Faktaboks

Eric Cantona

Eric Daniel Pierre Cantona

Født
24. maj 1966, Marseille, Frankrig

Eric Cantona er en forhenværende professionel fodboldspiller, der i løbet af sin karriere spillede for bl.a. Olympique de Marseille i den franske Ligue 1 og for Manchester United i Premier League. I perioden 1987-1995 spillede han 45 landskampe og scorede 20 mål for Frankrig.

Eric Cantonas klubkarriere

Eric Cantona

Eric Cantona i en kamp for Manchester United den 28. februar 1993.

Eric Cantona
Af /Allstar Picture Library/Ritzau Scanpix.

Eric Cantona begyndte at spille fodbold i SO Caillolais i Marseilles, men skiftede siden til AJ Auxerre, hvor han debuterede på førsteholdet i 1983.

Efter et mellemspil i den lavere placerede klub FC Martigues vendte Eric Cantona i 1986 tilbage til Auxerre med bl.a. en landsholdsdebut til følge i 1987. Året efter skiftede han til Olympique de Marseille. Her blev han indtil 1991, dog afbrudt af to udlånsperioder i hhv. FC Girondins de Bordeaux og Montpellier HSC.

Da den uortodokse og yderst temperamentsfulde midtbanespiller vendte tilbage fra Montpellier til Marseilles i 1990, blev han en af de centrale omdrejningspunkter på Olympique de Marseilles' hold, der vandt det franske mesterskab i 1991.

På trods af dette blev Eric Cantona forflyttet til Nîmes Olympique, hvor en disciplinærsag betød, at han opgav sin karriere. Efterfølgende blev han dog overtalt til at prøve en sæson i den engelske klub Leeds United AFC. Her fik han stor succes og var bl.a. med til at sikre klubben mesterskabet i 1992; samme år blev Eric Cantona solgt til storklubben Manchester United.

Manchester United

Eric Cantona

Eric Cantona fejrer en scoring for Manchester United den 3. februar 1996.

Eric Cantona
Af /PA Images/Ritzau Scanpix.

Hos Manchester United blev han en central spiller på det hold, der vandt det engelske mesterskab i 1993, 1994, 1996 og 1997 samt FA Cuppen i 1994 og 1996, og han opnåede stor popularitet hos klubbens fans for sit chanceskabende spil og sine farverige udtalelser. Pga. sit heftige temperament var Cantona dog også indblandet i et par skandaler. Især huskes hans overfald på en tilskuer i Manchester Uniteds udekamp mod Crystal Palace den 25. januar 1995. Cantona var blevet udvist, og en Crystal Palace-fan begyndte at råbe ukvemsord efter Cantona. Det irriterede den franske stjerne, der på vej ud af banen kvitterede med et "kung-fu-spark" i brystet på London-holdets fan. Hændelsen kostede Cantona 120 timers samfundstjeneste samt otte måneders karantæne fra fodbold.

I 2000 blev Eric Cantona kåret til det tyvende århundredes bedste spiller i Manchester United, da der blev holdt en afstemning på Manchester Uniteds officielle hjemmeside.

Klubber

Titler

Olympique de Marseilles

  • Fransk mester (2): 1989, 1991

Montpellier

  • Fransk pokalmester (1): 1990

Leeds

  • Engelsk mester (1): 1992

Manchester United

  • Engelsk mester (4): 1993, 1994, 1996, 1997
  • FA Cuppen (2): 1994, 1996

Eric Cantonas landsholdskarriere

Eric Cantona. Foto fra 2009.

.

Eric Cantona var i 1988 var med til at vinde EM for U21-landshold for Frankrig. Allerede året før var han debuteret på A-landsholdet, og frem til 1995 spillede han i alt 45 landskampe og scorede 20 mål for Frankrig. Eric Cantona var i en ung alder raget uklar med det franske fodboldforbund og gik derfor glip af VM i 1990, og Frankrig kvalificerede sig ikke til VM-slutrunden i 1994. Cantonas eneste slutrundedeltagelse som seniorspiller var derfor EM i 1992, hvor Frankrig ikke gik videre fra gruppespillet og bl.a. tabte til Danmark, der overraskende vandt turneringen.

Efter fodboldkarrieren

I 1997 valgte Eric Cantona at stoppe sin fodboldkarriere, og han har siden bl.a. været skuespiller i en række film, fx Ken Loachs Looking for Eric (2009), og træner for det franske landshold i strandfodbold. Fra 2011 til 2012 var han sportsdirektør i den amerikanske klub New York Cosmos.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig