvalg førte dog til, at Corbyn blev genvalgt af partiets græsrødder – og med et forøget stemmetal.

Ved det ekstraordinære parlamentsvalg i 2017 forøgede Labour Party sit mandattal med 32, men det var ikke nok til et absolut flertal, og Conservative Party med Theresa May i spidsen kunne fortsætte som mindretalsregering støttet af det lille nordirske parti, Democratic Unionist Party (DUP).

I de følgende år lykkedes det aldrig for Corbyn at formulere troværdige alternativer til Conservative Party’s måde at omsætte Brexitafstemningens resultat, og partiet led et knusende nederlag til Boris Johnson ved valget i 2019, hvor Conservative Party tog mange mandater i Labours traditionelle højborge i Midt- og Nordengland. Efter valgnederlaget trak Jeremy Corbyn sig fra partilederposten og blev erstattet af den mere midtsøgende Keir Starmer.

I sine tre første år som leder af partiet var det en udbredt opfattelse, at Keir Starmer endnu ikke for alvor havde fremlagt et overbevisende politisk alternativ til den siddende regering, selvom partiet ovenpå de kaotiske forhold i Conservative Party i efteråret 2022 førte meget stort i meningsmålingerne.

En strategi, der kan ligne et forsøg på at vinde ’på afbud’, blev ikke anset for tilstrækkeligt at vinde de mange nye vælgere i traditionelle konservative valgkredse i England, der skal til for at opnå et flertal.

Én af Keir Starmers udfordringer op til valget i Storbritannien 2024 var fremlæggelse af en plan for, hvordan Labour vil få Brexit til at fungere. Ved valget vandt Labour ikke desto mindre en storsejr og fik absolut flertal i Underhuset med 411 pladser, en fremgang på 211. Starmer blev dermed ny premierminister.

Gennem de seneste godt tre årtier har Labour, når partiet har været i regering, gennemført flere markante reformer af den britiske forfatning, herunder indførelsen af regionalt selvstyre (devolution) til Skotland og Wales, nye selvstyreinstitutioner i Nordirland med Langfredagsaftalen fra 1998 som grundlag og en kraftig begrænsning i antallet af arvemedlemmer i parlamentets overhus, House of Lords.

I december 2022 fremlagde partiet en rapport fra Commission on the UK’s Future udarbejdet af et partiudvalg med Gordon Brown i spidsen, som foreslår massive ændringer af den måde, den britiske stat regeres. Et hovedbudskab i rapporten er, at den meget centraliserede britiske governance-model (den mest centraliserede i Europa) forhindrer politisk engagement i store dele af landet.

Rapportens mange anbefalinger bygger på et princip om, at øget spredning af økonomiske ressourcer og investeringer i landet forudsætter øget decentralisering af politisk indflydelse. Rapporten foreslog således, at House of Lords nedlægges i sin nuværende form og erstattes af en regionalt valgt forsamling.

• Storbritannien
• Conservative Party
• Liberal Party
• House of Commons
• House of Lords
• Brexit