Faktaboks

Erik Bredahl

Erik Pedersen Bredahl

Født
1683, Brønnøy, Norge
Død
1741

Erik Bredahl var plantageejer og guvernør i Dansk Vestindien i 1710’erne og 1720’erne.

Som helt ung student fra Bergen blev nordmanden Erik Bredahl immatrikuleret ved Københavns Universitet i sommeren 1697. I stedet for at blive præst blev han ansat af Vestindisk-guineisk Kompagni og kom i 1713 til Sankt Thomas som sekretær og bogholder. Tre år senere avancerede han til guvernør over øen og sad i dette øverste embede frem til 1724, hvor han trak sig tilbage for at leve på sin plantage.

Som guvernør lykkedes det ham i nogen grad at rette op på den meget miserable og stærkt kritisable ledelse af den lille koloni, hvor alt for mange af danskerne var enten uduelige eller drikfældige. Det var også Bredahl, som i 1718 personligt tog over til naboøen Sankt Jan, plantede Dannebrog og begyndte at kolonisere denne ø.

På Sankt Thomas ejede Erik Bredahl en stor sukkerplantage, hvor der arbejdede 25 slaver. Desuden købte han den store halvø Hassel Island i bugten ved hovedbyen Charlotte Amalie, hvor han boede, men uden at dyrke hverken sukker eller andre afgrøder på halvøen.

I 1730 rejste Bredahl til Europa, herunder Danmark, men hans videre skæbne er ukendt. Det er den også for hans børn og hustru, som efter en årrække lod sig skille fra ham. Erik Bredahl anses for at være død senest i 1741.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig