G.W.F. Hegel

G.W.F. Hegel var en tysk filosof, født i en protestantisk familie i Stuttgart, hvor faderen var embedsmand. I 1788 blev G.W.F. Hegel stipendiat ved Det Evangeliske Stift i Tübingen, hvor han studerede teologi og filosofi.

Her knyttede han et nært venskab med den jævnaldrende Friedrich Hölderlin og den lidt yngre F.W.J. Schelling. Disse tre lagde i fællesskab grunden til den bevægelse, der senere er blevet kendt som den tyske idealisme. I det meste af 1790'erne virkede Hegel som huslærer, først i Bern, siden i Frankfurt.

I sine skrifter 1790-1800 (de såkaldte "ungdomsskrifter", udgivet i 1907) behandler Hegel overvejende teologiske emner, men med tydeligt radikale politiske overtoner. Ungdomsskrifterne har derfor appelleret til marxistiske filosoffer; de har været af stor betydning for den såkaldte nymarxisme, bl.a. Georg Lukács og Herbert Marcuse. Inspireret af bl.a. Jean-Jacques Rousseau og Johann Wolfgang Goethe beskriver den unge Hegel forskellige former for "splittelse" eller "adskillelse", som præger den menneskelige tilværelse: adskillelse fra Gud, fra naturen, fra andre mennesker osv. Dette betegner Hegel senere som fremmedgørelse.

I 1801 flyttede G.W.F. Hegel på Schellings opfordring til Jena, hvor han virkede som privatdocent og knyttede kontakt til den kreds af romantiske digtere, der opholdt sig her. Samme år udgav han sit første skrift, en sammenligning af Johann Gottlieb Fichtes og Schellings filosofiske systemer (det såkaldte Differensskrift), som falder ud til sidstnævntes fordel. Kort efter begyndte Hegel dog at fjerne sig fra Schelling og fra den romantiske bevægelse, idet han arbejdede sig hen mod en mere selvstændig filosofisk position.

Han betragtede nu fremmedgørelsen som noget, der også har en positiv funktion, idet den tvinger mennesket til at reflektere over sin situation og udvikle sig selv. Dette synspunkt præger Hegels tidlige hovedværk, Phänomenologie des Geistes (1807, Åndens fænomenologi), der er en slags filosofisk dannelsesroman.

Hegel beskriver heri, hvordan "ånden" — den altomfattende, overindividuelle bevidsthed, der udgør virkelighedens inderste væsen — efterhånden "kommer til sig selv", idet den gennemløber en række udviklingstrin fra den simple sanseerfaring til den fuldkomne selverkendelse. Denne udviklingshistorie kan læses (og er blevet læst) på flere forskellige måder: som en kritisk filosofihistorie, som en trinvis indføring i Hegels egen filosofi eller som en beskrivelse af psykologiske, moralske eller politiske udviklingsprocesser.

Phänomenologie des Geistes rummer dog også en hård kritik af Schelling og romantikken. Hegel deler nok romantikernes ønske om at opnå indsigt i det absolutte, men kritiserer den måde, de opfatter dette på. Det absolutte er ikke en forskelsløs "væren" hinsides den verden, som vi erfarer og færdes i til daglig; noget sådant afviser Hegel som meningsløst. Hans eget begreb om ånden betegner den samlede menneskelige virkelighed, sådan som den kommer til udtryk i historie, kunst, religion, videnskab og i samfundslivet i det hele taget.

Ånden er altså ikke en forskelsløs "substans", der hviler i sig selv, men er tværtimod yderst kompleks og dynamisk. Den er heller ikke, som romantikernes absolutte, noget, der kun kan erkendes i en mystisk intuition, men er objektiv og ytrer sig på mangfoldige måder, heriblandt også i begrebslig form (i Hegels eget system). Hegel gør ligeledes op med Immanuel Kants filosofi: Skellet mellem virkeligheden i sig selv og virkeligheden, som fremtræder for os, er blot relativt. Der er tale om en begrebslig sondring, som vi selv, dvs. ånden, har foretaget, og som vi derfor også formår at sætte os ud over.

I sin kritik af de tidligere filosofiske teorier gør Hegel brug af en dialektisk metode (se dialektik): Han indrømmer samtidig teorierne en begrænset gyldighed, idet han sætter dem ind i en større sammenhæng og lader dem supplere hinanden. Denne fremgangsmåde betegner Hegel selv som "ophævelse"; et synspunkt negeres, men får senere lov at "genopstå" i en højere, mere nuanceret form.

Efter en periode som avisredaktør var Hegel 1808-16 rektor for et gymnasium i Nürnberg. I dette tidsrum udarbejdede han sit egentlige filosofiske system, hvor Wissenschaft der Logik (1812-16) danner grundlaget. I 1816-18 var han professor i Heidelberg, hvor han udsendte en samlet udgave af sit system, Enzyklopädie der philosophischen Wissenschaften (1817).

Fra 1818 til sin død var Hegel professor i Berlin, hvor han efterfulgte Fichte. I flere perioder fungerede han som rektor ved universitetet og opnåede efterhånden stor berømmelse.

Hegel fremlagde sine synspunkter på etik og politisk filosofi i Grundlinien der Philosophie des Rechts (1821, Retsfilosofien). Rammen for det gode liv er staten, som både sikrer individernes frihed og samtidig giver dem et tilhørsforhold og en fælles målsætning. Hegel kritiserer tillige den individualistiske sindelagsetik.

Også moralen må have en konkret og overindividuel skikkelse, hævder han; den må have form af en "sædelighed", dvs. et system af institutioner og vaner. Det frie og lykkelige liv kan kun virkeliggøres i en social sammenhæng. Hans bog om retsfilosofien er blevet fortolket som et forsvar for den prøjsiske stat; dette er muligvis en fejlfortolkning, men det kan ikke nægtes, at den ældre Hegel foretrækker oplyst enevælde frem for demokrati og i det hele taget er langt mere konservativ end den yngre.

Hegel har haft kolossal indflydelse på senere filosofi (se hegelianisme), bl.a. via Karl Marx. Hegel gjorde det populært at se filosofi og andre kulturfænomener i en historisk sammenhæng. Han brød med den traditionelle opfattelse af subjektet, idet han påpegede, at individets bevidsthed dannes i et samspil med andre individer, og han har dermed også foregrebet moderne videnskabelige discipliner som sociologi, udviklingspsykologi, kommunikationsteori og systemteori.

Endnu større betydning har G.W.F. Hegel dog haft som skræmmebillede. Næsten alle vigtige retninger i den moderne filosofi har bestræbt sig på at gøre op med Hegel. Man har, med større eller mindre ret, beskyldt ham for at nære overdreven tillid til fornuften, for at ignorere den empiriske videnskabs resultater og metoder, for at misbruge begreber og logiske kategorier og for at forsvare totalitær filosofi, hvor individet blot er et redskab for den historiske udvikling. Derved har han på indirekte vis været med til at præge retninger som positivisme, eksistensfilosofi, analytisk filosofi og fænomenologi.