Indiens klassiske musik

To betingelser skal være opfyldt, for at man kan tale om klassisk indisk musik: Dels skal den holde traditionerne i hævd, dels skal de udøvende tilhøre en skole, gharana, der går mange generationer tilbage; i Indien kaldes dette for guru-shisya-parampara, dvs. mester-elev-forholdet.

I nyere tid er mesterlæren på retur. Mange unge musikere har studeret på musikskoler eller på universiteter i Indien.

Indiske kilder hævder ofte, at oprindelsen til indisk klassisk musik (shastriya sangit) skal søges i recitationen af Rigveda (ca. 1200 f.v.t) og senere af Samaveda og Yajurveda (ca. 1000-700 f.v.t.). Recitationen af disse hymner blev dog ikke udført af egentlige musikere.

Et af verdens ældste musikteoretiske og dramaturgiske værker, Natyashastra (nuværende form ca. 500-tallet e.v.t.) af Bharata, omhandler både musikteori, metrik, generel æstetik, instrumentalmusik, poesi og dans. Det indeholder kapitler om hver af de fire typer af instrumenter, strengeinstrumenter, blæseinstrumenter, cymbaler og trommer, samt om spilleteknik og akkompagnementsformer.

Det næste betydningsfulde værk er Brihaddeshi (700-800-tallet) af Matanga. Her omtales de metafysiske teorier fra tantrayogaen, og desuden bruges begrebet raga for første gang. Det beskrives, hvordan menneskets krop har specielle "energibaner" (nadi), der kan påvirkes gennem meditation, fysiske øvelser eller lydpåvirkning.

Desuden beskrives teorien om de to typer af lyd: den almindelige, hørbare lyd, ahat nad, og den kosmiske lyd, anahat nad. Af senere bøger om musik bør nævnes Sangita Ratnakara (1200-tallet) af Sarngadeva, der for mange både nord- og sydindiske teoretikere er den klassiske periodes afsluttende værk og betragtes med stor ærefrygt til trods for, at det i praksis er ganske uforståeligt i dag.

Delingen af den klassiske indiske musik i den nordlige og den sydlige tradition var et resultat af de musikalske påvirkninger, som den islamiske indvandring til Nordindien fra 1000-tallet medførte.

Muslimerne medbragte både instrumenter og et musiksystem, som gradvis blev blandet med den nordindiske klassiske musik; denne er i vor tid den mest kendte uden for Indien.

I den hinduistiske religion (i Sydindien) er musikken knyttet til templerne og opfattes som en af vejene til selvrealisering; i forbindelse med tempelmusik optræder ofte de to former af den indiske obo (nagasvaram i syd og shanai i nord) ledsaget af trommer. Nu til dags høres religiøs brugsmusik over tempelanlæggenes højttalere.

Den sydindiske musik fandt sin teoretiske form i 1700-tallet på baggrund af Venkata Makhins regler for skalaerne; de resulterede i melakarta-systemet med de 72 skalaer, som bruges i dag. Den store komponist Tyagaraja (1767-1817) benyttede samtlige 72 skalaer, hvilket styrkede melakarta-systemet. I den sydindiske musikfremførelse er ragam, tanam, pallavi og kriti betegnelserne på de klassiske hovedformer.

For den islamiske religion har musikken ikke samme betydning som for hinduerne, hvorfor sang og spil blev verdsliggjort i Nordindien. Her blev musikken dyrket som overklassens underholdning ved fyrstehofferne. Musikere blev ansat ikke som enkeltpersoner, men som kunstnerdynastier (gharanaer), der blev aflønnet rundhåndet i generation efter generation.

Det store navn i den nordindiske tradition var Tan Sen (ca. 1500-1589). Han sang i dhrupad-stil og var en af stormogulen Akbars såkaldte "ni juveler". Akbars hofskribent Abu'l Fazl skrev i 1597 krøniken Akbarnama, som nævner mange sangere og instrumentalister ved hoffet. Flere nulevende musikere kan føre deres slægt tilbage til Tan Sen.

Mogultiden blev en periode, hvor de mange stilarter, der kendes i dag, blev udviklet. Dhrupad-stilen var den gamle, strenge sangstil, som blev videreudviklet til khyal (persisk 'fantasi').

Heraf opstod den lettere romantiske stil thumri, som var den tids popmusik. Fra thumri-traditionen udvikledes en bred vifte af lettere genrer, herunder ghazal og qawalli. Især den førstnævnte har dannet grundlaget for praktisk taget hele den kommercielle popmusik, ikke mindst filmmusikken; pop- og filmmusikken har også optaget mange træk fra Vesten.

Absolutte svingningstal kendes ikke i indisk musik; det betyder, at grundtonerne kan have forskellig tonehøjde. I Natyashastra omtales de mikrotonale intervaller, shruti, hvoraf der var 22 i en oktav; deres eksakte placering er dog ikke kendt i dag. Man taler hyppigst om "mere eller mindre forhøjede eller formindskede" toner, evt. udtrykt i forhold til en kendt raga. Der findes et stærkt udbygget system af ornamenteringer af de enkelte toner; det omfatter dels glidetoner (meend), dels vibratoer (gamaka).

Ragabegrebet er fælles for de to store traditioner. Ordet raga stammer fra ranj, der betyder 'at farve'. Ordet kan ikke oversættes med et enkelt vestligt begreb; det betegner en musikalsk struktur, der fremhæver særlige tonetrin og tonale bevægelser inden for en skala. Hver raga har sin specielle stemning (bhava) og følelse (rasa), som musikeren overholder under hele sin optræden. En musiker begynder normalt med en alap (introduktion), en fri improvisation, hvor de enkelte toner kombineres ifølge ragaens struktur. Alap kan følges af jor og jhala, der bliver spillet i en fri pulserende rytme.

De enkelte toner i en raga har forskellig vægt eller betydning. Den væsentligste tone efter grundtonen sa kaldes vadi ("dominanten", dvs. den mest spillede tone); i en kvints eller en kvarts afstand fra vadi findes samvadi. Indiske ragaer har traditionelt været spillet på særlige tidspunkter i døgnet eller i året, hvor de hørte hjemme; bl.a. placeringen af vadi og samvadi er bestemmende for denne tidsinddeling. Efter afslutningen af alap, jor og jhala bliver der spillet en komposition i en bestemt tala (rytmecyklus).

Enhver tala har to forskellige aspekter: dels længden af de enkelte slag (matra), der normalt kan være i tre tempi (vilambit, langsomt, madhya, medium, eller drut, hurtigt), dels fordelingen af betonede og ubetonede slag inden for rytmecyklussen. Første slag, sam, er begyndelsesslaget og det kraftigst betonede slag. Sekundært betonede slag kaldes tali.

Indisk musik er modal; det betyder, at alle toner i det melodiske forløb står i et harmoniforhold til en fast grundtone. Der er kun en enkelt melodilinje, der bliver akkompagneret af droneinstrumentet tanpura samt evt. en tromme. Sangen har traditionelt været regnet for den vigtigste musikform.

I 1900-tallet oplevede instrumentalmusikken en betydelig opblomstring. Dette skyldes dels den kraftige økonomiske støtte, der i årtierne efter Indiens selvstændighed blev ydet til national kunst, herunder den klassiske musik, dels den interesse, som indisk musik blev genstand for i Europa og USA specielt i slutningen af 1960'erne, da The Beatles og andre populære grupper forsøgte at anvende indiske instrumenter og inviterede indiske musikere til at spille med på deres plader. Navnlig sitaren, som bl.a. Ravi Shankar har optrådt med i store dele af verden, var meget populær blandt vestlige popmusikere.

I 1980'erne og 1990'erne var det især trommen tabla, der fascinerede Vesten; det store navn i den forbindelse er Zakir Hussein. Påvirkningen fra filmmusikken, som er den mest populære genre hos den indiske ungdom, overstiger langt den vestlige indflydelse på store dele af det asiatiske musikmarked.

Forskellige typer af indisk musik dyrkes ivrigt uden for landets grænser. I USA, Canada, Storbritannien og andre europæiske lande trives den klassiske indiske musik; især i de tre nævnte lande er der desuden stor aktivitet inden for populærmusikken, bl.a. moderniseringen af den folkemusikalske genre bhangra, udviklet blandt unge med indisk baggrund.