Kreta

Øen er aflang, 258 km lang fra øst til vest, med en varieret, bugtende 1.046 km lang kyst med forrevne klipper, sten- og sandstrande. Nordkysten har lange og brede sandstrande og store naturlige havne som Soudabugten øst for byen Chania.

På den sydvestlige kyst ved Elafonisi findes vadehavsområder, mens Europas eneste naturlige palmekyst ligger på øens nordøstlige del ved Vái. Bjergmassiver, heraf tre over 2000 m, og højland dækker fire femtedele af øen; lavlandet udgøres af en svagt skrånende nordkyst og af de store sletter Mesara i syd og Lassithi i øst. Af 30 omkringliggende øer er Gavdos på 33 km² i Det Libyske Hav den eneste beboede; den havde 152 indbyggere i 2011.

Kretas befolkning menes at være indvandret fra Lilleasien. De tidligste spor af beboelse er fundet i Knossos fra ca. 6000 f.Kr. I den tidlige bronzealder, ca. 3000 f.Kr., skete en tilvækst i befolkningen, samtidig med at en række forandringer fandt sted, bl.a. indførelsen af brugen af metal. Hermed lagdes grunden til den minoiske kulturs opståen.

I den mellemste bronzealder, ca. 2000 f.Kr., rykkede befolkningen ud til kysten. Store paladser blev bygget, fx Knossos, Phaistos, Mallia og Zakros; samtidig opstod kystbyer som Gournia og Palaiokastro. Den øgede handel med Levanten, Egypten og De Ægæiske Øer samt landbrug og forarbejdning syntes at være centreret omkring paladserne. Den tidligste piktografiske skrift blev opfundet, og pottemagerhjulet indført.

Kort efter 1700 f.Kr. blev de gamle paladser ødelagt, men kort tid efter genopbygget på samme sted. Den efterfølgende periode i sen bronzealder, ca. 1700-1450 f.Kr., regnes for den minoiske kulturs absolutte højdepunkt. Kreta dominerede Det Ægæiske Hav indtil ca. 1500 f.Kr., da ødelæggelser lagde det meste af øen i ruiner. Herefter domineredes Kreta af mykenere med hovedsæde i Knossos.

I geometrisk og arkaisk tid var Kreta stadig et kulturelt og politisk centrum. På øens øst- og vestspids fandtes enklaver med eteo-kretensere, en græsk betegnelse for den før-græske befolkning; men langt de fleste kretensere var nu dorisktalende grækere.

Kreta var berømt som øen med de 100 bystater, og traditionen er ikke langt fra sandheden. I indskrifter fra arkaisk, klassisk og hellenistisk tid kan spores hen ved 70 bystater, hvoraf en tredjedel var lydstater domineret af de store bystater: Axos, Gortyn, Knossos, Lyttos, Dreros, Lato og flere andre; de fleste lå midt på øen, øst for Idabjerget og rundt om bjerget Dikte. Endvidere lå de inde i landet, ofte på et højdedrag, og ikke ude ved kysten som mange af bystaterne i det øvrige Hellas.

Gennem hundredvis af bevarede indskrifter får man et omfattende billede af de kretensiske bystaters sociale og politiske struktur. Befolkningen var opdelt i fire hovedgrupper: borgere (politai), frie uden borgerret (apetairoi), trælle (woikeis) og slaver (douloi). Ligesom i Sparta var borgerne opdelt i aldersgrupper, og de voksne borgere udgjorde en krigerkaste, der indtog deres måltider i offentlige messer og ikke i deres hjem. Staten blev styret af valgte embedsmænd (kosmoi) samt af et "senat" sammensat af de afgåede embedsmænd. Folkeforsamlinger fandtes, men var uden betydning.

Ca. 500 f.Kr. forsvandt Kreta fra begivenhedernes centrum, kulturelt og politisk. Både den arkæologiske evidens og historieskrivernes tavshed om Kreta tyder på en kraftig tilbagegang i velstand og folketal gennem hele den klassiske periode. Kretensiske bystater deltog hverken i Perserkrigene, i Den Peloponnesiske Krig eller i de omfattende krige i 300-t. f.Kr. I hele denne periode nævnes kretenserne fortrinsvis, fordi de tjente i de græske hære som lejetropper, især bueskytter. Og når filosoffer som Platon og Aristoteles fremhæver kretensernes statsforfatning som forbillede, er det en slags idealiseret fællesnævner for de arkaiske kretensiske bystatsforfatninger, de beskriver. En fælles kretensisk forfatning har kun eksisteret i filosoffernes fantasi.

Først i hellenistisk tid hører vi igen hyppigt om kretensiske bystater. De fleste af dem var nu sammensluttet i en forbundsstat. Alligevel forekom borgerkrige ofte, især mellem de tre ledende bystater: Knossos, Gortyn og Lyttos. Uden for Kreta var øens beboere frygtet som pirater; først med romernes erobring i 67 f.Kr. lykkedes det at få dem udryddet.

Efter den romerske erobring blev Kreta sammen med Cyrenaika til provinsen Creta et Cyrenae med Gortyn som hovedstad. Ved Romerrigets deling i 395 blev øen byzantinsk provins. Ca. 820 kom den i de saracenske araberes besiddelse, men blev i 961 befriet af den senere kejser Nikeforos 2. Fokas. Efter det 4. korstog (1204) blev øen solgt til republikken Venedig, der styrede den i over 400 år. Kreta regeredes i den periode af en lille venetiansk og en lidt større græsk landadel, men gradvis opløstes den middelalderlige feudale struktur, og det dominerende element blev et opvoksende bourgeoisi, hvis økonomiske grundlag var en blomstrende handel på Levanten. I 1669 faldt Iraklio efter mere end to års osmannisk belejring. I 1770 gav Den Tyrkisk-russiske Krig anledning til en række opstande på øen pga. det tyrkiske herredømme, som varede fra 1669 til 1913; således tog Kreta uden held del i Den Græske Frihedskrig (1821-29). Efter årtiers kampe fandt stormagterne det i 1898 opportunt at give øen selvstyre, og indtil foreningen med Grækenland i 1913 styredes Kreta af en højkommissær udpeget af de europæiske stormagter. Kreta var under 2. Verdenskrig genstand for ødelæggende kampe og besat af Tyskland 1941-1944.