Kinas økonomi

Kinas økonomi var under Mao-tiden præget af en kommandoøkonomi, der favoriserede den statslige industrisektor, navnlig sværindustrien. Landbruget, der fra 1958 var organiseret i folkekommuner, kom i anden række. Private virksomheder og private markeder blev afskaffet fra 1956 og frem, og økonomiske ressourcer blev allokeret via centralplanlægning.

Efter Maos død i 1976 lykkedes det for en række ældre reformpolitikere med Deng Xiaoping i spidsen at ændre den økonomiske politik. I december 1978 stod denne fløj så stærkt, at de på det berømte 3. plenarmøde i kommunistpartiets centralkomité i december 1978 fik indført en række økonomiske reformer. De skabte fra starten af 1979 forudsætningen for Kinas mirakelvækst i de følgende årtier.

Perioden bragte Kina fra at være en underudviklet økonomi til en mellemindkomstøkonomi med et BNP per indbygger på 12.600 amerikanske dollar. I perioden 1978-2022 var den gennemsnitlige årlige vækstrate på godt 9 %.

Siden 1978 har Kina haft verdensrekord i økonomiske vækstrater, der i lange perioder har været to-cifrede.

Væksten har især været koncentreret i de østlige og sydlige kystprovinser, såsom Guangdong, Fujian og Zhejiang. Fra begyndelsen af 1990'erne har Shanghai ligeledes oplevet høj økonomisk vækst.

Derimod har væksten i de indre vestlige provinser været mindre markant, hvilket har øget de regionale uligheder. På trods af den skæve vækst er det siden 1978 lykkedes Kina at bringe over syv hundrede millioner over fattigdomsgrænsen. Samtidig har udviklingen skabt en kinesisk middelklasse på næsten 500 millioner.

Kina er i dag ligeledes verdens betydeligste handelsnation med en samlet udenrigshandel på 6,9 billioner amerikanske dollar (2021). Landets handelsmæssige integration i verdensøkonomien illustreres af, at Kina i 2018 var den største handelspartner for 124 lande i verden mens USA tilsvarende var det for 56 lande.

Kina er ligeledes integreret i globale investeringsstrømme og har i visse perioder været det land i verden, der tiltrak de største direkte udenlandske investeringer. På det seneste er Kina ligeledes blevet en væsentlig kilde til direkte udenlandske investeringer. Det er især de store statsejede virksomheder, der tegner sig for de kinesiske oversøiske investeringer.

Resultatet af den økonomiske himmelflugt er, at den kinesiske økonomi mål i nominelle værdier er blevet verdens andenstørste næst efter USA. Målt i købekraftspariteter overhalede Kina i følge IMF USA allerede i 2014. Anvendelsen af købekraftspariteter (på engelsk purchasing power parities, PPP) tager højde for, at man kan købe mere i Kina end i USA for den samme mængde penge. Økonomer har sammenlignet det med, hvor meget end big mac koster i USA henholdsvis i Kina.

Kina har siden 1980’erne stået for ca. en tredjedel af den globale økonomiske vækst. Det er mere end USA og EU tilsammen. Går den kinesiske økonomiske vækst ned i gear, vil det have store følger for den globale økonomi.

Kilde: statista.com

Under Covid-19 pandemien var der fortsat betydelig vækst i den kinesiske økonomi, men siden 2022 er væksten stagneret, og det er i følge Verdensbanken et åbent spørgsmål, om Kina i 2023 vil kunne nå målet om en vækst i BNP på 5,5%. Såfremt væksten falder under 5% vil den kinesiske økonomi næppe overhale den amerikanske økonomi ved år 2030, som det ellesr blev spået for få år siden.

De nuværende økonomiske opbremsning skyldes især gældsproblemer i ejendomssektoren, der med tilhørende anlægsarbejder udgør mere end 20% af økonomien. Endvidere er forbruget som ønsket af regeringen ikke steget markant. Opsparingen som andel af BNP er stadig på næsten 50%. Grunden til den fortsat højre opsparing skyldes angiveligt usikkerhed om, hvorvidt en ny pandemi vil bryde ud. Der er endvidere stigende arbejdsløshed, og sociale velfærdsordninger er stadig ikke på plads. Dertil kommer usikkerhed om konsekvensen af de stigende spændinger i Kinas forhold til Vesten, især USA.

Det storstilede program om et stort spring fremad inden for den højteknologiske sektor er blevet alvorligt hæmmet af USA’s blokering for eksport af chips fabrikeret på grundlag af amerikansk design og knowhow. Derfor har Kina i stigende grad vanskeligt ved at importere avancerede chips fra Taiwan, der har 80% af den globale produktion af den type chips, og Sydkorea, der tegner sig for en stor del af resten. På trods af store statslige investeringer har Kina endnu ikke været i stand til at etablere en levedygtig halvlederindustri.

Samtidig med Kinas kraftige økonomiske udvikling er Danmarks samhandel med Kina mangedoblet. Danmark eksporterede varer til Kina for 46,7 mia. kr. i 2021, hvilket gør Kina til Danmarks femtestørste eksportmarked med 5,1% af Danmarks samlede eksport til udlandet.

Kilde: Danmarks Statistik

Vigtige danske eksportvarer er fødevarer, maskiner og navnlig kemikalier og kemiske produkter, herunder især medicinalvarer. Eksporten af tjenesteydelser til Kina beløb sig samme år til 29,2 mia. kr.

Vareimporten fra Kina har været støt stigende til 66,8 mia. kr i 2021, hvilket betyder, at Danmark havde et underskud på ca. 20 mia. kr. i varehandelen med Kina. Tjenesteimporten beløb sig til 14,7 mia. kr. Kina står for 6,3% af Danmarks samlede import fra udlandet. Det drejer sig især om elektronik, maskiner, beklædningsgenstande og møbler. Danmark har i lighed med en række andre europæiske lande et vedvarende underskud i samhandelen med Kina.

Samlet set havde Danmark et underskud på vores samhandel med Kina på ca. 6 mia. kr. Det er navnlig tjenesteydelser i form af søtransport af gods, der til dels udligner den skæve varehandel.

Danske virksomheder er betydelige investorer i Kina. Ved udgangen af 2021 udgjorde de samlede danske investeringer i Kina ca. 43 milliarder kroner. Derimod har Kina og kinesiske virksomheder kun investeret for knap en milliard i Danmark.

• Kinas historie
• Kinas Kommunistiske Parti
• Deng Xiaoping
• kinesiske elbiler