Jenny Hempel

Jenny Hempel var en dansk botaniker og plantefysiolog. Hun var den første danske kvinde, der fik en doktorgrad i botanik fra Københavns Universitet.

Hun modtog sin doktorgrad den 5. Juli 1916 efter at have forsvaret sin doktorafhandling med titlen Bidrag til Kundskaben om Succulenternes Fysiologi. En plantefysiologisk Studie. Hendes opponenter til forsvaret var professorerne W. Johannsen og Biilmann. Med doktorgraden blev hun den 11. danske kvindelige doktor og den 7. dr.phil. i Danmark.

Jenny Hempel var blandt de første, der målte pH (surhedsgrad) i planter. Her opdagede hun, at der hos sukkulenter kunne måles udsving i surhedsgraden i cellerne i løbet af døgnet. Disse udsving har senere vist sig at være forbundet med CAM-planternes fotosyntese.

Hun blev student fra N. Zahles Skole i 1904 og magister i naturhistorie i 1910 fra Københavns Universitet. I hendes magister havde hun botanik som hovedfag og plantefysiologi som speciale. I 1909 fik hun Københavns Universitets guldmedalje for sin afhandling Æternarkosens Indvirkning paa Planternes Stofskifte. Denne afhandling blev efterfølgende offentliggjort på engelsk i Videnskabernes Selskabs Skrifter.

Jenny Hempel blev undervist i plantefysiologi af professor Wilhelm Johannsen og blev efter sin magistergrad i 1911 ansat som volontør hos S. P. L. Sørensen på Carlsberg Laboratoriet. Det var under denne ansættelse, at hun lærte at måle pH i planter; det var i den forbindelse, at hun i foråret 1912 fik ideen til det forskningsarbejde, som lå til grund for hendes doktorgrad. Hendes opdagelse af døgnudsvingene i surhedsgraden inspirerede tilsyneladende Christen Raunkiær så meget, at han direkte opfordrede sin studerende, Carsten Olsen, til at fortsætte de bredere undersøgelser af pH i planter og jord. I sin afhandling beskrev Jenny Hempel, hvordan hun lige fra sin studietid havde været tiltrukket af sukkulenterne og deres ejendommelige stofskifte. I hendes studier indgik 14 sukkulente plantearter, der bl.a. kom fra slægterne Crassula, Aloe og Mesembryanthemum (i dag henføres de anvendte arter til slægten Delosperma). Derudover indgik også ikke-sukkulente arter i studierne, heriblandt flere arter af Nepenthes. De fleste plantearter, som indgik i hendes arbejde, var blevet stillet til hendes disposition af Botanisk Have, hvor flere af arterne stadig dyrkes (2025).