Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Gåser Kirke afviger korets orientering markant mod syd, da kirken har indgangen mod Sønderskovvej.
Den historicistiske kirke er på mange måder i sin disposition lig en traditionel landsbykirke. I dens ydre er der dog en blanding af stiludstryk fra særligt den romanske og den gotiske del af middelalderen.
Bygningens planløsning med et kor, der er smallere end skibet, ses typisk i den romanske periode, mens tårnet opført ”vest” for skibet og henlæggelsen af indgangen til tårnets vestfacade er stiltræk fra gotikken. Desuden er murværkets teglsten lagt på en særlig måde kaldet krydsforbandt, som ses brugt fra 1400-tallet og særligt hyppigt i 1500-tallet.
Kirkens vinduer har dog alle rundbuede felter over, hvilket er en form, der typisk blev brugt i den romanske periode. I den romanske periode af middelalderen lagde man ofte en rundbue overligger, kaldet et tympanon, over hver af indgangsdørene på skibets nord- og sydside. I Gåser Kirke er konceptet brugt over vinduerne, mens hovedindgangen i tårnet er smykket med en nyere fortolkning af en dobbelt bueform i relief.
Kirkens vestlige del er bredere end skibet, og her er der indgangsparti og mindre lokaler samt orgel, hvilket er en gængs løsning i den historicistiske periode.
Det brede tværstillede tårn, hvis rygning er vinkelret på skibets længderetning, har dobbelte, rundbuede glamhuller til klokkernes lyd, og dets taggavle er smykket med højblændinger, der ses i gotikken. Over taget knejser en tagrytter, hvilket er en helt igennem særegen kombination.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.