Kirken består af et kor og skib, som antagelig rummer middelalderlige dele, men er stærkt ombygget. Vest for skibet er der bygget et tårn i 1590'erne, og på hver af skibets sider ligger der et gravkapel fra 1600-tallet. Kapellet mod nord har en usædvanlig form af et ligebenet trapez. Vest for tårnet er der opført et våbenhus, som formentlig er fra 1700-tallet.
Kirkens kor, skib og kapeller er nu rødkalkede, mens tårnet og våbenhuset står i blank mur med synlige teglsten. Herover er røde tegltage med undtagelse af tårnet og våbenhuset, som har et henholdsvis kobbertækket pyramidespir og et blytag.
I korets og skibets murværk kan der være bevarede elementer fra romansk tid, men der ses intetsteds i kirken sikre middelalderlige detaljer. Murværket består overvejende af kvaderhuggede kampesten og nogle partier af munkesten. Kirken står, som den blev ombygget eller nybygget i 1590’erne. Også fra denne tid er kirkens ydre meget fattigt på detaljer.
Dog kan det konstateres, at der i korets sydmur har været en præstedør, som er muret til. Over flere af de nuværende vinduer ses desuden toppen af rundbuede stik, som tidligere har siddet over vinduer.
Tårnet er bygget af munkesten, og det stammer efter alt at dømme fra den store ombygning i 1590'erne. Det har på hjørnerne og mod nord støttepiller. Der er indbygget et samtidigt trappehus i tårnets nordvestlige hjørne. Efter et lynnedslag og en efterfølgende brand i 1903 blev den øverste meter af tårnet og spiret bygget af arkitekt H.C. Glahn (1850-1931). Beklædningen med kobber er udført i perioden 1990-2001.
Kapellet på skibets sydside må være opført samtidig med kirkens ombygning i 1595. Det er bygget af granitkvadre over en kvadratisk grundplan. Kapellet har været begravelseskapel med en gravkælder under, men i dag bruges det som kedelrum.
Kapellet på skibets nordside er måske også opført i 1595 som våbenhus til kirken. Det er måske derefter mellem 1689 og 1723 af Henning Ulrich von Lützow (1649-1722) indrettet til begravelseskapel. Det er muligvis sket i 1692, da hans første hustru døde. Kapellet har form som et ligebenet trapez eller de tre sider af en ottekant, og det er opført i granitkvadre. I kapellets gulv blev der lavet en trappe ned til det store gravkammer under skibet, der nu atter er dækket af flisegulv.
Våbenhuset på tårnets vestlige side er angiveligt opført ved indretningen af det lützowske gravkapel. Det er bygget af granitkvadre og mursten af alle slags, og det har mod syd en dør. Den brede dør til kirken er rundbuet, loftet er gipset.
Kirkens store rundbuede vinduer blev indsat i 1818.
I det indre står kirken hvidkalket. Rummet bærer præg af det murede, krydshvælvede loft uden ribber. Denne type hvælv kaldes grathvælv, og de ses i koret, skibet og begge kapeller. I skibets østlige ende danner en meget høj, rund korbue adgang til koret, mens der i vest er en rund tårnbue.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.