Forbundsdagen

Forbundsdagen er det folkevalgte kammer, der sammen med Forbundsrådet (Der Bundesrat) udgør det tyske parlament.

Den tyske forbundsrepublik består efter 1990 af 16 Länder (delstater af meget forskellig størrelse, og hvoraf tre er bystater: Bremen, Berlin og Hamburg). De fleste Länder er kunstigt skabte og udgør ikke et naturligt loyalitetsfikspunkt for borgerne, selv om deres grænser i et vist omfang følger fyrstendømmernes grænser fra før Bismarcks forening af Tyskland i slutningen af 1800-tallet. Undtagelsen fra reglen om de kunstigt skabte Länder er Bayern, hvis grænser har ligget fast i århundreder.

Der blev valgt 662 medlemmer, den ene halvdel i enkeltmandskredse, den anden på partiliste. Valgperioden er fire år. Der afholdes normalt møder i Forbundsdagen ca. 23 uger om året.

Forbundskansleren vælges af og blandt Forbundsdagens medlemmer. Lovforslag kan fremsættes af forbundsdagsmedlemmerne, af forbundsregeringen eller af Forbundsrådet. Lovforslag, som vedrører forfatningen eller delstaternes interesser, skal forelægges Forbundsrådet. Ved uenighed mellem de to kamre drøftes forslaget i et fællesudvalg med ligelig repræsentation. Disse drøftelser er fortrolige.

Forbundspræsidenten kan i særlige tilfælde, som er nedskrevet i forfatningen, opløse Forbundsdagen og udskrive valg.

Føderale politiske systemer har to organer på overordnet plan, som repræsenterer borgerne. De kaldes ofte kamre. I lighed hermed har også Tyskland et organ, hvor borgerne repræsenteres direkte i forhold til deres antal i form af Forbundsdagen (’Bundestag’) og et organ, hvor borgerne er repræsenteret via deres Länder i form af Forbundsrådet (’Bundesrat’). I USA kaldes de to organer henholdsvis Repræsentanternes Hus og Senatet.

For at fremtidssikre den tyske forbundsstruktur er den underkastet en såkaldt evighedsgaranti i den tyske grundlovs artikel 20 og 79. Forkastelse af den tyske forbundsstruktur kræver derfor nærmest en revolution. Delstaternes selvstyre består i, at Länderne har deres egne parlamenter, hvorfor de vedtager lovgivning inden for de politikområder, hvor de har kompetence. Tendensen i den tyske forbundsstruktur går imidlertid entydigt i retning af en centralisering af forbundsrepublikken med voksende magt til forbundsniveauet og mindre magt til delstaterne. I den forbindelse er Forbundsrådet (’Bundesrat’) på føderalt niveau også kommet til at spille en voksende rolle.

Alligevel er der i princippet en streng arbejdsdeling mellem forbundsniveau og Länderne, idet der på forbundsniveau er en koncentration af lovgivningsmæssig magt, mens der på Länder-niveau er en koncentration af administrativ magt. Det er også på Länder-niveau, at den meste lovgivning i Tyskland implementeres.

Den tyske forbundsstruktur karakteriseres normalt som samarbejdende føderalisme i modsætning til for eksempel den amerikanske føderalisme, som normalt karakteriseres som en dual føderalisme. Det afspejler sig bl.a. i, at forbundsniveauet i Tyskland overlader administrationen af lovgivningen til Länderne.

Siden 1950'erne har der imidlertid været en tendens i retning af centralisering af den tyske føderalisme. Den tyske Forfatningsdomstol har afvist at tage stilling til kompetence- fordelingen ved konkurrerende kompetencer mellem Länder og forbundsstat. Dermed har den ikke været en bremse for centraliseringen, som den amerikanske højesteret har været, idet sidstnævnte ofte har taget stilling til fordel for de amerikanske delstater på bekostning af forbundsniveauet.