Giovanni Lorenzo Bernini

Giovanni Lorenzo Bernini, italiensk billedhugger og arkitekt. Giovanni Lorenzo Bernini var barokkens betydeligste kunstner i 1600-tallets Rom. Hans værksted løste de fleste af periodens store arkitektoniske og skulpturelle opgaver, og hans kunst fik både langvarig og vidtrækkende betydning.

Giovanni Lorenzo Bernini var elev af sin far, billedhuggeren Pietro Bernini, som omkring år 1605 bosatte sig i Rom. Her studerede den unge Bernini blandt andet antikke skulpturer som Apollon Belvedere og Laokoon -gruppen, og far og søn arbejdede sammen om flere udsmykningsopgaver. Ifølge samtidige kilder — den italienske kunsthistoriker Filippo Baldinucci udgav en biografi om ham i 1682 — skal Bernini have udført skulpturer allerede som 8-årig.

Hans tidligste arbejder viser da også en usædvanlig modenhed. Geden Amalthea (1615; Galleria Borghese, Rom) vakte kardinal Scipione Borgheses opmærksomhed, og på dennes bestilling udførte Bernini en række marmorskulpturer, fx Proserpinas rov (1621-22), Apollon og Dafne (1622-25) og David (1623; alle i Galleria Borghese, Rom). Den tekniske udførelse af disse figurgrupper er virtuos, og de er kendetegnet ved, at bevægelsen synes fastfrosset i et dramatisk øjeblik.

Kardinal Scipione Borghese, søstersøn til pave Paul 5., formidlede kontakt til pavehoffet, hvor Bernini kom til at udføre opgaver for otte på hinanden følgende paver. Han arbejdede gennem mange år på gravmælerne over Urban 8. (1627-1647) og Alexander 7. (1671-1678), begge i Peterskirken i Rom. I et stort antal individualistiske portrætbuster, nogle af dem i monumentalt format, skabte han et formsprog, som blev normdannende i 1600-tallet. og langt op i 1700-tallet.; typiske eksempler er busterne af pave Urban 8. (1630'erne, privateje i Rom) og kardinal Scipione Borghese (ca. 1632, Galleria Borghese, Rom). I busten af Francesco d'Este (1650-1651, Galleria Estense, Modena), som blev udført efter portrætter malet af Joost Sustermans, har han ladet de realistisk bearbejdede detaljer indgå i en dekorativ helhed.

Blandt hans religiøse marmorarbejder må fremhæves Den hellige Teresas henrykkelse (1645-1652) i kirken Santa Maria della Vittoria i Rom, hvor den patetiske religiøsitet nærmer sig et erotisk udtryk; belysningen af skulpturen fra en skjult kilde fra oven griber tolkende ind i formidlingen af det mystiske øjeblik.

Giovanni Lorenzo Bernini satte præg på det romerske bybillede med en række fontænegrupper. Piazza Barberini blev udsmykket med Tritonspringvandet (1640), mens Obeliskfontænen (1647-1652) med allegorier over de fire verdensdele, symboliseret ved flodguder, er Piazza Navonas vartegn. Originalt er også monumentet på Piazza di Santa Maria sopra Minerva: en elefant, der bærer en obelisk (ca. 1666).

Bernini lod skulpturel udsmykning og arkitektur indgå i en organisk forbindelse, som det er tilfældet med helgenstatuerne (1656-1667), der kroner kolonnaden omkring Peterspladsen, og englene med passionsredskaberne (1669-1670), der flankerer Ponte Sant'Angelo (Engelsbroen) i Rom.

Til udsmykning af den monumentale trappe Scala Regia (udført af Bernini 1663-1666), der fører fra Peterskirken til Vatikanpaladset, skabte han den lige så monumentale rytterstatue af Konstantin 1. den Store i overnaturlig størrelse (1662-1670).

Bernini arbejdede fra 1665 og nogle år frem i Frankrig for Ludvig 14. den Store. Kongens portrætbuste (1665) gjorde stor lykke, mens Berninis udkast til Louvres facade blev forkastet. Heller ikke hans rytterstatue af Ludvig 14. (påbegyndt i Rom 1669) behagede kongen, som lod den omarbejde af François Girardon.

Som arkitekt prægede Bernini Rom med en række betydelige bygningsværker. Hans styrke lå i evnen til at føje de arkitektoniske, skulpturelle og dekorative led sammen til en overbevisende og original helhed.

I 1623 fik han overdraget udsmykningen af Peterskirkens indre, og seks år senere, efter Carlo Madernas død, blev han kirkens hovedarkitekt. Den store bronzebaldakin (1624-1633) over højalteret og apostlen Peters grav er en fornem kombination af arkitektur og kunsthåndværk med en rig skulpturel udsmykning, og i Cathedra Petri (Peters stol) i kirkens kor har han benyttet sig af en illusionistisk leg med plastiske former og lys.

Hans fornemste bidrag til Peterskirkens udbygning er den mægtige skulptursmykkede kolonnade, der indrammer pladsen foran kirken. Berninis mest helstøbte værk inden for kirkearkitekturen er dog uden tvivl den lille Sant'Andrea al Quirinale (1658-1670), hvis grundplan er oval. Han tegnede endvidere adskillige paladser i Rom, bl.a. Palazzo Barberini (ca. 1629), facaden til Collegio di Propaganda Fide (1642-1644), Palazzo del Monte Citorio (1650-1655) og Palazzo Chigi-Odeschalchi (begyndt 1664).

Facaderne er af en enkel og klassisk strenghed, men alligevel dybt personlige i udtrykket; i interiørerne har han skabt en malerisk helhed af de forskellige materialers virkning og lyset i de plastiske og dekorative detaljer.

Gennem mere end et halvt århundrede indtog Giovanni Lorenzo Bernini en førende stilling blandt Roms kunstnere, som arkitekt i de senere år dog med den originale Francesco Borromini som konkurrent. Blandt Berninis få malerier findes et par selvportrætter på Uffizierne i Firenze og i Galleria Borghese i Rom.

Læs mere om billedkunst i Italien.