Jugoslavien

Det første Jugoslavien blev oprettet under navnet Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere den 1. december 1918 ved en forening af kongerigerne Serbien og Montenegro med de dele af Østrig-Ungarn, der overvejende havde sydslavisk befolkning. De nøjagtige grænser mellem Jugoslavien og dets nabolande blev dog først fastlagt i 1925. Største uenigheder var om grænsen mellem Jugoslavien og Italien, og forholdet mellem to lande forblev anspændt frem til 2. Verdenskrig, hvor Italien sammen med Tyskland, Ungarn og Bulgarien angreb Jugoslavien.

Det nye land, som både overtog den kongelige herskerslægt, centraladministrationen og hovedstaden Beograd fra Serbien, blev et svagt parlamentarisk demokrati, hovedsagelig på grund af samarbejdsvanskeligheder mellem serbiske og kroatiske politikere. Attentatet på tre kroatiske ledere i 1928 fik kong Aleksander til året efter at sætte forfatningen ud af kraft; ved samme lejlighed blev navnet Jugoslavien 'Syd-slavien' antaget og alle sydslaver i landet erklæret som etniske jugoslaver.

I 1934 blev Aleksander myrdet i Paris; bag mordet stod den italiensk støttede kroatiske ustašabevægelse. Mordet blev udført af Vlado Chernozemski, en makedonsk-bulgarsk revolutionær og attentatsmand som kæmpede for forening af Makedonien og Bulgarien. Kongens fætter prinsregent Pavle overtog regeringen for den umyndige kongesøn Peter 2.

I mellemkrigsperioden var landet et af Europas fattigste og mindst udviklede. Landbruget beskæftigede over 70% af arbejdsstyrken, industri var stærkt underudviklet og næsten halvdelen af befolkning var analfabeter. Minedriften var dog veludviklet, men ejet af udenlandske virkosmheder, der sendte de udvundne mineraler direkte til udlandet hvilket hæmmede udvikling af lokal industriproduktion. Som et resultat var Jugoslavien stærkt afhængigt af udlandske lån og opbyggede efter verdenskrisen i 1929 en stor udlandsgæld til især Tyskland.

Da regeringen den 25. marts 1941 blev presset til at underskrive en pagt med Tyskland og Italien, udløste det voldsomme antityske demonstrationer i Beograd, og to dage senere blev regeringen styrtet; en ny blev indsat, og Peter 2. erklæret for myndig. Som svar bombarderede tyskerne den 6. april Beograd og invaderede landet, der gik totalt i opløsning. Hovedparten af Jugoslavien deltes mellem Tyskland, Italien, Bulgarien og Ungarn. Kroatien, som også kom til at omfatte Bosnien-Hercegovina, blev gjort til en selvstændig fascistisk stat med ustašalederen Ante Pavelić i spidsen; en del af Serbien blev besat af Tyskland og fik en lydregering med den serbiske general Milan Nedić som formel leder.

Modstandsbevægelser voksede frem i 1941: Tjetnikker under ledelse af Draža Mihailović ønskede at genoprette et serbiskdomineret jugoslavisk kongerige, mens partisaner, der var ledet af kroaten Josip Broz med dæknavnet Tito, kæmpede for dannelsen af en kommunistisk jugoslavisk forbundsrepublik. Mihailović anså Tito for en farligere fjende end tyskerne og begyndte at samarbejde med dem. Fra januar 1944 bakkede de allierede derfor kun Tito op. På det tidspunkt havde Titos partisaner ellerede befriet omkring 1/3 af det jugoslavisk territorium.

I 1942 dannedes en national befrielseskomité og ved et møde i november 1943 udnævnte den en provisorisk regering med Tito i spidsen. Mødet blev siden anset for det andet Jugoslaviens fødselstime, selvom Titos partisaner først i maj 1945 fik kontrol med hele landet.

Efter en folkeafstemning, der afskaffede monarkiet, udråbtes den 29. november 1945 Den Føderative Folkerepublik Jugoslavien, der bestod af seks ligeberettigede republikker, Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro og Makedonien. Beograd forblev hovedstad. Slovensk, serbokroatisk og makedonsk blev ligeberettigede officielle sprog, ligesom det latinske og det kyrilliske alfabet ligestilledes; serbokroatisk i forbindelse med det latinske alfabet blev dog mest udbredt i forvaltningen.

I begyndelsen styredes Jugoslavien stramt efter sovjetisk mønster. Tito førte en aggressiv udenrigspolitik; bl.a. insisterede han på at få overdraget Trieste fra Italien og støttede den kommunistiske side i Den Græske Borgerkrig.

Tito nægtede at underordne Jugoslavien sovjetiske interesser. Josef Stalin havde regnet med at kunne fjerne ham, men i stedet rev Jugoslavien sig i 1948 løs fra Sovjetblokken og indgik året efter en aftale med USA om hjælp. Støtten til de græske kommunister blev opgivet, og i 1954 fandt man en løsning på Triestespørgsmålet, idet Italien fik byen, og Jugoslavien baglandet.

Jugoslavien udviklede sig til at blive det mest åbne af de kommunistisk styrede lande. Man forlod den stive, centralstyrede planøkonomi, lagde mere ansvar ud til virksomhederne og gav arbejderne større indflydelse på driften. Jugoslaverne fik lov til at rejse til udlandet og arbejde, og turismen blev stimuleret, hvilket især kom Kroatien til gode.

Prisen for den øgede liberalisering var større økonomisk ulighed mellem republikkerne. Slovenien og Kroatien i nord var de rigeste, og regimets forsøg på at udligne forskellene ved at føre penge fra rige til fattige områder skabte utilfredshed. Landet var også præget af en enorm økonomisk ulighed mellem land og by, især i de underudviklede republikker.

Det andet Jugoslavien havde arvet en skæv økonomisk udvikling. Dertil kom massive udgifterne til genopbygningen efter 2. Verdenskrig og til forsvaret; Jugoslavien var stærkt rustet i tilfælde af en invasion fra Sovjetblokken. Alligevel var reallønnen trods høj inflation stigende gennem 1960'erne og 1970'erne, og den gennemsnitlige levestandard i Jugoslavien var højere end i noget andet østland i Europa. Regimet markerede fremskridtet ved at ændre landets navn til Den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien (1963).

Den uafhængige udenrigspolitiske linje blev fortsat, og Jugoslavien sluttede sig i 1961 sammen med stater som Indien, Egypten og Indonesien i Den Alliancefri Bevægelse, der afholdt topmøde i Beograd s.å., hvilket sammen med regimets stabilitet gav relativt stor vægt i international politik. Jugoslavien var desuden en af grundlæggere og centrale aktører i dannelsen af CSCE, foreløberen for OSCE.

Både internationalt og i selve landet blev styret en stor fortaler for national selvbestemmelse. I modsætning til det første Jugoslavien (1918-1941) søgte man således ikke at skabe en fælles jugoslavisk nation men derimod styrke befolkningsgruppernes etnonationale identiteter. Alligevel voksede antallet af dem der erklærede sig som "jugoslaver uden etnonationalt tilhørsforhold"; det firedobledes i 1970'erne og fortsatte med at stige igennem det meste af 1980'erne, især blandt unge, i større byer og etnisk blandende områder af landet.

I 1966 fyrede Tito sin gamle våbenfælle, serberen Aleksandar Ranković, fra indenrigsministerposten. Det blev indledningen til yderligere decentralisering og liberalisering, men også til uro. I 1968 var der store studenterdemonstrationer i Beograd og albanske nationalistiske demonstrationer i Kosovo. I 1970-71 støttede kommunisternes ledere i Kroatien en bevægelse for større kroatisk selvstændighed. Tito slog hårdt ned på disse tendenser, og i 1972 blev partidisciplinen skærpet overalt i Jugoslavien.

I 1974 gennemførtes imidlertid en ny forfatning, der styrkede republikkerne og gav vidtgående selvstyre til Serbiens to autonome provinser, Vojvodina og Kosovo. Forfatningen blev baseret på arbejderselvstyret: Virksomheder og institutioner valgte medlemmerne til kommunalråd og parlamenter. Hermed ville man skabe en "socialisme nedefra" og ophæve skellet mellem politisk og økonomisk liv. Denne særlige jugoslaviske decentrale socialisme, der vakte betydelig interesse på venstrefløjen i Vesteuropa, var hovedsagelig udviklet af sloveneren Edvard Kardelj. Magten lå dog stadig i Kommunisternes Forbund, som sammen med Tito og forsvaret fungerede som garanter for landets sammenhold.

Ved Titos død i maj 1980 stod det andet Jugoslavien på mange måder på et højdepunkt: Alle forenedes tilsyneladende i sorgen over den bortgangne leder og i ønsket om at fastholde "broderskab og enhed", regimets grundlæggende slogan. Præsidentposten overgik til et kollektivt præsidentskab, der bestod af en repræsentant for hver republik og selvstyrende område samt formanden for Kommunisternes Forbund. Medlemmerne førte formandskabet på skift. Systemet viste sig imidlertid for svagt til at løse de kriser, som snart opstod. Desuden befandt partiet sig midt i et generationsskifte, som svækkede det betydeligt.

Den første krise brød ud i 1981 i Kosovo, hvor en lokal studenterprotest udviklede sig til store demonstrationer med krav om, at Kosovo blev gjort til en selvstændig republik; regimets voldsomme reaktion skabte utryghed i andre dele af Jugoslavien.

Samtidig forværredes de økonomiske forhold. Udlandsgælden var en tung belastning, og fra 1982-89 steg inflationen fra 90 % til 2500 %. Republikkerne var uenige om, hvordan problemerne skulle løses. Krisepakke afløste krisepakke uden større effekt, og da regeringschefen Ante Marković fra Kroatien endelig i 1989 fik sat nogenlunde skik på økonomien, var tilliden til systemet sat over styr. Desuden forsvandt truslen fra Østblokken, som havde bidraget til at binde Jugoslavien sammen, med den internationale afspænding, der fulgte Mikhail Gorbatjovs tiltrædelse som Sovjetunionens leder i 1985.

Krisen forværredes, da Slobodan Milošević i 1987 fik magten i Serbien og 1988-89 også i Montenegro, Kosovo og Vojvodina. Hans forsøg på at "redde" Jugoslavien gennem en serbiskstyret centralisme fremkaldte slovenske og kroatiske modreaktioner, der sigtede mod en omdannelse af Jugoslavien til et løst forbund af suveræne stater.

I 1990 gik Kommunisternes Forbund i opløsning, og samme år fik nationalistiske politikere magten overalt i Jugoslavien. Alle forsøg på en fredelig løsning strandede i maj-juni 1991, og da Slovenien og Kroatien meldte sig ud i juni og erklærede sig selvstændige, kom det til kampe med den serbisk dominerede forbundshær. Begge lande blev anerkendt af udlandet som selvstændige stater i januar 1992. Inden havde også Makedonien erklæret sig selvstændigt (i oktober 1991), og der Bosnien-Hercegovina gjorde det samme i april 1992 ophørte det andet Jugoslavien med at eksistere. Men krigen mellem dets arvinger fortsatte. Kampene i Slovenien varede kun få uger, mens krigene i Kroatien og Bosnien-Hercegovina blev langvarige og blodige. Makedonien undgik i første omgang krigen, men til dels som et resultat af krigen i Kosovo oplevede landet i 2001 en væbnet konflikt mellem de etnisk makedonsk styrede regeringstropper og albanske oprørere.

Om Jugoslavien efter 1992, se Serbien og Montenegro.

• Bosnien-Hercegovina
• Kosovo
• Kroatien
• Montenegro
• Nordmakedonien
• Serbien
• Slovenien