John McCain var en amerikansk politiker. Han var senator for Arizona fra 1987 til sin død i 2018 og kandidat ved præsidentvalget i 2008 for Det Republikanske Parti.
McCain blev uddannet på flådeakademiet i Annapolis i 1958 og derefter trænet som pilot. I 1967 blev han under Vietnamkrigen skudt ned over Hanoi og var derefter til 1973 i nordvietnamesisk krigsfangenskab. I 1981 blev han pensioneret fra flåden. McCain var medlem af Repræsentanternes Hus 1983-1987 og medlem af Senatet fra 1987 for staten Arizona. Han var bl.a. en ledende kraft i forsøgene på at reformere den amerikanske lovgivning om økonomisk støtte til valgkampe.
I 2000 forsøgte McCain at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat, men måtte se sig besejret af George W. Bush. Ved præsidentvalget i 2004 støttede han Bush. I 2008 lykkedes det for McCain at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat, men han blev slået ved valget den 4. november 2008 af Demokraternes kandidat, Barack Obama.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.