Georg Simmel

Simmels omgangskreds bestod af utallige prominente skikkelser, bl.a. den tyske sociolog Max Weber, den tyske digter Rainer Maria Rilke, den franske billedkunstner Auguste Rodin og den tyske filosof og grundlægger af fænomenologien, Edmund Husserl. Blandt Simmels elever kan nævnes den tyske kulturteoretiker Walter Benjamin, den tysk-amerikanske filmteoretiker Siegfried Kracauer og den ungarske filosof Georg Lukács. Simmel er en af de eneste europæere, der i sin samtid slog igennem i USA, hvor han oversættes og bliver læst af den amerikanske psykolog William James og den amerikanske filosof George Herbert Mead, der med sin symbolske interaktionisme inspireres af Simmel.

Simmels karriere inddeles ofte i tre perioder (nykantianisme før 1900, sociologi 1900-1910 og livsfilosofi efter 1910) eller i en intellektuel bevægelse fra Kants filosofi til Johann Wolfgang von Goethes filosofi, men han er meget alsidig og arbejder ofte med flere emner samtidig. Før han er 35 år, udgiver han både værker om moralfilosofi, historiefilosofi og sociologi såvel som kortere afhandlinger om fx Dante, penge, Michelangelo og køn. I moden alder skriver han bl.a. om filosoffer som Arthur Schopenhauer og de samtidige Friedrich Nietzsche og Henri Bergson, ligesom han finder inspiration fra Charles Darwins evolutionsteori.

Simmel dør af leverkræft i 1918, 60 år gammel, og efterlader sig værker om bl.a. kærlighed, frihed og pædagogik.

Et hovedbegreb hos Simmel er vekselvirkning (Wechselwirkung), der er grundlaget for stort set alle hans begreber: Alle begreber, viser det sig i Simmels tænkning, indeholder en dualisme (eller to logisk modsatrettede elementer), der forholder sig til hinanden. Selve forholdet mellem modsætningerne udgør begrebets indre betydning.

'Vekselvirkning' er essensen af Simmels såkaldte relationisme (eller relativisme, som han kaldte det med tanker på 'relation' eller 'indre spænding' og derfor ikke brugte 'relativisme', som vi forstår det i dag som en teori uden mulighed for at anskue noget udefra som sandt eller objektivt).

Simmel tænkte over utallige utraditionelt filosofiske begreber som fx moden, ruinen, broen, døren, vasehanken, billedrammen, måltidet, landskabet, ansigtet m.m. Hver og en indeholder en bestemt vekselvirkende spænding, der er særligt karakteristisk for hver af dem (dvs. deres begrebs mening). Moden er eksempelvis defineret som et massefænomen individet kan udtrykke sin individualitet igennem, og moden er derfor et begreb, der forener og ophæver, men samtidig vedligeholder, spændingen mellem masse og individualitet, eller, mere abstrakt, flerhed og enhed. Denne indholdsmæssige vekselvirkning (eller dialektik) gør, at den tyske filosof G.W.F. Hegels stærkt dialektiske filosofi ofte nævnes som at have haft indflydelse på Simmels tænkning.

Philosophie des Geldes er et hovedværk over byens væsen, særligt den fremvoksende metropol i begyndelsen af 1900-tallet, og den er opsummeret af Simmel i det berømte essay Die Großsträdte und das Geistesleben (Storbyerne og det åndelige liv, 1903), der er med til at grundlægge bysociologien.

Sociologi er et programmatisk hovedværk, der annoncerer Simmels mikrosociologiske perspektiv. Samfundet betragtes ikke som en beholder eller et veldefineret domæne, hvori der er aktivitet, men er snarere resultatet af alle hverdagslivets interaktioner. Samfundet dannes, så at sige, nede fra og op. For at forstå samfundet, skriver Simmel, gælder det derfor om at “afdække de sarte tråde, de minimale relationer mellem mennesker, hvis kontinuerlige gentagelse har begrundet og båret alle de ... store frembringelser, der er blevet objektive og har en egentlig historie."

Overordnet udvikler Simmel en kunstfilosofi, hvor kunstværket er en slags skabt enhed, der indkapsler en sjælelig helhed ud af sammensat materiale. Kunstværket er helstøbt, men også afsondret fra dets omgivelser, hvilket gør det radikalt anderledes end naturen, der altid er forbundet til alt andet. Simmel sætter således kunst og natur overfor hinanden.

Simmels kunstfilosofi kan tolkes som værende en slags skitse til en filosofisk antropologi, hvor han blander sin sans for menneskets evne til at danne rum ud fra de grænser, det sætter, eksempelvis mellem inde-ude eller oppe-nede, sammen med menneskets evne til at forstå et billede eller en skulptur som et udtryk for en sjælelighed eller sindsmæssig stemning.

Ved at betone hvordan menneskets rum først opstår ved tingenes arrangement, der danner et egentligt sted, foregriber Simmel Martin Heideggers berømte rumforståelse som Heidegger skitserer i sin “Tænke bygge bo".

En række af Simmels essays er oversat til dansk i

• Hvordan er samfundet muligt? (Gyldendal, 1998)
• Simmel: Sociologiens eventyrer (Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2019)
• Tyngdens æstetik: Et udvalg af essays om kunst og arkitektur (Arkitektens Forlag, 2024)