F. Scott Fitzgerald

F. Scott Fitzgerald debuterede som 23-årig med romanen This Side of Paradise (1920), der fik status som generationsskrift. Samme år giftede han sig med Zelda Sayre (1900-1948), som blev en hovedperson i Fitzgeralds liv og forfatterskab.

I 1921 udkom novellesamlingen Tales of the Jazz Age, og Fitzgerald tog yderligere rollen som talsmand for tidsånden på sig i sin anden roman, The Beautiful and Damned, fra 1922 (dansk titel De smukke og fortabte, 2007). Han og Zelda var som par berømt for at leve over evne. Deres demonstrativt ødsle levevis blev især finansieret med honorarerne, som Fitzgerald fik for de formfuldendte, men ikke altid lige gennemarbejdede historier, han skrev til magasiner som Saturday Evening Post.

De bedste er klassiske kortprosastykker, der senere fandt vej til samlingerne All the Sad Young Men (1926) og Taps at Reveille (1935). På dansk findes et udvalg af fortællinger i Tilbage til Babylon (1966), Historier fra jazztiden: udvalgte noveller 1920-40 (1967) og En forfatters eftermiddag og andre noveller (1967).

Som prosaist rykkede F. Scott Fitzgerald op i mesterklassen med sin tredje roman, The Great Gatsby (1925, dansk titel Den store Gatsby, 1948, ny oversættelse 2004). Den er en af de betydeligste amerikanske romaner i 1900-tallet.

Gennem fortælleren Nick Carraways øjne oplever vi drømmeren Gatsbys forsøg på at generobre sin første kærlighed, Daisy, som er gift med den rige, brutale Tom Buchanan. Gangsteren Gatsby er en romantisk stræber, der har bygget sit liv på en løgn. Hans fortid er en udførlig fiktion, og hans selvbedrag er monumentalt. Imidlertid er det Gatsby, som den neutrale fortæller ender med at stå inde for. På en mærkelig måde har Gatsby bevaret sin uskyld. Han tror til det sidste, at man kan lave fortiden om.

Efter Den store Gatsby brugte Fitzgerald ni år på at skrive den mindre klare, men mere indsigtsfulde grupperoman Tender Is the Night (1934, dansk titel Natten er blid, 1954, filmatiseret 1962 og 1985), der fortæller historien om 1920'er-generationens moralske og økonomiske nedtur. Zelda Fitzgerald, som i 1932 gav sin version af samme historie i romanen Save Me the Waltz, fik i 1930 det første af flere nervesammenbrud og tilbragte resten af sit liv på forskellige institutioner.

Forgældet og alkoholiseret tog Fitzgerald i 1937 arbejde som manuskriptforfatter i Hollywood. Her skrev han til det sidste på den ufuldendte roman The Last Tycoon (1941, dansk titel Den sidste mogul, 2008, filmatiseret 1976), en klassisk Hollywood-historie om en filmproducers storhed og fald. Han offentliggjorde også en række noveller og essays, som efter hans død blev samlet i The Crack-Up (1956), Afternoon of an Author (1958) og The Pat Hobby Stories (1962).

• amerikansk litteratur
• Hollywood