Faktaboks

Sogn
Kærby Sogn
Provsti
Randers Nordre Provsti
Stift
Aarhus Stift
Kommune
Randers Kommune
Kærby Kirke
Kærby Kirke består af et kor, et skib, et tårn og et to etager højt våbenhus. Tårnet er mod sædvane placeret i forbindelse med korets østgavl i stedet for ved skibets vestlige gavl. Foto: 2010.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Kærby Kirke er en fint bevaret romansk kirke med utraditionelle til- og ombygninger fra den sengotiske periode. I kirken er der bevaret inventar fra dens lange historie, hvor særligt prædikestolen fra den sene renæssance og altertavlen fra rokokoperioden skal fremhæves.

Kirken ligger i den sydlige del af landsbyen Kærby omtrent 18 kilometer nord for Randers.

Kirkebygningen

Den romanske kirke består af et kor og skib. I den sengotiske periode opførte man et tårn på korets østside og tilføjede et våbenhus på skibets nordside.

Danske kirker ligger normalt stik øst-vest med koret mod øst, men i Kærby Kirke afviger korets orientering en del mod nord. I dag er kirken i blank mur med synlige byggematerialer med undtagelse af våbenhuset, der er kalket hvidt. På tagene er der røde teglsten.

Den romanske kirke

Kirken er opført i den romanske periode, som dækker årene 1050-1275. De romanske kirker, der er kendetegnet ved brug af runde buer, blev bygget af natur- eller teglsten, og i Kærby er den ældste del af kirken opført i tilhuggede granitsten.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Norddøren er endnu i brug, mens syddørens hul er muret til. De har begge bevarede romanske karme og hver en rundbuet overligger, der kaldes et tympanon. Ved syddøren er der ligeledes bevaret en sten med et relief, en såkaldt billedkvader, med et ubestemmeligt dyr på.

Både korets og skibets langmure har på nordsiden bevaret hver et lille romansk vindue.

De gotiske om- og tilbygninger

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl, kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den sengotiske periode (ca. 1400-1550) byggede man et tårn, der mod sædvane blev placeret i forbindelse med korets østlige gavl i stedet for skibets vestlige. Tårnet har mod øst et højt, spidsbuet murfelt, der tyder på, at det oprindeligt har stået åbent.

På skibets nordside opførte man i samme periode et våbenhus på to etager. Det fik et let spidsbuet felt over den fladbuede dør, savskifter på siderne, hvor teglstenen er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad, og på taggavlen en dekoration med blændinger. Våbenhuset er senere bygget om, så det har fået et kvartvalmet tag, der har afstedkommet en delvis fjernelse af blændingerne.

Kirkens indre

Kirken er hvidkalket indvendigt, og kirkerummet bærer præg af skibets flade bjælkeloft og det krydshvælvede loft i koret. Hvælvet kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med et hvælv, som man byggede ind i det eksisterende, romanske kor.

I skibets østlige ende åbner triumfmuren sig i en stor, rund korbue fra romansk tid.

Inventar og gravminder i Kærby Kirke

I Kærby Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen, renæssancen og rokokoen er fornemt repræsenteret.

Middelalderens inventar

Kirkens ældste genstand er en romansk døbefont af granit. Den har en glat kumme og en kvadratisk fod.

Der er ligeledes bevaret et korbuekrucifiks fra den sengotiske periode. Som navnet antyder, hang det oprindeligt på dets traditionelle plads over korbuen.

Renæssances inventar: Prædikestolen

Prædikestolen fra 1640 er udført i en elegant renæssancestil. Den har i sine to fag arkader med høje pilastre, dvs. halvsøjler, og herimellem ses Moses og Kristus. På hjørnerne er der kanellerede søjler.

Rokokoens inventar: Altertavlen

Altertavlen fra 1788 har en arkitektonisk opbygning med store søjler, der flankeres af dekorativt udskårne vinger. Mellem søjlerne er der et maleri af korsfæstelsen fra slutningen af 1800-tallet, og herover er der et såkaldt topstykke med svungne sider.

Gravminder

I våbenhuset er der indmuret en romansk gravsten, og der er en del små gravfliser fra 1700-tallet.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig