Jehan Rictus

Jehan Rictus' gennembruds- og hovedværk er Soliloques du pauvre (Den fattiges enetaler, 1897, 1903 med tegninger af Steinlen). Inden udgivelsen havde han selv sunget disse forløbere for den franske chanson i 1900-tallet på den populære kunstnerkabaret Les Quat'z'Arts.

De var typiske for Rictus' brug af ordsammentrækninger, folkelige stil og hån af de rige ('rictus' betyder et hånligt grin): "De tror de slås for mensk'li'hed./De ka' rend' mig, det' for de rig' bli'r fed'." Det lader sig diskutere, i hvor høj grad Rictus faktisk ramte en folkelig tone, men tolkningen af den fattiges perspektiv er ægte.

"Jeg var på kabareterne på Montmartre med det bestemte formål at lave propaganda", siger Rictus. Han lod denne intention følge af en vis solidaritet udtrykt i sproget, hvor han bl.a. bruger slang som en form for udtryksmæssig autenticitet i sit forsøg på at gengive en folkelig stil, om end stadig på et kunstpoetisk plan.

Jehan Rictus fortsatte sin produktion i det nye århundrede og kastede sig ud i moderniteten ved sin medvirken i radioudsendelser i 1920'erne.

• Frankrigs litteratur

• Briant, Th. (1973). Jehan Rictus. Paris: Seghers.
• Herbert, M. (1967). La Chanson à Montmartre. Paris: La Table ronde.