Irans historie 600-1900

Guvernører og krigsherrer, som ganske vist formelt anerkendte abbasidisk overhøjhed, tog magten over større områder som autonome herskere. Det skete først i Khorasan og østpå, hvor en iransk general, Abdullah ibn Tahir, og hans efterfølgere, tahiriderne, herskede 821-873 med Nishapur som hovedstad. Mellem 867 og 901 erobrede saffariderne fra Sistan det meste af Iran. Men de blev selv besejret af samaniderne, en fyrstefamilie fra Bukhara i Transoxanien, som herskede over Khorasan ca. 900-999.

Samaniderne betragtes som igangsættere af den "persiske renæssance", hvor administrationssproget gik fra kalifatets arabisk til persisk, og digtere som Daqiqi og Rudaki samt historikeren Bal'ami i deres værker fastholdt og udbyggede det persiske sprogs indflydelse og overlevelse for eftertiden.

En af samanidernes tyrkiske generaler etablerede omkring 975 et selvstændigt herredømme i byen Ghazna i Afghanistan; heraf dynastiets navn ghaznaviderne. Denne generals søn, Mahmud af Ghazna (998-1030), erobrede en stor del af Østiran og førte en række storstilede plyndringstogter ind i Nordindien. I den muslimske historieskrivning huskes han derfor som den store troskæmper. I samtidens Iran var han forhadt pga. det skattetryk, som hans militære eventyr medførte.

På det vestlige iranske plateau opretholdt Abbasidekalifatet en vis kontrol indtil første halvdel af 900-tallet, da magtkampene mellem forskellige generaler samt stadigt svindende resursegrundlag førte til politisk opløsning i det abbasidiske kerneland, Irak. I 945 formåede buyiderne, en familieføderation af lejetropførere fra Daylambjergene syd for Det Kaspiske Hav, at gøre sig til herrer over både Irak og det vestlige Iran.

I begyndelsen af 1000-tallet var Iran således delt mellem to større og indbyrdes stridende statsdannelser, buyiderne i vest og ghaznaviderne i øst. I midten af 1000-tallet blev de begge knust i forbindelse med krigeriske indfald fra øst.

De tyrkiske nomader seldsjukkerne var på flugt fra karakhaniderne, et tyrkisk dynasti i Transoxanien der var fulgt efter samaniderne- De trængte ind på ghaznavidisk territorium, hvor de heldigt formåede at besejre den professionelle ghaznavidiske felthær. De upopulære ghaznavider fortrak derefter til deres besiddelser i Indien, mens seldsjuklederne Toghril Bey og Alp Arslan på den abbasidiske kalifs opfordring fortsatte vestpå og fordrev buyiderne i 1055.

Seldsjukkerne forenede således igen Irak med de iranske lande. Nomadekrigere blev sendt vestpå, hvor Alp Arslans sejr over byzantinerne ved Manzikert i 1071 havde åbnet Anatolien for indvandring. Under Malik Shah (1072-1092) og hans berømte vesir, Nizam al-Mulk, etableredes en ret effektiv kontrol og administration.

Sideløbende med de skitserede politiske omskiftelser foregik der en gradvis konvertering af hele befolkningen til islam. Omkring år 1000 synes processen tilendebragt. Samtidig begyndte sekteriske stridigheder i de fleste iranske oaser, dels mellem sunnier og shiitter, dels mellem tilhængerne af de forskellige sunnitiske lovskoler. Stridighederne antages at afspejle sociale modsætninger mellem tidlige og senere konvertitter. I flere større byer som Nishapur, Rayy og Isfahan antog stridighederne til tider karakter af direkte borgerkrig med omfattende ødelæggelser til følge.

I 900- og 1000-tallet fandt en shiitisk sekt, ismailitterne, mange tilhængere i Iran. Den sociale baggrund herfor kendes ikke. Trods energisk forfølgelse fra seldsjukkernes side formåede ismailitterne at etablere en række selvstændige småstater i uvejsomme ørken- og bjergegne, hvorfra de førte en løbende mindre krig mod det omliggende samfund (se også assassiner). Sammen med tronfølgekrigene efter Malik Shahs død bidrog dette til svækkelsen af det seldsjukiske herredømme.

Der er tradition for at se den mongolske erobring som en katastrofe for Iran, fordi middelalderlige kilder beretter om systematiske massakrer og omfattende ødelæggelser af byer, især i Khorasan og østpå. Beretningerne er dog overdrevne. Byer som Rayy og Nishapur var i tilbagegang allerede før den mongolske invasion, formentlig pga. jordskælv og vedvarende sekteriske stridigheder.

Under invasionerne i 1000-1200-tallet var der imidlertid sket en betydelig indvandring af nomader fra Centralasien. En del sivede videre vestpå til Anatolien, andre etablerede sig i det nordvestlige Iran, hvor de bedste græsningsområder fandtes. Efter at kunstvanding ved hjælp af underjordiske kanaler, med qanater, i sasanidisk tid var blevet udbredt i stor målestok på det iranske plateau, synes der ikke siden at være sket teknologiske fornyelser i landbruget. Resurserne var derfor konstante og ikke i stand til at bære et stort administrativt apparat eller professionelle hære.

Til gengæld kunne den voksende nomadiske befolkning let mobiliseres. De var billige, fordi de selv i vid udstrækning medbragte heste og udrustning og i fredstid selv sørgede for deres underhold. De kom derfor i stigende grad til at danne det militære grundlag for de iranske statsdannelser. Dermed forskød Irans politiske og økonomiske tyngdepunkt sig i løbet af middelalderen mod nordvest til Azarbaidjan, hvor de vigtigste græsningsområder befandt sig.

Udviklingen ses bl.a. af, at Tabriz fra ilkhanidisk tid blev hovedstad og tiltrak den internationale handel. Omvendt mistede magthaverne interesse for de gamle, men små oaser i syd. Manglen på offentlige investeringer samt omlægningen af handelsruterne var årsag til, at byerne i syd stagnerede i løbet af middelalderen. Prætendenter og ambitiøse stammeledere havde i reglen ikke svært ved at finde utilfredse krigere, og nomadernes militære potentiale forstærkede på den måde den politiske ustabilitet i Iran.

Uzun Hasan blev afgørende besejret af osmannerne ved Bashkent (1473), og efter hans død i 1478 blev Ak Qoyunlu-dynastiet udfordret af en messiansk bevægelse blandt de turkmenske nomader, kaldet kızılbaş 'rødhoveder' efter deres røde hovedbeklædning. Bevægelsens åndelige ledere var en familie af sufisheiker, safaviderne, i Ardabil. Safaviderne fik i stigende grad politiske og militære ambitioner. I 1501 besejrede bevægelsens karismatiske leder, Ismail 1., Ak Qoyunlu og udråbte derefter sig selv til shah i Tabriz.

I det følgende årti erobrede Ismail 1. Iran, fordrev de usbekiske shaybanider fra Khorasan og søgte at vinde kontrol over de turkmenske lande i Anatolien. Her blev han slået ved Chaldiran (1514) af osmannerne, og den safavidiske ekspansion ophørte. Ismails efterfølgere koncentrerede sig herefter om at stabilisere deres herredømme over det iranske plateau og Afghanistan.

En følge af Kızılbaş-bevægelsens sejr var, at shiaislam udbredtes på sunniislams bekostning i de områder, Ismail 1. havde erobret. Shiitiske ulama, dvs. teologer og retslærde, blev favoriseret og arbejdede i reglen snævert sammen med både safaviderne og deres shiitiske efterfølgere, og de tog del i bemandingen af centraladministrationen. Dette samarbejde mellem statsmagt og den religiøse magts ledere fortsatte helt frem til begyndelsen af 1900-tallet.

Efter Ismail 1.s død i 1524 forsvarede hans efterfølger, Tahmasp, med held det nye riges grænser mod osmannerne i vest og usbekerne i øst, og under shah Abbas 1.s energiske regering (1588-1629) søgte safaviderne at gøre sig fri af de magtfulde turkmenske nomadeledere, der havde bragt dynastiet på tronen. Hovedstaden blev flyttet fra det turkmenskdominerede Tabriz først til Qazvin og senere til Isfahan (i 1598), og der blev efter osmannisk forbillede opbygget en stående hær af musketbevæbnet infanteri.

I perioder, når handelsruterne ikke var lukket pga. krige, gav eksport af tekstiler og råsilke fra de kaspiske provinser (Gilan og Mazandaran) til Europa safaviderne øgede indtægter, ligesom en reorganisering af skatteindrivelsen tilførte centralmagten og shahen i Isfahan øgede indtægter. Men i det lange løb oversteg centraliseringen dynastiets resurser. Traditionen med at lade tronfølgerne vokse op i isolation i haremet (ligesom i Osmannerriget) bidrog ikke til at frembringe kompetente herskere, der kunne imødegå stammeledernes indædte modstand mod centraliseringen. Safavidestaten svækkedes derfor efter Abbas' død, og i 1722 var afghanske oprørere i stand til at erobre Isfahan og styrte dynastiet.

Safavideperioden lagde grunden til, hvad Iran blev til i moderne tid. For det første kom grænserne til at ligge nogenlunde der, hvor de ligger i dag, når man undtager 1800-tallets tab af Afghanistan og de nordlige områder i Sydkaukasus samt øst for Det Kaspiske Hav. For det andet blev tolvershiitisk islam den overvældende majoritet af befolkningens tro samt den vigtigste del af statens legitimitet og selvforståelse. Ydermere vandt de tolvershiitiske religiøse ledere en magtfuld position fra safavidetiden og frem, både i forhold til befolkningen og i forhold til landets skiftende herskere.

Safavidernes fald fulgtes af en lang periode med politisk ustabilitet. De afghanske erobrere blev allerede i 1730 besejret og fordrevet af en turkmensk koalition under ledelse af Nadir Shah (1736-1747), der også generobrede områder i det vestlige Iran, som osmannerne havde okkuperet under den afghanske invasion.

Nadir Shah var en krigsherre i den klassiske tradition, der byggede sin position på indbringende plyndringstogter bl.a. i Indien, hvor Delhi blev hærget i 1739, men han formåede ikke at skabe en varig politisk ordning. Efter hans død stredes forskellige krigsherrer igen om herredømmet i Iran. En af dem, Karim Khan Zand (1750-1779), sikrede sig det sydlige og centrale Iran med centrum i Shiraz og formåede at skabe ganske fredelige og stabile forhold. Efter hans død udbrød tronfølgekrige, som svækkede Zanddynastiet, da det blev udfordret af endnu en turkmensk nomadeleder, Agha Muhammad (1742-1797), leder af qajarstammen i Gurgan i Nordøstiran.

Under Aga Muhammads efterfølger, Fath Ali Shah (1797-1834), stødte qajarerne sammen med russerne, der ekspanderede nordfra. Over for disciplineret europæisk infanteri viste nomadehæren sine begrænsninger, og qajarerne begyndte derfor med hjælp fra franske og britiske rådgivere at opbygge en moderne hær efter europæisk forbillede. Inden da var den iranske hær blevet besejret af russerne i 1812, og efter en ny krig 1826-1828 mod russerne måtte qajarerne give afkald på alt land nord for floden Araks, dvs. området der i dag udgøres af Armenien og Aserbajdsjan.

