Ittoqqortoormiit

Byens beliggenhed giver gode fangstmuligheder med sæl, narhval, hvalros, isbjørn og moskus som de vigtigste. Fangstmulighederne og et politisk behov for at markere dansk suverænitet i Nordøstgrønland var årsagen til, at Scoresbysund Komiteen på initiativ fra bl.a. polarforskeren Ejnar Mikkelsen grundlagde byen som kolonien Scoresbysund. I 1925 flyttede 70 mennesker fra fangerfamilier i Ammassalik samt 15 fra vestkysten og Danmark, der skulle indgå i koloniens administration og drift, til det nuværende Ittoqqortoormiit. Det var egentlig planen, at byen skulle placeres et andet sted, men drivis, der ødelagde skibets ror, afgjorde lokaliseringen.

De første huse blev grundlagt på den vestlige side af elvens udmunding, og siden er byen vokset til den modsatte side af elven. Terrænet er svagt stigende og stenet med meget lidt naturlig bevoksning.

Ligesom i Ammassalik distrikt taler befolkningen den østgrønlandske dialekt, der adskiller sig betydeligt fra vestgrønlandsk.

Klimaforandringerne har medført, at fastisen på fjorden lægger sig ca. to måneder senere end for blot få år siden, og den bryder op tidligere på sommeren. Perioden, hvor transport over isen med hundeslæde eller motoriseret køretøj er mulig, forkortes dermed mærkbart, og det har bl.a. den uheldige konsekvens, at isbjørne oftere kommer nær byen, fordi deres jagtmuligheder på isen begrænses. Borgere og gæster i byen må være ekstra opmærksomme og sørge for at have en jagtriffel i nærheden og være i stand til at bruge den, hvis en isbjørn med truende adfærd dukker op.

Med 361 indbyggere er Ittoqqortoormiit landets mindste by. Befolkningstallet toppede med 539 indbyggere i 2006, men har siden stabiliseret sig lige under de 400.

Ved den nedlagte bygd Uunarteq (Kap Tobin) ca. 8 km syd for Ittoqqortoormiit ligger Grønlands varmeste kilder med knap 62 °C, og inden for en radius på 14 km fra byen findes tre til fem andre kilder med potentiale for bæredygtig bygningsopvarmning og geotermisk elproduktion.

Distriktets lufthavn, Nerlerit Inaat (Constable Pynt), ca. 37 km nordvest for Ittoqqortoormiit blev etableret i forbindelse med olieefterforskning på Jameson Land i begyndelsen af 1980’erne. Om vinteren er det ofte ikke muligt at gennemføre helikopterbeflyvningen til byen pga. snefygning og mørke. Derfor har der længe været et lokalt ønske om at etablere en lufthavn ved Ittoqqortoormiit.

Air Greenland beflyver ikke længere Nerlerit Inaat, og Icelandairs tidligere forbindelse mellem Kulusuk og Nerlerit Inaat er ligeledes stoppet. Ved Selvstyrets seneste udbudsrunde gik koncessionen til det islandske Nordlandair, der har en ugentlig flyvning til Reykjavik og en ugentlig flyvning til Akureyri. Det indebærer, at en rejse til det øvrige Grønland bliver dyrere, og at den rejsende skal have en overnatning i Island – hver vej.

Royal Arctic Line anløber Ittoqqortoormiit med containerskib to gange årligt, i juli og september.

Kommunikation med omverdenen foregår via satellit, og forbindelserne er under standard mht. oppetider og båndbredde. For borgerne og for erhvervslivet er det et grundvilkår, som betyder, at forbindelser via internettet er langsomme og upålidelige og desuden en bekostelig affære for Tusass (Tele Post Greenland).

Byen forsynes med elektricitet fra et dieselværk. Som det første skridt mod grønnere energi etablerede Nukissiorfiit i 2021 solceller på en af deres bygninger, og de forventes at reducere dieselforbruget med op til 22.000 liter pr. år. Byen forsynes med vand fra en nærliggende sø samt tank til opbevaring af vintervand. Vandnettet er beskedent, men forsyner væsentlige kommunale bygninger og sygehuset samt enkelte boliger. De samme bygninger har vandkloset og septiktank. De øvrige borgere henter vand ved et af de to taphuse eller får det kørt ud. Gråt spildevand afledes til terræn, og byen er ukloakeret, så flertallet benytter tørkloset og natrenovation.

Størstedelen af vejnettet er grusbelagt, men fra 2017 begyndte et projekt med gradvis etablering af betonbelægning på primærvejene.

Byen har alle de mest basale funktioner dimensioneret til byens behov – altså små. Brand- og politistation samt kommunekontoret er alle omtrent på størrelse med et enfamilieshus, og idrætshallen er reelt en gymnastiksal. Sundhedscenteret har fire til fem ansatte, heraf to sygeplejersker, der refererer til regionsledelsen. Der er ingen fast læge i byen.

Der er en meget populær kunstgræsfodboldbane, en lille skilift og en langrendsløjpe tæt på byen.

Der er en vej til Qinngaajiva (Hvalrosbugten) nordvest for byen, hvor den brede sandstrand med udsigt til fjeld og fjord flittigt benyttes. Under 2. Verdenskrig havde US Air Force en vejrstation her.

Den lokale befolkning har traditionelt ernæret sig ved fangst af hav- og landpattedyr samt fugle suppleret med fiskeri. Fangstdyr og fisk indgår direkte i fangerfamiliernes forsørgelse, og der er en betydelig grad af subsistensøkonomi. Indhandlingsmulighederne er begrænsede, ligesom islæg begrænser mulighederne for en kommerciel udnyttelse af de store forekomster af rejer og hellefisk i havet uden for byen. Kommuneqarfik Sermersooq arbejder for at genåbne et moskusslagteri med indhandling og salg til resten af landet.

Turisme er et erhverv i udvikling, og distriktet er åbent for natur- og jagtturisme. Den barske og uberørte natur lige uden for byen og i det store bagland rummer potentialer, men turismeudviklingen udfordres af beflyvningsforholdene.

• Grønland
• Bosætning i Grønland
• Bygderne i Grønland