Johanne Luise Heiberg

Johanne Luise Heiberg blev født som det næstyngste af ni børn af fattige, tysk-jødiske indvandrerforældre, der holdt beværtning og dansebod i Lille Ravnsborg ved Assistens Kirkegård i København og en overgang havde et traktørtelt på Dyrehavsbakken. I 1816 flyttede familien for en periode til Aalborg, hvor moderen holdt madpensionat for officerer, og for Johanne Luise Heibergs og lillesøsterens skyld husede hun den tyske stabsoboist J.F. Zangenbergs danseskole. Her fik de to piger gratis dansetimer.

Med en personlig anbefaling fra Zangenberg til solodanser Carl Dahlén (1770-1851) kom den otteårige Johanne Luise Heiberg og lillesøsteren til optagelsesprøve på Det Kongelige Teaters Balletskole på Hofteatret. Hun debuterede i 1821 som balletamorin, viste sin første solodans i balletmester Vincenzo Galeottis Bjergbøndernes Børn og Spejlet i 1824 og dansede i balletkorpset og i flere solopartier til 1826. Fra 1823 bestred hun også hele 21 små drenge- og pigeroller i skuespil.

Ved en aftenunderholdning på Hofteatret i 1826 spillede hun livfuld ingenue mod den 40-årige Christen Niemann Rosenkilde i Poul Martin Møllers Hans og Trine, en komisk versdialog mellem to skolebørn i Kongens Have. Det nye dramatikertalent Johan Ludvig Heiberg så med sin stilsikre skoling og viden om pariserlystspil hendes store potentiale også i denne genre. En måned efter hendes optræden i Hofteatret stod den 21 år ældre Johan Ludvig Heiberg i hendes hjem med sin første rolle til hende, Trine i skolevaudevillen Aprilsnarrene. Stykket blev opført i 1826 og skulle blive hans gennembrud som dramatiker og hendes som ingenue. Det Kongelige Teaters direktør Jonas Collin blev den unge Johanne Luise Heibergs vejleder, og i 1826 blev hun dramatisk elev ved teatret.

Johan Ludvig Heiberg friede til hende, men fik afslag. I 1829 sørgede Collin for, at Johanne Luise Heiberg skiftede miljø ved at flytte fra sine forældres små kår og ind hos den ni år ældre skuespillerindekollega Anna Nielsen, dengang gift Wexschall. Samme år fastansatte teatret Johanne Luise Heiberg som skuespiller. I sin værtindes gæstfri kunstnerhjem havde hun familiær status og boltrede sig frit med mange tilbedere. En dag friede den unge skuespiller ved Det Kongelige Teater Christopher Hvid (1803-1872) til hende. Han tog hendes forskræmte tavshed for et ja, og et års ulykkelig forlovelse blev resultatet.

Ved Wexschalls skilsmisse i 1830 måtte Johanne Luise Heiberg flytte. Øjeblikkeligt tilbød Johan Ludvig Heibergs moder Thomasine Gyllembourg den 17-årige Johanne Luise Heiberg et fristed i sit hus på Christianshavn. Livet i Gyllembourgs stille forfatterstuer blev for Johanne Luise Heiberg en intens dannelsesproces. Formiddagskaffen alene med fru Gyllembourg og middagen, hvor Johan Ludvig Heiberg kom på besøg, blev dagens inspirationspunkter. Moders og søns livlige konversation indførte gradvist Johanne Luise Heiberg i færdigheder og emner, der ellers for en ung pige med hendes jævne herkomst og nødtørftige skolebaggrund var lukket land. De fik kun få visitter og gav sjældent selskaber, men de var til gengæld så meget mere udsøgte og spirituelle, en udvalgt inderkreds af fremtrædende og toneangivende mænd i Norden, men kun få kvinder.

Hun giftede sig i 1831 med Johan Ludvig Heiberg, hvorved hun gled ind i datidens snævre elite og grundet hans professortitel blev “Fru Heiberg” på plakaten (og ikke Madam, den sædvanlige titel for gifte skuespillerinder). Ægteskabet lod hende socialt stige til tops og var desuden medvirkende til den nære kontakt mellem hende og den romantiske danske digtning. Johanne Luise og Johan Ludvig Heibergs hjem på Søkvæsthuset på Christianshavn, hvor de (mod Johanne Luise Heibergs vilje) boede sammen med Thomasine Gyllembourg, var et centrum i tidens københavnske åndsliv. To år efter svigermoderens død i 1856 og med ægtefællens støtte skrev Johanne Luise Heiberg under pseudonym artiklen Tag ikke i Huset hos dine Børn, hvor hun formanede kommende svigermødre om at blive i egen bolig, også for deres egen skyld.

