John Maynard Keynes

Keynes kan karakteriseres som et vidunderbarn. Han fik en af de få fripladser på kostskolen Eton, og i 1902 påbegyndte han matematiske og filosofiske studier på universitetet i Cambridge tilknyttet King's College. Han var under betydelig påvirkning af Bertrand Russell i matematik og George Edward Moore i filosofi.

I denne periode knyttede han en række livslange venskaber med personer, der siden blev en væsentlig del af den såkaldte Bloomsbury-gruppe. Hertil hørte Lytton Strachey, Virginia Woolf, Duncan Grant og Vanessa Bell mfl.; de udgjorde en del af den britiske avantgarde inden for kunst og kultur i perioden omkring 1. Verdenskrig. Disse kontakter medvirkede til, at han parallelt med sit arbejde som teoretisk økonom livet igennem aktivt bidrog til det britiske kulturliv, bl.a. som formand for The Arts Council of Great Britain, ligesom han tog initiativ til bygning af teatret i Cambridge.

Efter sine universitetsstudier søgte Keynes stilling som embedsmand i statsadministrationen, og han blev ansat i The India Office. Her kedede han sig bravt og benyttede derfor arbejdstiden til at udarbejde en afhandling om sandsynlighed og logik, A Treatise on Probability, der skulle bringe ham tilbage til universitetet i Cambridge. Skønt han ikke havde formel uddannelse i økonomisk teori, blev han i 1908 knyttet til King's College som underviser i økonomi. I 1911 afløste han Alfred Marshall som redaktør af Economic Journal, det mest ansete britiske økonomiske fagtidsskrift, en post han bevarede indtil 1937.

Da 1. Verdenskrig brød ud i 1914, blev han opfordret til at vende tilbage til centraladministrationen, denne gang i Finansministeriet, hvor han støt avancerede. Ved krigens afslutning blev han udpeget til ministeriets chefforhandler i den britiske delegation ved fredskonferencen i Versailles i 1919.

Keynes havde imidlertid vanskeligt ved at acceptere de hårde fredsbetingelser, som tyskerne blev stillet overfor. Han tog derfor sin afsked i protest og skrev kort efter bogen The Economic Consequences of the Peace, hvori han kritiserede fredsaftalen for at undergrave Tysklands muligheder for økonomisk at komme på fode, så at den destabiliserede Europas fremtid. Bogen gjorde med et slag Keynes kendt i offentligheden og tilsvarende ugleset i centraladministrationen.

Mellem 1925 og 1930 involverede han sig stærkere i det politiske liv gennem en aktiv støtte til de liberale og navnlig til Lloyd George. Fra valgkampen i 1929 stammer Can Lloyd George do it?, The Pledge Examined, hvori Keynes gav en teoretisk begrundelse for, hvorfor offentlige investeringer kunne reducere arbejdsløsheden.

Labour vandt valget, og uagtet Keynes' politiske ståsted blev han regeringens rådgiver, bl.a. som medlem af The Macmillan Committee on Finance and Industry og som medlem af Det Økonomiske Råd. Dette arbejde inspirerede ham til at videreudvikle sine teorier om markedsøkonomiernes ustabilitet.

Vedholdende overopsparing, som er at ligne med underforbrug og/eller underinvestering, bidrog til stagnationen i den britiske økonomi. Keynes forestillede sig, at bogen A Treatise on Money, udgivet i 1930, ville give den teoretiske forklaring herpå. Dette skete ikke, fordi han stadig antog, således som det var kutyme blandt datidens økonomer, at samfundsøkonomien på længere sigt af sig selv vil skabe fuld beskæftigelse.

Der skulle endnu fem års forskning til og lange diskussioner med en kreds af yngre Cambridgeøkonomer, bl.a. Richard F. Kahn, Joan Robinson, Piero Sraffa og James E. Meade, samt artikler i Economic Journal, herunder bidrag fra bl.a. den danske økonom Jens Warming, førend den nye makroøkonomiske teori i 1936 blev lagt frem for offentligheden i bogen The General Theory of Employment, Interest and Money. Her gives en forklaring på, at et markedsbaseret økonomisk system risikerer at køre fast med vedvarende arbejdsløshed til følge.

Kernen i den keynesianske teori er, at det er udviklingen i den samlede (effektive) efterspørgsel efter varer og tjenester, der bestemmer beskæftigelsesniveauet, hvilket skal ses i modsætning til den dengang dominerende neoklassiske teori, der konkluderede, at det var et for højt lønniveau, der var hovedårsagen til arbejdsløshed.

Bogen blev køligt modtaget af den ældre generation af fagøkonomer; bl.a. gav Cambridges eneste økonomiprofessor, A.C. Pigou, bogen en negativ anmeldelse. Den fortsatte teoretiske diskussion blev dog forhindret af Keynes' hjerteanfald i 1937 og efterfølgende langvarige rekreation.

Uanset teoretisk uenighed bidrog bogen til at understrege behovet for en bedre statistisk belysning af den samfundsøkonomiske udvikling. Nationalregnskabsprincipperne blev udviklet med klar inspiration fra den keynesianske teori. Keynes brugte selv nationalregnskabet analytisk i How to Pay For the War (1939).

Keynes blev kaldt til Finansministeriet som rådgiver i 1940, hvad der medførte, at fremlæggelsen af den britiske finanslov i 1941 for første gang blev suppleret med beregninger over nationalproduktets fordeling på offentligt og privat forbrug, på investeringer samt på im- og eksport.

Keynes var regeringens repræsentant ved Bretton Woods-forhandlingerne, der førte til oprettelsen af Den Internationale Valutafond i 1944 og fastsatte reglerne for valutasamarbejdet efter krigen. Det blev Keynes' sidste officielle opgave ved krigens afslutning at sikre et stort amerikansk lån, der skulle muliggøre genopbygningen af den nedslidte britiske økonomi.