Faktaboks

Sogn
Gudumholm Sogn
Provsti
Aalborg Østre Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Aalborg Kommune
Gudumholm Kirke
Gudumholm Kirke er en historicistisk kirke, der især efterligner stilformer fra romansk og gotisk arkitektur. Kirken består af kor, skib, tårn og to sidebygninger. Foto: 2010.

Gudumholm Kirke ligger ud til Aagade i den sydlige udkant af Gudumholm, omtrent 17 kilometer sydøst for Aalborg.

Kirkebygningen

Kirken fra 1909 er opført efter tegning af arkitekt W. Olsen. Bygningen er traditionelt udformet med kor, skib og tilbygninger på nord- og sydsiden af koret.

Den er kalket hvid og har røde tegltage.

Kirken

Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Gudumholm Kirke afviger korets orientering mod syd, da kirken ligger parallelt med Aagade.

Den historicistiske kirke efterligner i hovedtræk stilformerne fra den romanske og gotiske periode. Det kan man i det ydre se i den udprægede brug af rundbuede former i døre og vinduer samt i murenes dekorationer med svagt fremspringende murpiller, såkaldte lisener.

Arkitektens afgrænsning af korets taggavl som et separat, trekantet felt er dog snarere inspireret af renæssancen, mens brugen af savskifter, hvor teglstenen er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad, højblændinger på tilbygningernes taggavle og trappefriserne øverst på tårnet slægter gotikken på.

Kirkens indgang er i tårnets vestside, hvor portalen sidder i et dybtliggende murfelt, som man gjorde i gotikken, mens den rundbuede overligger, et såkaldt tympanon, er inspireret af den romanske periodes. Over døren på den nordlige sidebygning (ligkapellet) er der ligeledes et tympanon, hvis underside på uromansk manér følger dørens fladbuede linje.

Kirkens indre

Gudumholm Kirke
I det indre er kirken hvidkalket med flade bjælkelofter. På gulvet er der firkantede mønstre med fliser i to forskellige farver. Kirkens træinventar i grå og lysegrønne nuancer stammer fra opførelsen, mens altermaleriet af Poul Anker Bech er fra 2009. Foto: 2023.

Kirkerummet bærer kraftigt præg af de hvidkalkede vægge med lisener og de flade bjælkelofter.

Gulvet er lagt med fliser i to farver i firkantede mønstre på tværs af rummets længderetning.

Over skibets vestende er der et orgelpulpitur, dvs. et ophøjet galleri til orglet.

Inventar i Gudumholm Kirke

I Gudumholm Kirke er inventaret primært fra opførelsen. Den slanke døbefont i træ er ottekantet og malet i grå og knækket lysegrøn, ligesom det resterende træinventar. Prædikestolen har i fagene stiliserede arkader med forgyldte dekorative udskæringer, og på hjørnerne er der kanellerede lisener.

Som alterprydelse tjener et stort maleri fra 2009 af Poul Anker Bech, der afbilder ’Livsvandringen’.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig