Flyverhjemmeværnet er en gren af hjemmeværnet, der særligt samarbejder med Flyvevåbnet. Flyverhjemmeværnet er organiseret i et landsdækkende distrikt, med 28 eskadriller (2025), herunder en stabseskadrille, en flyvende eskadrille og en musikeskadrille. Medlemmerne er særligt uddannet til overvågning og bevogtning af Flyvevåbnets installationer og civile lufthavne samt i støtte til Flyvevåbnets operationer og drift.

Flyverhjemmeværnet har siden 2016 haft en flyvende eskadrille, med to egentlige militære overvågningsfly. I 2025 modtog Flyverhjemmeværnet to nye moderne fly af modellen De Havilland Canada DHC-6 Twin Otter. Flyene er udstyret med avanceret overvågningsudstyr, der blandt andet inkluderer nattesøgende og termisk kamera. Flyet kan medbringe en observatør fra fx Politiet og videobillederne kan livestreames til en lokation på jorden. Flyene har blandt andet været udsendt til EU's Frontex mission. Flyene er placeret i Aalborg og Roskilde lufthavne og der er konstant et fly på beredskab.

Flyverhjemmeværnet har rødder i Den Frivillige Luftmeldetjeneste, der blev oprettet 1934. Efter at have været deaktiveret under 2. Verdenskrig blev tjenesten reorganiseret og indgik i 1953 som selvstændigt korps i Flyverhjemmeværnet som Luftmeldekorpset. Korpset blev nedlagt i 2004, og luftmeldetårnene er under nedtagning.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig