Italiens billedkunst

Den romanske periode i Italien kan, med regionale udsving, tidsfæstes til årene 1000-1250. Regionale forskelle møder man også i kunstens udformning. I Norditalien var den i periodens begyndelse meget nær udviklingen i det postkarolingiske Mellemeuropa, mens egnen omkring Venedig samt Syditalien og Sicilien var præget af byzantinsk kunst.

I Rom gled den klassiske kunst over i den romanske, ofte med byzantinske påvirkninger. I Mellemitalien opstod i 1100-tallet en original stil, der med afsæt i antikken skabte mesterværker inden for arkitektur, skulptur og maleri. Denne romanske kunst var så stærk, at den først sent gled over i den gotiske.

Fresko, mosaikker og tavlemaleri i tempera var de dominerende materialer for maleriet i den romanske periode. Mosaikkerne skabtes først og fremmest i Venedig (Markuskirken) og på Sicilien (Cefalù, Monreale og Palermo). Kun få malernavne kendes fra romansk tid.

Inden for skulpturen er bevaret en del stenarbejder, især i Mellemitalien. Wiligelmos relieffer i domkirken i Modena (ca. 1100) og Benedetto Antelamis i Parmas domkirke (ca. 1200) hører til blandt periodens fornemste kunstværker.

Der er bevaret enkelte bronzedøre med relieffer, bl.a. til San Ranieris kapel i domkirken i Pisa (ca. 1180) og til domkirken i Monreale (ca. 1185), begge af pisaneren Bonannus. Også mange træskulpturer er bevaret.

Gotikken dækker årene 1250-1450, igen med regionale udsving. I begyndelsen af 1300-tallet var Firenze og Siena de vigtigste centre, i slutningen af perioden med den internationale gotik var Norditalien med Verona vigtig; den sienesiske gotik holdt sig til over midten af 1400-tallet.

Den gotiske kunst var præget af livfuldhed og fortælleglæde. Fra perioden kendes mange kunstnernavne, i Siena bl.a. malerne Duccio, Simone Martini, Ambrogio og Pietro Lorenzetti, i Firenze Cimabue og Giotto, i Milano Giovanni da Milano.

Fresko- og tavlemaleriet dominerede, kun i Rom og Venedig spillede mosaikker stadig en rolle; Pietro Cavallini lavede freskoer og mosaikker til kirker i Trastevere i Rom, og Markuskirken i Venedig fik stadig nye mosaikker i gotikken.

Blandt billedhuggerne huskes især Pisano-familien, der virkede ca. 1250-1370 i Pisa, Siena, Firenze og Syditalien; deres elegante, klassisk prægede stil var højt skattet. Arnolfo di Cambio, der også var arkitekt, virkede i Rom, Firenze og Syditalien; han bevarede en tung, monumental stil i sine meget ekspressive figurer.

Renæssancens kunst udfoldede sig i 1400- og 1500-tallet. Perioden afgrænses af Masaccio, som i midten af 1420'erne malede i Brancacci-kapellet i Firenze, og af Michelangelo og Tizian, som døde i henholdsvis 1564 og 1576.

Billedkunsten blev til i et samspil mellem bestillerne, deres rådgivere og kunstnerne. Perioden havde usædvanlig mange bemærkelsesværdige kunstnere inden for alle kunstgrene og usædvanlig mange bestillere, der var bevidste om kunstens værdi som statussymbol og imageopbygger.

I middelalderen blev kunsten næsten udelukkende anvendt i religiøse bygninger (i 1300-tallet blev dog også bykommunernes rådhuse udsmykket med malerier).

Under renæssancen fortsatte man med at udsmykke kirkerne med nye altertavler og private kapeller. Samtidig blev også civile administrationsbygninger og private paladser og villaer udsmykket, ofte med verdslige motiver i form af portrætter, historiske og mytologiske scener. Der blev nu indskudt en lærd person som formidler mellem bestiller og kunstner, så den ikke boglærde kunstner fik nøje retningslinjer angående billedernes litterære indhold.

Renæssancekunstens stræben efter at gengive motivet så realistisk som muligt medførte indgående studier af perspektiv og anatomi. Samtidig opstod i løbet af perioden et stadig stærkere ønske om skønhed. Kunstnerne søgte deres forbilleder i antikken, der for dem var et højdepunkt i både virkelighedsgengivelse og skønhed.

Den antikke skulptur var bedst bevaret, og den blev model for både billedhuggere og malere. Af den lærte man igen at skildre den nøgne figur, der kun sjældent blev vist i middelalderens kunst.

Karakteristisk for renæssancens billedkunst og for bestillernes motivønsker er den naturlige sameksistens mellem antikke og kristne motiver; således lod paven Rafael male parnasset og de klassiske filosoffer i de officielle rum i Vatikanet, fx Skolen i Athen. Først efter Tridentinerkoncilet (1545-63) skete der en indskrænkning i motivvalget.

Malerne benyttede freskoteknikken og tavlemaleri med tempera. Omkring 1475 kom oliemaleriet til Italien fra Flandern, og temperateknikken blev hurtigt udkonkurreret. Billedhuggerne arbejdede i forskellige lokale stenarter, men foretrak dog marmor, ligesom i antikken, samt bronze. Bemalede træskulpturer blev stadig fremstillet ligesom figurer i keramiske materialer (della Robbia-familien i Firenze).

Traditionelt opdeles renæssancekunsten i tre perioder: 1) den tidlige renæssance, ungrenæssancen (1420-1500), 2) højrenæssancen (1500-50), 3) senrenæssancen (1550-70), som man nu er tilbøjelig til at lade glide sammen med manierismen, den periode, der, ligeledes udgået fra højrenæssancen siden ca. 1520, udvikledes parallelt med denne.

Geografisk var billedkunsten koncentreret i forskellige egne i Italien. Den opstod i 1420'erne i Firenze, hvor købmands- og siden fyrstefamilien Medici residerede. Herfra bredte den sig snart til de mange norditalienske fyrstestater med Mantova, Ferrara, Urbino og Milano som de vigtigste. I Venedig var dogerne og lavene de store bestillere; her udviklede lokale malere deres egen stil, billedhuggere lånte man udefra.

I Rom skabte indkaldte malere og billedhuggere fra især Firenze en lang række mesterværker, først og fremmest bestilt af paver som Sixtus 4., Alexander 6., Julius 2. og Clemens 7. og adels- og fyrstefamilierne Colonna, della Rovere og Farnese. Til Syditalien nåede renæssancen kun sporadisk med kunstnere udefra.

Blandt de malere, der arbejdede med perspektiv i ungrenæssancens Firenze er Masaccio, Paolo Uccello og Andrea del Castagno samt den udefra kommende Piero della Francesca, mens Fra Angelico udforskede lyset.

Til kredsen omkring Lorenzo Medici hørte Sandro Botticelli, hvis poetiske maleri står i modsætning til den samtidige Domenico Ghirlandaios realisme.

Men også mange fremmede kom til Firenze for at få deres uddannelse dér og arbejde for en tid, således Pietro Perugino, Rafaels lærer, og fra Cortona Luca Signorelli.

I Mantova blev Andrea Mantegna maler ved fyrstehoffet. Til Venedig kom renæssancen sent; her arbejdede Bellini-familien, Vittore Carpaccio og familien Vivarini.

De betydeligste af højrenæssancens malere var Leonardo da Vinci, Rafael og Michelangelo, der alle var aktive i Firenze, Milano og Rom; i Firenze virkede tillige Andrea del Sarto, i Rom Sebastiano del Piombo og i Parma Correggio. I Venedig, hvor specielt farven dyrkedes, blev perioden indledt af Giorgione og afsluttet af Tizian.

Blandt ungrenæssancens billedhuggere bør især nævnes Lorenzo Ghiberti og Donatello samt den yngre Antonio del Pollaiuolo (der tillige var guldsmed og maler) og Andrea Verrocchio; arbejder af flere af disse kunstnere findes også i andre italienske byer, fx Donatellos og Verrocchios rytterstatuer i Padova og Venedig. Højrenæssancens skulptur tegnes først og fremmest af Michelangelo.

Senrenæssancens kunstnere lavede vældige dekorationsarbejder i villaer og paladser, fx Paolo Veronese i Venedig. De fulgte de veje, der var blevet vist af højrenæssancen, uden fornyelse, mens de samtidige manierister med afsæt i højrenæssancen søgte nye veje med deres komplekse kompositioner, langstrakte figurer og voldsomme lys- og farvesætning (Jacopo da Pontormo og Rosso Fiorentino i Firenze, Domenico Beccafumi i Siena, Parmigianino i Parma).

Næste generation af manierister repræsenteres i Firenze af bl.a. Agnolo Bronzino og Giorgio Vasari, i Mellemitalien af brødrene Zuccari, i Norditalien af Giulio Romano og Tintoretto.

Periodens vigtigste billedhuggere var Benvenuto Cellini og Giovanni Bologna.

Rom blev et kunstnerisk kraftcenter, og i spidsen stod en række reformivrige og pragtlystne paver. Den romerske barokkunst prægedes fra 1600-tallets begyndelse af to retninger, der udgik fra henholdsvis Caravaggio i Rom og brødrene Carracci i Bologna. Caravaggio malede store religiøse billeder med dramatiske lyssætninger og i en pointeret realisme, bl.a. til flere romerske kirker. Carraccierne fik med deres udsmykning af det store galleri i Palazzo Farnese især betydning for en mere klassicerende, akademisk udtryksform. Læs videre om italiensk barok og nyklassicisme.

Med udgangspunkt i de liberale idéer i den italienske friheds- og enhedsbevægelse, il Risorgimento, dannedes i Firenze kunstnergruppen I Macchiaioli (afledt af ordet macchia 'plet' eller 'klat'). De mest fremtrædende var malerne Giovanni Fattori, Silvestro Lega (1826-95) og Telemaco Signorini (1835-1901), og bevægelsens hovedværker skabtes ca. 1855-65.

Læs videre om italiensk billedkunst 1850-2016.