Efter Johan Ludvig Heibergs død i 1860 tog hun året efter tre moderløse søstre fra St. Croix til sig, og året efter adopterede hun dem. Et tæt venskab til sin død fik hun nu med den fremtrædende nationalliberale politiker A.F. Krieger.

Det Kongelige Teater fulgte det franske system for rollefag og Johanne Luise Heibergs karriere dets trappestige: ingénuen, elskerinden og koketten, især i Heibergs vaudeviller og andre danske og franske lystspil. Sin blanding af livslyst og højspænding omsatte hun i et utal af lystspilingenuer, følsomme romantiske heltinder og ironiske eller til det komiske affekterede verdensdamer. Et bravournummer blev den forkælede Emmeline i Scribes veldrejede komedie Den første Kærlighed, som hun spillede fra 1831.

I hele sin karriere tjente Johanne Luise Heiberg i en stor del af det svagere repertoire. Komplekse karakterroller fik hun færre af, men det var i dem hun udfoldede sit fulde format og nåede lyriske, tragiske eller komiske højder, især med den otte år yngre Michael Wiehe som kongenial scenepartner, som hun uden for scenen kom til at elske heftigt, platonisk og ulykkeligt. Tidlige afstikkere til tragedien foretog Johanne Luise Heiberg med sin opsigtsvækkende følsomme tolkning af Julie i Shakespeares Romeo og Julie, 1828, og med sit plastisk-mimiske karakterstudium som den stumme Fenella i D.F. Aubers opera Den stumme i Portici, 1830.

I en gruppe klassiske roller flyttede hun grænser med sine erotiske og mimiske nytolkninger. Det oplevedes fx i de tre Shakespeareroller: hendes radikalt lidenskabelige Julie i 1847, som hun havde spillet første gang i 1828, hendes melankolske androgyne Viola i Helligtrekongersaften, 1847, og i 1860 hendes provokerende unge sensuelle Lady Macbeth. Hos Molière var hun Agnès i Fruentimmerskolen, 1847, mens hun i 1861 fremstillede den paradoksale titelfigur i Schillers tragedie Maria Stuart.

I perioden 1867-1874 blev Johanne Luise Heiberg Det Kgl. Teaters første kvindelige sceneinstruktør. Ifølge balletmester August Bournonville bekæmpede hun "med en Embedsmine" den ny scenerealisme. Men modsat ægtefællen så hun fremtidens teater tegne sig i Bjørnstjerne Bjørnsons og Henrik Ibsens ungdomsdramaer, og hun satte flere af deres stykker op. Ibsens personlige tak, Rimbrev fra 1871, hylder hendes egne sublime sceneskikkelser, men afslører samtidig prisen: at ende som offentlig statue.

I 1862 udgav hun sammen med politikeren C.G. Andræ og A.F. Krieger Breve fra og til Johan Ludvig Heiberg og i 1882 sammen med rektor A.G.Ø. Hauch (1836-1914) Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg, der var et nøgternt brevindblik i hendes svigerforældres engang så skandalevækkende skilsmisse.

Sin selvbiografi i fire bind Et Liv gjenoplevet i Erindringen skrev hun 1855-1882. Den blev udsendt i 1891-1992 af rigsarkivar A.D. Jørgensen; første bind året efter hendes død. Hun så heri sin livsopgave i lyset af den kristne etik, og hun tolkede sit sceneliv efter rollefagstrinrækken med karakterskuespillet som apoteosen. Sin udvikling og sit værks komposition spejlede hun i to dannelsesværker med stik modsat syn på en skuespillerindes personlige muligheder, Goethes mandlige dannelsesroman Wilhelm Meister og Søren Kierkegaards Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv fra 1848, der var en præcis diagnose af hendes egen modne udvikling.

Erindringerne er tillige et forsvar mod den uret, Johan Ludvig Heiberg efter hendes mening havde lidt under sit konfliktfyldte direktorat.

Som teaterhistorisk kilde er Johanne Luise Heibergs værk ofte for subjektivt og polemisk til at kunne stå alene, men som iscenesat selvbiografi over en skuespillers arbejde med sig selv er det et dansk hovedværk af internationalt format.

Johanne Luise Heiberg var en levende og ivrig brevskriver, hvilket fremgår af de brevsamlinger, der er udgivet efter hendes død: 1914-1915 udgav Aage Friis og P. Munch: Johanne Luise Heiberg og Andreas Frederik Krieger, og i 1940 kom Fra det heibergske Hjem, ligeledes udgivet af Friis. Heibergske Familiebreve udkom i 1943 ved Morten Borup, og under redaktion af Just Rahbek blev Breve fra og til Johanne Luise Heiberg udgivet i to bind i 1955.

Johanne Luise Heibergs personlighed og hendes ægteskab har optaget mange, herunder Per Olov Enquist i skuespillet Fra regnormenes liv (1981).