Holmens Kirke

Danske kirker ligger normalt stik øst-vest med koret i øst, men i Holmens Kirke er koret mod sydvest, da kirken blev etableret i en eksisterende smedje fra 1563.

Bygningens sydvestlige fløj fra 1563 står endnu inklusive den oprindelige gavl i renæssancestil med tydelige horisontale og vertikale inddelinger og en svungen kam. Dens langmure har hver fire høje, fladbuede vinduer med indfatninger i sandsten. Da kirken i 1641-1643 blev udvidet til den nuværende korskirke af Leonhard Blasius, genbrugte man skemaet, hvor også disse dele fik lignende vinduer og gavle. Her fik kirken sin nuværende geometri med hoved- og sideskibe.

Langs kanalen sydøst for koret opførte man i 1705-1708 et langt gravkapel ved J.C. Ernst. Det er opført i nederlandsk barokstil, som visuelt er inddelt i tre sektioner af otte, fem og otte fag skilt ved pilastre, dvs. halvsøjler. I den midterste sektion har fagenes vinduer segmentformede overliggere.

Vestgavlens høje vinduer blev muret til i 1871, hvor man ved arkitekt Ludvig Fenger ombyggede kirken. Her tilføjede man ligeledes sakristiet på korets nordside, og hovedindgangen blev flyttet til den nordvestlige gavl. Her opsatte man en portal med betydelige genbrugte dele fra Roskilde Domkirkes kongeportal fra 1635.

I det indre fik kirken sine fladbuede lofter ved udvidelsen og ombygningen i 1641-1643. Her blev også lofternes stuk udført af stukkatørerne Valentin Jäger og Johan Hornborstel. Her er loftets linjer markeret med stukbånd, og i cirkler og ovaler er der frugt- og bladdekorationer samt engle.

Kirkerummet bærer præg af de hvide lofter og de flisebelagte gulve med nedslidte gravsten. Langs de fleste langvægge og gavle i både hoved- og tværskibene er der pulpiturer, dvs. ophøjede gallerier til kirkegængere og sangere. Modsat koret er der et orgelpulpitur.

Kirkens bænke er bygget om, men hovedparten af gavlene og en del af de tilhørende låger stammer fra 1640’erne.

Døbefonten fra 1646 er i smedejern, og den blev skænket til kirken af Grevinde Danner. Den har fire buede ben med menneskefødder, et langt balusterformet skaft og øverst en bægerformet skål med slyngværk og hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler.

Altertavlen fra 1661 er udført af Abel Schrøder den Yngre, og den er et af hans hovedværker. Tavlen er i såkaldt bruskbarok med forvredne og bevidst monstrøse ornamenter. Den er bygget arkitektonisk op i etager, som inddeles af snoede søjler, som bl.a. kendes fra Peterskirkens baldakin af Gianlorenzo Bernini (1598-1680). Delene, som rager ud til siderne, kaldes vingerne.

Altertavlen viser lidelseshistorien, og den starter i bunden. Over alterbordet er et fodstykke med et relief af den sidste nadver. Herover ses mellem søjlerne figurer af evangelisterne, og i midten er der afbildet korsfæstelsen. På vingerne ses Moses til venstre og Johannes Døberen til højre.

I etagen ovenover er der i midten et relief af opstandelsen. Til siderne er der fremstillinger af kristelige dyder: troen med opslået bog, håbet med en fugl i, kærligheden symboliseret ved en moder med et par børn og retfærdigheden med vægtskål og sværd. Rækken fortsættes over den øvre gesims med et relief af himmelfarten samt fire figurer, som symboliserer mådehold, klogskab, styrke og uskylden.

Over himmelfartsbilledet frigør topstykket sig fra den arkitektoniske opbygning i den øvrige tavle. Det er her, tavlen krones af den sejrende himmelfyrste, som troner på regnbuen tiljublet af den harpespillende David fra den gamle pagt og den nøglebærende Peter fra den nye pagt.

Tavlen står nu — som oprindelig — i egetræets naturlige farve. Kun de kongelige insignier og Kristi glorie samt evangelisternes navne er forgyldt.

Prædikestol ved korsskæringens vestlige hjørne fra 1662 er også udført af Abel Schrøder, og den er et pragtstykke af billedskærerkunst. I bunden hviler den på en figur af Moses, som agerer støtte for den brede, polygonalt formede kurv. Den krones foroven af en lydhimmel, der er formet som et gennembrudt spir med den sejrende Kristus som topfigur.

Kurvens lodrette inddeling markeres af snoede dobbeltsøjler, der foran har 11 apostle. Imellem dem er der 10 fag med relieffer af den bibelske historie: Elias i ørkenen, Elias’ himmelfart, Elisa ved Bethel, Esaias ser Guds herlighed, Jeremias hejses op af hulen, Kristus og disciplene i skibet, Kristus helbreder den blodsottige kvinde, Kristus salves af en kvinde, Kristus, farisæerne og kvinden og Enkens skærv.

I opgangspanelet er der tre skråtstillede relieffer af motiverne: Jeremias kaldes til profet, Zakarias spår om Guds fjenders udryddelse og Jonas forbander Ninive. På rygpanelet bag prædikestolen er der relieffer af scenerne Nikodemus hos Kristus og Kristus uddriver kræmmerne.

Lydhimlen er ligeledes rigt dekoreret. Mest bemærkelsesværdigt er det, at der frem i lanternen springer en kronet løve, som i forpoterne holder en spydstage med buet skaft. Den er tilsyneladende det norske rigsvåbens løve, som vender blikket mod øst, over mod det sted, hvor kongestolen tidligere havde sin plads.

Kirken og kapellet er rigt på gravsten fra 1600- og 1700-tallet, epitafier, dvs. mindesmærker, og begravelser. En stor del af disse findes i kapellet og i krypten nedenunder, hvor der helt op til vore dage har fundet bisættelser sted i åbne begravelser, hvor kisten står på gulvet.

Blandt de talrige og ofte fornemt udstyrede begravelser skal her kun nævnes søhelten Niels Juel, Peter Wessel Tordenskjold og arkitekten C.F. Hansen.