LDL, low density lipoprotein, én blandt flere typer af lipoproteinpartikler i blodet, som transporterer lipider (fedtstoffer) fra lever og tarm til andre væv i organismen, bl.a. fedtvæv.

LDL har et højt indhold af kolesterol i forhold til triglycerid, mens VLDL (very low density lipoprotein) indeholder mere triglycerid end kolesterol.

LDL-partiklerne optages i cellerne efter binding til en specifik receptor, og partiklens kolesterol bruges til synteseformål i cellen, fx membrandannelse. Nogle personer har en genetisk defekt, som medfører, at mængden af cellens LDL-receptorer er nedsat, hvilket fører til forhøjet kolesterol i blodet og forøget risiko for åreforkalkning.

Se også HDL og lipoproteiner.