KFUM er udsprunget af verdensbevægelsen YMCA (Young Men's Christian Association), som blev stiftet i London i 1844 for at kristne unge og indføre dem i et kristent fællesskab. I 1855 dannedes på interkonfessionel basis The World's Alliance of YMCA's. Sammen med YWCA har den nu over 80 mio. medlemmer i ca. 120 lande (2020) med et omfattende religiøst, socialt og kulturelt aktivitetsnet.

Faktaboks

Også kendt som

Kristelig Forening for Unge Mænd

Der var længe en modsætning mellem en opbyggelig, konfessionel og en mere kulturåben, økumenisk linje, en spænding, der genfindes i det danske KFUM, der stiftedes 1873 i nær tilknytning til Indre Mission. KFUM har spillet en betydelig rolle i dansk kirkeliv. En række aktiviteter er siden udskilt som selvstændige organisationer og institutioner. Siden 1918 har KFUM drevet soldaterhjem og i nyere tid tillige fritidshjem og ungdomsklubber.

KFUM forenedes i 1976 med KFUK under navnet KFUM og KFUK i Danmark.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig