Knivholt Hovedgård, der ejes af Frederikshavn Kommune, kan føres tilbage til 1400-tallet. Den nuværende trefløjede hovedbygning med stensat kælder af kampesten, har oprindeligt bestået af fire fløje i bindingsværk opført i 1600-tallet; de tre i et stokværk, det ene i to stokværk.
Senere er hovedbygningen delvist omsat i grundmur, og der er ved en større ombygning i 1861 af arkitekt Ferdinand Meldahl tilføjet en udbygning mod nord i to stokværk. Af de vandfyldte voldgrave omkring hovedbygningen, der blev delvist tilkastet i midten af 1800-tallet, er der kun en lille rest tilbage, der har fungeret som dam for en minde kornvandmølle. Den fornemme indhegnede barokhave, der har henligget i skov i århundreder, er genfundet og indgår i de mange projekter, som udføres af Knivholt Naturcenter.
Under 2. verdenskrig blev en stor del af gårdens marker inddraget til en tysk flyvebase som en del af forsvarsområde Frederikshavn. En del bunkers, fundamenter af flaktårne og to hangarer står endnu tilbage. I den ene hangar formidles flyvepladsens historie.
Øst for Knivholdt ligger Sognefogedgården, der er bevaret som museum. Den kan følges tilbage til 1600-tallet og er den sidste bevarede fæstegård under Knivholt Hovedgård.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.