Kirken består af et romansk kor og skib, et gotisk tårn og to kapeller fra 1880’erne ved skibets langsider. Den står i dag hvidkalket med røde tegltage, men har tidligere været kalket rød og senere gul.
Den romanske kirke er ualmindelig stor og regelmæssigt bygget af velformede granitkvadre. Oprindelig har der i skibet været en dør mod syd og en mod nord. Den sydlige dør blev muret til i 1851, og dens meget interessante, ydre omfatning er i 1912 opsat omkring tårnets vestlige dør. Norddøren er ikke i brug, men er bevaret i det ydre. Der er i murværket ingen spor af sydsidens romanske vinduer, men nordsiden har tre tilmurede, romanske vinduer.
Ved skibets sydøstlige hjørne ses højt på muren et reliefhoved med hageskæg og langt overskæg. Nær jorden er en kvader med en fremspringende roset af koncentriske ringe. Reliefferne kaldes "Kong Hunses hoved og navle".
I koret er der mod øst vindueshuller fra romansk tid i langmurene. De er stadig i brug, hvorimod de større er hugget om. I gavlen har der været to romanske vinduer og en præstedør, som nu er muret til. Korets taggavl er muret om og prydes kun af tre høje blændinger, dvs. murnicher, mens skibets østlige gavl i toppen har en frise af syv små buer.
Tårnet er gotisk og opført i dybrøde munkesten. Dets taggavle har dekorationer af trappeformede kamtakker og spidsbuede højblændinger, dvs. høje murnicher. På den vestlige side findes portalen, som tidligere sad på skibets sydlige langmur. Den har store karmsten, der er udsmykket med tovstave.
Nordsidens sten er dækket af indskrifter med store, romanske majuskler, dvs. blokbogstaver, indhugget med dobbelte linjer. Som skilletegn er der anvendt kors, der er indskrevet i cirkler, romber eller kvadrater. Her ses indskrivning af et bogstav og sammenskrivning af bogstaver. Ind mod døren står bagfra: ”Salomon me fecit monasterium”. Det er dog uklart, hvad der menes, da det kunne oversættes til: 'Salomon gjorde mig, klosteret'. Antagelig bør indskriften imidlertid oversættes til: 'Salomon gjorde [dvs. byggede] mig, kirken' og tolkes ikke som en bygherre-, men som en bygmesterindskrift. På karmens yderside kan man kun med sikkerhed læse de tre første ord: ”Juro per barbam” (dvs. 'jeg sværger ved skægget'). Det er ikke fortolket tilfredsstillende endnu.
Sydsidens karmsten har tilsvarende indskrifter, men de er kun indhugget med enkeltstreger og øjensynlig med en grovere og antagelig noget senere hånd. På denne sten indledes indskrifterne med konturhuggede hammerkors. Den store, femsidede overligger er mærkeligt nok glat. Indskrifterne har i tidens løb givet anledning til megen diskussion. På ydersiden står der: ”In principio erat” (dvs. 'I begyndelsen var [ordet]'). Ind mod døren står: ”Introibo in domum” (dvs. 'Jeg vil gå ind i [dit] hus'). I stedet for ”tuam” (dvs. 'dit') følger med mindre skrift en gruppe tegn, som endnu ikke er tydet på overbevisende måde.
Kapellet på skibets sydside huser det knuthenborgske gravkapel. I 1880 blev det gamle revet ned og erstattet af den nuværende, store kapelbygning opført af nyere munkesten. Samtidig genåbnede man skibets tilmurede syddør, hvori der sidder en smedejernsdør. Kapellet har gipsloft. Under gulvet er en hvælvet gravkælder. Gavlen har en blændet dør, og taggavlen har en gotisk-lignende udsmykning.
Kapellet på skibets nordside blev nedrevet i 1883 og erstattet af det nuværende materialehus. Det har under en kamtakket gavl to døre i nordsiden, hvoraf den østlige fører til herskabsindgangen i skibet.
I det indre står kirken hvidkalket. Rummet præges af det flade bræddeloft i skibet og de store, spidsbuede vinduer med støbejernsstel, som sandsynligvis er fra første halvdel af 1800-tallet.
I gotisk tid blev der i koret indbygget to krydshvælv. De har ikke samme størrelse, vistnok fordi man ville undgå at dække de vestlige, romanske vinduer. Den runde korbue i triumfvæggen træder af på usædvanlig fint huggede kragsten med tovsnoninger.
Tårnrummet husede indtil 1851 det knuthenborgske gravkapel. Det har et ottedelt tårnhvælv og en høj, spids tårnbue mod skibet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.