På sine handelsrejser rundt i Europa var Frederik Bargum blevet overbevist om, at international slavehandel var en branche med rige muligheder for profit. Det fik iværksætteren i ham til at overtale sin svigermor til at gå med i et ambitiøst projekt om netop slavehandel.
I 1765 lykkedes det dem at få kongeligt privilegium (en såkaldt oktroj), idet staten ønskede at genoplive den skrantende trekanthandel under Dannebrog. Et handelsselskab ved navn Guineisk Kompagni, ofte blot kaldet Slavehandelssocietetet, med Bargum som direktør skulle forsyne den daværende danske koloni Dansk Vestindien med slaver fra Afrika, og kompagniet skulle til gengæld administrere og vedligeholde de danske forter på Guldkysten. Bargums kompagni fik dog ikke monopol på den danske slavehandel.
Meningen var at sende forsyninger og slavehandelsvarer til Guldkysten – eller Guinea, som man dengang kaldte den del af kysten. Der ville man indkøbe slaver og transportere dem over Atlanten til Vestindien, hvor de skulle sælges, desuden indgik kompagniet kontrakt om at sælge slaver på Guldkysten til et stort fransk firma. Fra de danske vestindiske øer skulle skibene sejle ad trekantrutens tredje ben med råsukker hjem til Danmark, hvor det skulle raffineres i kompagniets eget sukkerraffinaderi.
Det forventede store overskud skulle uddeles til aktionærerne, som havde skudt kapital i selskabet. Bargum selv skulle ikke have egentlig løn som foretagendets direktør, men i stedet to procent af værdien af de udsendte og af de hjemkomne ladninger.
Det viste sig imidlertid snart, at realiteterne ikke levede op til forventningerne. Guineisk Kompagni kunne ikke levere det lovede antal slaver til franskmændene og kunne heller ikke skaffe tilstrækkelig arbejdskraft til plantagerne i Dansk Vestindien.
Historikeren Kåre Lauring har beregnet, at selvom Guineisk Kompagni indsatte fem skibe i trekantfart 1767-1777, førte de kun 2.400 slaver til Vestindien på 14 rejser, og man nåede kun at sælge 1.700 slaver til franskmændene. Med de meget store udgifter, bl.a. til forterne i Afrika, gav selve slavehandelen derfor et væsentligt underskud på 423.000 rigsdaler. Dette kunne langtfra opvejes af den fortjeneste, der var på sukkerhandelen.
Med kompagniets stadige underskud gik det uhjælpeligt mod fallit, selvom Bargum på alle mulige måder søgte at forhindre det, bl.a. ved vidtløftige pengespekulationer. I april 1774 måtte han flygte fra sine kreditorer til udlandet, og kompagniet blev opløst tre år senere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.