Faktaboks

Jørn Neergaard Larsen
Født
11. februar 1949

Jørn Neergaard Larsen er en dansk jurist og organisationsleder. Han var i perioden 2015-2016 beskæftigelsesminister i regeringen Lars Løkke Rasmussen.

Jørn Neergaard Larsen er uddannet cand.jur. Han var først organisationsleder på lønmodtagersiden og siden på arbejdsgiversiden, idet han i årene 1982-1996 var administrerende direktør for Danmarks Jurist- og Økonomforbund (Djøf) og derefter, 1996-2015, administrerende direktør for Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Han var fra 1981 til 1996 næstformand i KTO, der forhandler overenskomster for alle ansatte i kommuner og regioner. Hos DA indgød Jørn Neergaard Larsen organisationen nyt livsmod og sammenhold efter dens svækkelse i 1990'erne i forhold til Dansk Industri.

Han har desuden bl.a. været medlem af Det Økonomiske Råd 2011-15 og dommer i Arbejdsretten fra 2011 til 2015.

Efter sin tid som beskæftigelsesminister blev Jørn Neergaard Larsen fra 2017 bestyrelsesformand i Metroselskabet I/S. Han afløses på denne post i 2025 af Tommy Ahlers.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig