Grenå Kirke

Kirken er antagelig opført omkring år 1400 i munkesten, og den var tidligere viet til Sankt Gertrud.

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl, kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I skibet har der formentlig, som det var kutyme, været en dør mod syd og en mod nord, men i dag er der ingen spor af dem. Senere tiders brand og restaureringer har ligeledes fjernet sporene efter de oprindelige vinduer.

Mod vest har kirken et stort tårn, der står skævt i forhold til skibet. Det kan tyde på, at skibet har været smallere engang og er blevet udvidet mod syd.

I renæssancen byggede man sideskibet mod nord. Dets langside er udformet som selvstændige gavle i tilhuggede granitsten, som formentlig er genbrugt fra nogle af områdets nedlagte kirker.

I 1800-tallet gennemgik kirken omfattende istandsættelser. I 1865 gjorde man således tårnrummet til forrum.

I 1873-1874 blev en stor del af kirkens ydre skalmuret, hvilket vil sige, at man huggede noget af det gamle murværk af for at lægge nye sten udenpå. I denne forbindelse fik gavlene sine nuværende blændinger og kamtakker, så kirken kunne leve op til idealet om den gotiske kirkes udseende, og tårnet fik sit høje spir. Ved samme lejlighed fik sakristiet og sideskibet deres nuværende tage, der er udformet som fire sammenhængende kapeller, der står vinkelret på skibets akse.

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter.

Hvælvene er en type loft, der blev introduceret i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv.

I koret står kirkens døbefont af granit, der formentlig er romansk. Dens kumme har foroven en mindre tovsnoning og om bunden en større, ujævn tovsnoning. Herunder skråner dens skaft kraftigt ind, og den er placeret på en nyere, kubisk fod.

Af træinventar ældre end branden i 1649 findes kun to inventarstykker, hvoraf det ene er to nu sammenbyggede gotiske skabe. Det øverste er et monstransskab, der blev brugt til at huse monstransen, som man inden Reformationen i 1536 brugte til at fremvise den indviede hostie, dvs. oblaterne, for menigheden, så de kunne tilbede den.

Altertavlen blev købt af Holmens Kirke i København i 1661, som fik den lavet med sit øvrige inventar i 1619. Den er således udført af Engelbret Chastensen i højrenæssancestil. Tavlen har en arkitektonisk opbygning med fire store søjler og snitværk med statuetter af evangelisterne samt Johannes Døber og Moses. Overdelen er rigt dekoreret, mens underdelen er flankeret af dekorativt udskårne vinger.

De oprindelige malerier, et nadverbillede i det store felt og et billede af opstandelsen i ovenover, er forsvundet efter at de i 1852 blev afløst af nye malerier af henholdsvis korsfæstelsen og himmelfarten.

Prædikestolen fra 1650 er udført af den lokale snedker Niels Jensen Koch. Den er i en særegen blanding af stilarter. Stolens stramme komposition med relativt enkle hjørnesøjler og tekstfelter i top og bund af fagene hører sig højrenæssancen til. Søjlernes ansigter, hængeværket under fagene og i særdeleshed fagenes relieffer er dog bruskbarokke med forvredne og bevidst monstrøse ornamenter. Reliefferne afbilder de fire evangelister samt Jesu dåb og opstandelse.

I korets to store østvinduer er der i 1930 udført glasmalerier af den tabte søns hjemkomst og Lazarus’ opvækkelse. De er udført af Jais Nielsen.

I kirken findes nu kun to epitafier, dvs. mindesmærker. Det er henholdsvis en skiferplade bag alteret fra 1659 og en senbarok i træ fra 1729, der nu hænger i tårnrummet. De resterende epitafier og gravsten blev fjernet i 1865.