Den nye hær var – især i kraft af sit artilleri – imidlertid stærk nok til at nedkæmpe stammerne og diverse halvselvstændige lokalherskere. I 1830'erne blev Khorasan og Kohistan (i Afghanistan) undertvunget, og turen kom derefter til khanerne i det sydvestlige Khuzistan. Kun sheiken af Muhammerah (Khorramshahr) kunne i kraft af britisk beskyttelse bevare en vis selvstændighed. Fath Ali Shahs efterfølger, Muhammad Shah (1834-1848), angreb derefter Herat og det afghanske lavland. Men han måtte trække sig tilbage efter stærkt pres fra Storbritannien, der af hensyn til forsvaret af Indien ønskede et uafhængigt Afghanistan.

Et nyt angreb på Herat i 1856 førte til et britisk angreb på Golfkysten og ny iransk tilbagetrækning. Ved en række grænsekonventioner (1871-1872, 1881) fastlagde de europæiske stormagter Irans grænser, hvorved qajarerne måtte give afkald på områder, der i århundreder havde hørt under de skiftende iranske statsdannelser.

Større held havde qajarerne med at konsolidere deres magt indadtil. I takt med at nomadehærenes militære betydning svandt, blev stammelederne fortrængt af fremtrædende familier fra byerne. Statens beføjelsesområder blev udvidet, bl.a. inden for retsplejen, hvilket gik ud over ulamas traditionelle funktioner i samfundet. Indførelsen af telegrafen i 1865 gjorde det lettere for centraladministrationen at kontrollere lokale embedsmænd.

Ligesom deres forgængere savnede qajarerne imidlertid resurser til at finansiere og sikre en egentlig centraliseringen. De øgede skattetrykket gennem 1800-tallet, men store beløb nåede aldrig frem til statskassen pga. af omfattende administrativ korruption, og i byerne voksede utilfredsheden med skatterne og den udenlandske økonomiske indflydelse.

I løbet af 1800-tallet kom stadig flere billige europæiske industrivarer til Iran og påførte håndværksproduktionen hård konkurrence. Hårdest gik det ud over tekstilproduktionen, som i århundreder havde været et af byernes økonomiske fundamenter. Påvirkning fra det russiske marked førte i de nordlige provinser (Azarbaidjan og Gilan) til en omlægning af landbruget fra subsistensafgrøder til eksportafgrøder som silke, bomuld og opium. Herved blev bønderne udsat for prissvingningerne på verdensmarkedet, men samtidig fik de også større indtjeningsmuligheder. Skellet mellem det økonomisk stærke nord og det stagnerende syd blev uddybet.

Qajarerne søgte i Nasir al-Dins lange regeringstid (1848-1896) at supplere skatteindtægterne ved at sælge koncessioner til europæiske foretagender. Det udløste i 1891-1892 en omfattende protestbølge (den såkaldte Tobaksfejde) i byerne med deltagelse af bl.a. fremtrædende ulama. Modsætningen mellem dynastiet og dets tidligere støtter i byerne var nu åbenlys.

Qajarerne begyndte at optage lån i Rusland og Storbritannien. Beløbene var små og kan ikke sammenlignes med de store lån, der blev optaget af Osmannerriget og Egypten. Men de var ledsaget af skrappe politiske vilkår. Iran var formelt selvstændigt, men måtte reelt føje stormagterne.

Igennem 1800-tallet kom qajarernes Iran i stigende grad i kontakt og konflikt med Europa og de europæiske stormagter. Ny teknologi som fx telegrafen og trykpressen vandt langsomt indpas, ligesom idéer som demokrati og parlamentarisme blev introduceret af landets intellektuelle, der begyndte at rejse og uddanne sig i Europa.

Dette bragte i stigende grad den veluddannede del af befolkningen i konflikt med såvel qajar-shaherne og den despotiske regeringsform, de repræsenterede, som ulama, der indså, at de nye ideer truede religionen og deres egen position i forhold til både hersker og folket. Det folkelige opgør med og oprør mod både shahen og de religiøse ledere kom med den konstitutionelle revolution i 1905, hvor et nyt kapitel i Irans historie begyndte.