Kina - musik

Ban er to sammenbundne flade stykker træ, der smækkes mod hinanden med én hånd. Bang er et udhulet stykke træ, der bliver anslået med en pind. Begge anvendes som rytmeinstrumenter i folkemusikken og i Pekingopera. Muyu er en fint udskåret variant af bang. Den markerer rytmen i hymnerne ved buddhistiske ceremonier. Ba dækker over et stort antal bækkener med flad kant og hvælvet midte. Luo er gonger, der anslås med en beviklet trommestik. Gu er fællesbetegnelse for et utal af trommetyper.

Tværfløjten dizi og den vertikale fløjte xiao af bambus er de mest populære i vore dage med talrige anvendelsesområder. Dizi'en er forsynet med en membran af ganske tyndt papir over et hul. Den har en lys, men noget speciel tone på grund af membranen. Xiao'en har en blød og varm klang. Sheng er et mundorgel med et varierende antal piber. Den var kendt allerede i slutningen af Zhou. Piberne er nedfældet i et skålformet, lukket vindkammer med mundstykke. Deres konstruktion bygger på fritungeprincippet. Sheng'en blev kendt i Europa i slutningen af 1700-tallet og har givet inspiration til konstruktion af bl.a. stueorglet og harmonikaen. Suona er det kinesiske modstykke til oboen med dobbelt rørblad og konisk udboring. Den er af træ med en trompetformet krave af kobber modsat mundstykket. Den høres bl.a. i musikken ved begravelser og bryllupper, men har også fundet vej ind i koncertsalene.

Oprindelig var strengene af silke, men nu om dage er de af metal, i visse tilfælde beviklet med silke. Instrumenterne kan deles i tre kategorier: a) Knipsede, b) anslåede og c) strygeinstrumenter. a) Qin består af en aflang trækasse dækket af lak, der kan være blandet op med guld- eller andet metalstøv for hårdhedens skyld. Den er afrundet i den ene ende, og strengene er udspændt i længderetningen. Den stammer fra Zhoudynastiet og har en ophøjet status. En del af dens repertoire findes i notation fra Song, men menes at bygge på materiale fra Tang. En zheng minder om qin'en i udformning, men kassen er mere kantet, og strengene løber over broer. Dens historie går lige så langt tilbage som qin'ens, men den har en mere folkelig udbredelse. En pipa har pæreformet, flad, men let rundet klangkasse og bagudknækket hals. Prototypen kom til Kina via Centralasien i Han, men er teknisk mere avanceret i sin nuværende udformning og et af de populæreste instrumenter. Til zheng og pipa er brug af plektre på fingrene almindelig. Meget anvendt er også sanxian; halsen er meget lang, og klangkassen har slangeskind på oversiden. Måneguitaren, yueqin, findes i dag i tre størrelser. Den største danner "bund" i det klassiske kammerorkester, men den er udformet under indflydelse af vestlig musik; de dybe toner var ikke almindelige før i tiden. b) Yangqin er en form for zither. Den kom til Kina i Yuan sammen med c) erhu, den kinesiske violin. Erhu'ens klangkasse er meget lille, og den har kun to strenge. Buen af hestehår er ført ind mellem strengene. Praktisk for mongolerne, der undertiden spillede på den siddende på hesteryg.

Hvad angår selve musikken, kan faste kategorier kun opstilles med en meget bred margin i et land så stort som Kina og med så store regionale forskelle. Der er i praksis meget betydelige forskelle inden for den enkelte genre.

Religiøs musik omfatter bl.a. musikken ved buddhistiske, daoistiske og konfucianske ritualer samt musik ved bryllupper, begravelser og årstidsbestemte fester som fx nytår. Her er en overvægt af slagtøj og blæseinstrumenter.

Underholdnings- og folkemusikken frembyder også et broget og lidt uoverskueligt billede. I landdistrikterne er den ofte på amatørbasis, solo eller i sammenspil og kan udfolde sig spontant, hvor mennesker forsamles. Det kan være sang med musikledsagelse, men mange sange indgår også i repertoiret som ren instrumental musik. Instrumenter, der lige ofte anvendes solo som i ensembler, er zheng, pipa, erhu og sheng. Qin'en indtager en særstilling fra gammel tid, hvor den har været elitens instrument, mens de øvrige har et mere populært tilsnit.

I Sydkina er strengeinstrumenter og fløjter fremherskende i små ensembler, med en indsmigrende, poetisk tone, og spillestilen er spontan og letløbende. I Nordkina er det mere almindeligt, at slagtøj og suona indgår, hvilket giver et meget anderledes helhedsindtryk.

Der findes også små orkestre, fx nanguan, som er bærere af meget gamle traditioner. De bygger på de konfucianske principper, hvor musikken er enkel, langsom og rytmisk meget stram. Instrumenterne er bl.a. pipa, erhu og fløjter i en udformning, der i hvert fald kan spores til Tang. Kinesisk opera omfatter flere forskellige genrer, der igen findes i mange regionale varianter.

Der er opera, som fortrinsvis er lagt an på akrobatiske optrin og kampscener, der er fortællende af dramatisk, poetisk eller humoristisk karakter, og der er operaer, hvor sangen spiller en fremtrædende rolle. Akkompagnementet består af slagtøj og en erhu-variation, jinghu, og instrumenterne karakteriserer både personer og situationer.

I 1900-tallet har Vesten øvet en markant indflydelse på kinesisk musik, især i byområderne. Ude i landet mærkes den ikke så meget, men indflydelsen er via radio og fjernsyn alligevel ved at sætte sine spor, fx i en popversion af en buddhistisk hymne eller en vestlig popmelodi udsat for traditionelle kinesiske instrumenter.

Undervisningen på landets musikkonservatorier koncentrerer sig fortrinsvis om vestlig musik. Gamle instrumenttyper ændres, så de kan spille efter den tempererede, kromatiske skala. Overstørrelser af erhu skal gøre det ud for cello og kontrabas i vestligt inspirerede orkestre med traditionelle instrumenter.

Kina har også fået komponister, og der komponeres musik af national mere end regional karakter. Denne musik har taget sit udgangspunkt i den vestlige tradition, men den bliver stadig mere eksperimenterende i et forsøg på at finde sin egen helt specielle tone og identitet.