Helle Hertz

Den 16-årige Helle Hertz arbejdede i 1960 som fotomodel, da ABC Teatrets direktør Stig Lommer inviterede hende med på en turné. Lommer levede på daværende tidspunkt sammen med Helle Hertz' storesøster, skuespilleren Lone Hertz, og var derved en hyppig gæst i hjemmet hos familien Hertz. Lommer manglede en ung kvinde som dubleant. Helle Hertz fulgte hans råd og trådte til som vikar. Hurtigt blev hun en fast del af ABC Teatrets hold som såkaldt ”Lommer-pige”.

”Lommer-pigerne” var en fast bestandel af ABC Teatrets revyer og virkede som en form for korpiger eller danserinder. Imidlertid var deres sceniske opgaver ordløse, og de unge kvinders medvirken var i særlig grad baseret på deres fysiske ynder. Til gengæld indtog Helle Hertz scenen med en selvsikkerhed, der blev bemærket.

Hun fik i 1963 en bærende rolle i ABC Teatrets version af Jack Popplewells (1909-1996) revyfarce Indiskret. Hendes medvirken sammen med etablerede kræfter som Lily Broberg og Buster Larsen markerede samtidig hendes officielle debut. Centralt for denne farce var hendes samspil med Buster Larsen, der spillede hovedrollen som manden, hvis forhold til forskellige kvinder belyses, eksempelvis til hans mor, hans hustru, hans sekretær og til hans elskerinde, hvor Helle Hertz med scenisk flair spillede sidstnævnte. Datidens anmeldere fremhævede Helle Hertz’ præstation blandt de øvrige, og efter debuten fortsatte hun sit engagement hos Stig Lommer.

Blandt ABC Teatrets publikum var en aften tidens erfarne instruktør Edvin Tiemroth, der spottede den unge skuespillerinde og tilbød Hertz en opgave, der lå uden for ABC Teatrets vante repertoire: Rollen som tjenestepigen Abigail i Tv-teatrets opsætning af Arthur Millers drama Heksejagt (1965) om hekseforfølgelser i 1600-tallet. Siden har Helle Hertz fremhævet opgaven som kunstnerisk tilfredsstillende. Ydermere er det en rolle i højeste dramatiske potens: Da tjenestepigen Abigail indser, at den eneste mand, hun elsker, har svigtet hende, tager hun hævn ved at anklage ham for hekseri.

Abigail-rollen blev et udgangspunkt for det, der siden har været et kendetegn for Helle Hertz’ karriere: At hun ubesværet har bevæget sig mellem scenekunstens vekslende genrer: fra farcen til tragedien. I 1966 valgte Helle Hertz nye græsgange, da hun tog imod tilbuddet om at medvirke i John Osborne-dramaet Uanstændigt vidne på Det Ny Teater. Det betød samtidig et farvel til ABC Teatret. I de efterfølgende år fulgte væsensforskellige opgaver, dog med vægt på farcer og komedier, eksempelvis som Clementine i franske George Feydeaus sene 1800-talsfarce Damen fra Natcaféen (1967) på Det Ny Scala og som den generte og nervøse Wulfdine i Gustav Wieds klassiker Livsens ondskab (1971) på samme scene.

I samme periode kunne Helle Hertz endvidere notere sig et decideret radiogennembrud: Som teenagedatteren i hørespilsserien Karlsens kvarter, der opnåede folkelig status som en af lytternes mest populære radioudsendelser gennem flere år. Øvrige medspillere var blandt andre Lise Ringheim og Henning Moritzen. Helle Hertz medvirkede i serien fra 1968 og fem år frem.

Det Kongelige Teater har dannet rammen om hovedvægten af Helle Hertz’ sceniske karriere. Første gang i 1974, hvor Hertz sås i i teatrets opsætning af Peter Shaffers drama Hesteguden, der kom til at stå som et af Det Kongelige Teaters mest markante udspil i 1970’erne. I rollen som hovedfiguren Alans veninde, Jill, spillede Helle Hertz over for en ung Steen Springborg. Deres præstationer modtog ros, ligesom opsætningen i sit hele blev kvitteret af teateranmelderne med superlativer.

Helle Hertz er blevet kaldt ”antistjerne”. Hun har hverken skelet til rollens størrelse eller hvilket ydre, den skulle udkomme i. Skønhed og glamour har ikke været pejlermærker for hendes teateropgaver. Til gengæld blev forvandlingsevnen en af hendes forcer som skuespiller.

Opgaver på andre teatre bevirkede, at Helle Hertz var borte fra Det Kongelige Teater i en cirka 10-årig periode. Sammen med Berrit Kvorning kunne hun i 1983 opleves på Betty Nansen Teatret som den ene af Stuepigerne i Jean Genets drama.

Størst var hendes kunstneriske indsats måske i titelrollen som Claire Lacombe og den store revolution (1989) på Gladsaxe Teater. Dramatikeren bag værket, Ernst Bruun Olsen, havde skrevet rollen specifikt til hende. Opsætningen, der markerede 200-året for Den Franske Revolution, bød på en omfangsrig udfordring, som Helle Hertz tog op og med stor anerkendelse til følge. Det blev en kraftpræstation, der synliggjorde Claire Lacombes forskellige stadier i livet, fra barn til voksen. For sin indsats blev Hertz hædret med Henkel-Prisen.

Mod slutningen af 1980’erne vendte Helle Hertz tilbage til Det Kongelige Teater, hvor hun fortsatte frem til 2013. Her har hun været en sikker og trofast skuespilkraft. Hendes stilbevidste fornemmelse for teatrets mange genrer gjorde hende til en oplagt ensembleskuespiller, og som sådan har Helle Hertz samvittighedsfuldt givet liv til en lang række vidt forskellige karakterer og figurer: I det absurde drama som grotesken Rita i Jess Ørnbos Astma 5 (1999) og i den klassiske danske folkekomedie som fru Skaarup i Sparekassen (1999). Blandt nævneværdige præstationer hører ligeledes den moderlige og partipolitisk loyale Olga i Urene hænder (2001) af eksistentialisten Jean-Paul Sartre – en kvindeskikkelse, som hun leverede med overskud og konsekvent intelligens.

Blandt de senere års teateropgaver kan nævnes Mrs. Higgens i My fair lady (2011) og som alfen i En skærsommernatsdrøm (2012). I 2013 fejrede Helle Hertz sit 50-års skuespillerjubilæum, mens hun i Dyrehaven spillede enkedronningen i Det Kongelige Teaters opsætning af Robin Hood, der samtidig blev hendes afskedsforestilling.

Efter en række mindre roller på film spillede Helle Hertz i 1969 titelrollen i filmfarcen Helle for Lykke, der dog uden Hertz’ mellemkomst fremstår anstrengende og uden komik. I Ole Roos’ modernistiske kærlighedsfortælling Kys til højre og venstre fra samme år markerede hun sig som en af filmens unge kvinder sammen med blandt andre Vigga Bro. Filmens tidstypiske stil syntes at passe Helle Hertz. Hos Erik Balling havde hun en af de bærende roller som barpige, der hjælper Ove Sprogøes privatdetektiv i farcen Rend mig i revolutionen (1970).

Modsat var der både dramatisk kompleksitet og konflikt til stede i Anders Refns barske Gustav Wied-filmatisering Slægten (1978). Her kunne man opleve Helle Hertz godsejerfruen Alvilda, som hun fortolkede med en forståelse for den ulykkelige – men også bedragende – hustru til baronen Helmuth, der blev spillet af Jens Okking. Hertz præsenterede rollen med en aristokratisk og præcis kølighed, der understregede adelsfruens situation midt i sit ægteskabelige nulpunkt.

Som en af de barslende mødre i Astrid Henning-Jensens publikumssucces, filmatiseringen af Dea Trier Mørch-romanen Vinterbørn (1978), nåede Helle Hertz og det øvrige filmhold ud til mange. Det samme gjorde sig gældende som kontorassistenten Jette i DR’s komedieserie Een stor familie (1982-1983), mens hendes største tv-rolle imidlertid var som major Karen E. Andersen i Lise Nørgaards kvindepolitiske tv-serie Mor er major (1985).

Skuespillerinden Lone Hertz er storesøster til Helle Hertz. Deres ældre halvbror var den senere kabaretkunstner Tony Rodian (1931-1995).

Helle Hertz var i perioden 1963-1978 gift med skuespillerkollegaen og teaterdirektøren Christoffer Bro (f. 1935). Sammen er de forældre til skuespillerne Anders Peter Bro (f. 1965), Nicolas Bro og Laura Bro. Efter skilsmissen fra Christoffer Bro dannede Helle Hertz i 16 år par med teaterdirektøren Henrik Hartmann (f. 1952).

Helle Hertz har modtaget en række priser og hædersbevisninger, blandt andet:

I år 2000 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen af 1. grad.

• teater i Danmark
• dansk film