Indonesien (Geografi)

Intet sted på Jorden er der så store højdeforskelle som i Indonesien. Her er der over 15 km mellem de højeste toppe på de vulkanske øbuer og de dybeste dale i de nærliggende dybhavsgrave. I nyere geologisk tid har fordelingen af hav og land ændret sig meget, og øernes opbygning er kompleks. Der er bjergkæder med hævede og foldede havaflejringer og flere hundrede aktive vulkaner, som med mellemrum har eksplosive udbrud. Mest kendt er Krakataus udbrud i 1883, som krævede over 10.000 menneskeliv og kunne følges over det meste af verden som særligt røde solnedgange (pga. vulkansk aske i atmosfæren). Hyppige jordskælv med jordskred og flodbølger til følge samt lokal hævning og indsynkning vidner om, at den dynamiske aktivitet fortsætter. Det er bl.a. lithosfærepladen under Det Indiske Ocean og Australien, som fortsat synker ind under Indonesien fra syd, og Ny Guinea og Den Filippinske Oceanplade, som presser på fra øst.

Indonesien rummer ¹/₂-1% af verdens olie og ca. 1¹/₂% af naturgasreserverne. Begge udnyttes i et hastigt tempo med stor eksport til bl.a. Japan. Flere felter ligger offshore og har givet anledning til territoriale konflikter. I et lille, men stigende omfang udnyttes de store resurser af geotermisk energi i de vulkansk aktive områder. De to øer Bangka og Belitung øst for Sumatra har i mange år ydet en betydelig del af verdens tinproduktion, men produktionen er faldende.

Terræn og jordbund varierer stærkt i det vidtstrakte ørige. De unge vulkanske jorde på Bali og Java er dybe og næringsrige og velegnede til intensiv risavl. Man kan iagttage en tydelig sammenhæng mellem landbrugsudvikling, befolkningstæthed og nærhed til vulkaner. De over 50 vulkaner på Java og Bali bringer jævnligt ødelæggelse, men er samtidig forudsætning for store befolkningstætheder; fx rummer Java med over 110 mio. indb. en af verdens største landbrugsbaserede befolkningskoncentrationer. På de øvrige øer er jorden ofte ældre, surere og mindre frugtbar. Regnskovene på Sumatra, Kalimantan, Sulawesi og Irian Jaya dækker i alt 120 mio. ha, ca. ²/₃ af Indonesiens areal. Flere steder er regnskoven blevet ryddet for at skaffe dyrkningsjord til den store befolkning, men ofte med de kendte negative konsekvenser. Det kræver store tilførsler af næringsstof at dyrke den magre jord flere år, og kraftig monsunregn kan hurtigt skylle næringsjorden bort.

Større lavlandsområder findes kun langs med Sumatras østkyst, på det sydlige Kalimantan og i Irian Jayas kystområde. En stor del er dog mangrovesumpe og ikke egnet til dyrkning.

Store og sejlbare floder findes kun på Kalimantan og Sumatra, men der er mange små, som på Bali og Java udnyttes til kunstvanding.

Ækvator går gennem Indonesien, og klimaet er overalt tropisk og fugtigt. Det er varmt året rundt, og temperaturen varierer især med højden. I lavlandet er den typisk 32 °C om dagen; i Jakarta er der aldrig målt over 36 °C eller under 18 °C. Omkring ækvator regner det året rundt, mens det vestlige Java og Sumatra har en tydelig regntid under NØ-Monsunen fra december til marts. Det østlige Java og øerne mod øst har en tydelig tørtid mellem juli og oktober. Men der er store lokale variationer, især pga. bjergenes indflydelse; Jakarta får ca. 1800 mm regn om året, mens Bogor, der ligger på en bjergskråning 40 km derfra, modtager over 4000 mm. Megen monsunregn falder i langvarige skybrud med over 600 mm nedbør på et døgn.

Landets befolkning voksede længe meget kraftigt, men under indtryk af den økonomiske udvikling, urbaniseringen og ambitiøse familieplanlægningsprogrammer er befolkningsvæksten aftaget. Befolkningen er ujævnt fordelt; en meget stor del findes i de gamle kerneområder med intensiv risavl. Java, Madura og Bali udgør tilsammen blot en trettendedel af Indonesiens areal, men har to tredjedele af befolkningen. På den anden side er store dele af Sumatra, Kalimantan og Papua meget tyndt befolkede. I hele 1900-t. iværksatte myndighederne derfor transmigrationsprogrammer, et statsligt program for at flytte familier fra Java og Bali til tyndtbefolkede områder; det er sket med skiftende intensitet og varierende held.

Indonesien rummer mere end 300 forskellige etniske grupper med javanesere og sundanesere på Java som de største grupper. Kendte, mindre folkeslag er batak på Sumatra, dayak på Kalimantan og toraja på Sulawesi. Langt størstedelen af befolkningen på Java og Sumatra er muslimer. Et vigtigt mindretal i Indonesien er de ca. 2% kinesere, der ligesom i det øvrige SØ-Asien er centralt placeret i erhvervslivet. Den brogede etniske sammensætning danner baggrund for det officielle motto, bhinneka tunggal ika, 'enhed i mangfoldigheden', som er blevet tillagt en fremtrædende betydning, tæt koblet til nationalismen.

Et flertal af Indonesiens befolkning ernærer sig ved landbrug. Agerjorden udgør 11% af det samlede areal; næsten halvdelen, svarende til ca. 10 mio. ha, udnyttes til intensiv risavl, og Indonesien er verdens tredjestørste risproducent (efter Kina og Indien). På de tørrere østlige øer dyrkes majs, kassava, tør ris og taro. Kaffeeksporten kommer især fra kerneområderne (Javakaffe), mens den historisk vigtige krydderiproduktion stadig fortsætter på Molukkerne (Krydderiøerne). Ris er blevet dyrket i mere end 2000 år på Bali og Java. Dyrkningen kræver stadig kontrol med vandtilførslen, hvilket er baggrunden for de såkaldte hydrauliske samfund med veludbygget lokal styring og bureaukrati. Med den grønne revolutions introduktion i 1970'erne har nye, højtydende rissorter sammen med pesticider og kunstgødning dog afløst de traditionelle dyrkningsmetoder. Udbyttet steg kraftigt og dannede basis for en betydelig velstandsstigning i landsbyerne; de langsigtede økologiske konsekvenser af de ændrede metoder er dog ikke afklaret. Ris er basisfødevare for de fleste; hertil spises fisk, æg, bønner og andre grøntsager, mens kød spises i mindre omfang.

Sammen med den økonomiske udvikling på landet er der sket en omfattende industrialisering i Indonesien. Traditionelt har der været mange typer småindustri, bl.a. batikfremstilling (batik, javanesisk 'at trykke'), men siden 1970'erne har landet med skattelettelser og lave lønninger etableret et gunstigt investeringsklima, som har tiltrukket udenlandske investeringer til først og fremmest beklædnings-, elektronik- og levnedsmiddelindustri. Også papirfabrikker og sværindustri med skibsværfter og olieraffinaderier er kommet til, og statslige selskaber samarbejder med udenlandske firmaer om at producere fly og biler.

Store summer er i samme periode blevet investeret i infrastruktur. Vejnettet er udvidet og forbedret; bl.a. har Java fået et mindre motorvejsnet. Telekommunikation når nu ud over hele øriget, og et tv-net med kommercielle og statslige stationer strækker sig fra vest til øst. Både fly- og skibstrafik er veludbygget i et tætmasket net.

Turismen er i stærk vækst. Langt de fleste besøger Java og Bali, men også Sumatra og Sulawesi er turistmål, og flere og flere byer får firestjernede hoteller. Det er landets kombination af kulturhistorie, naturscenerier og klima, som lokker. På trods af den hurtige og omfattende modernisering af samfundet findes der stadig stærke lokale traditioner, også på de tætbefolkede øer Java og Bali. Indonesisk til hverdagsbrug kan hurtigt læres, og et lavt prisniveau samt liberale visumregler gør det let for den turist, der ønsker at blive i en længere periode. På minussiden tæller et omfattende bureaukrati, det autoritære styre samt stigende kommercialisering og påtrængende miljøproblemer.

Læs mere om Indonesien.