Efter en voldsom tørke i 1972-73 med over 200.000 døde og fortsat uro i flere provinser begyndte en gruppe yngre officerer den såkaldte krybende revolution, der i september 1974 kulminerede med kejserens afsættelse. Haile Selassie døde i fangenskab knap et år senere, formodentlig myrdet efter ordre fra kupofficererne.
Et midlertidigt militærråd, dergen, overtog magten i Etiopien i 1974. Parlamentet blev opløst, og kejserfamilien og det øvrige aristokratis besiddelser blev nationaliseret sammen med private virksomheder og store jordområder. Frem til 1977 var dergen præget af interne opgør blandt kupofficererne og forskellige marxistiske grupper. Major Mengistu Haile Mariam kom ud af de blodige magtkampe som sejrherre, og efter en periode i 1977-79 med "rød terror", hvor 10.000 modstandere blev dræbt, blev Mengistu Etiopiens ubestridte hersker.
Truende militære nederlag til oprørsbevægelser i både Ogaden, der fik støtte fra Somalia, og i Eritrea blev i første omgang afværget med massiv støtte fra Etiopiens nye allierede, Sovjetunionen, Cuba og den øvrige østblok, der også ydede støtte, da Ogadenkonflikten i 1978 udviklede sig til en egentlig krig med Somalia, som Etiopien gik ud af som sejrherre. Med økonomisk hjælp herfra iværksatte Mengistu et socialistisk inspireret udviklingsprogram, men han fik aldrig bugt med landbefolkningens ekstreme fattigdom, det voksende fødevareunderskud eller de omsiggribende oprørs- og befrielsesbevægelser i bl.a. Eritrea, Tigre og blandt oromoerne.
Fornyet tørke og udbredt hungersnød i midten af 1980'erne underminerede yderligere troen på Mengistus styre. I 1987 overtog oprørshæren Tigrean Peoples Liberation Front (TPLF) kontrollen med hele Tigreprovinsen. I Eritrea var Eritrean Peoples Liberation Front (EPLF) i offensiven. Med opløsningen i Sovjetunionen stoppede den militære og økonomiske støtte, og Mengisturegimets dage syntes talte. Den 21. maj 1991 flygtede Mengistu til Zimbabwe, dergens mere end 400.000 mand store hær, Afrikas største, gik i opløsning, og oprørsbevægelserne indtog Addis Abeba.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.