Egypten - geografi

Knap 30% af beflokningen er beskæftiget i landbruget. Egypten er blandt de lande i verden, der har absolut mindst landbrugsjord pr. indb., kun ca. 0,05 ha. Til gengæld er størstedelen kunstvandet (kun langs Middlehavet er nedbørsbaseret landbrug), og der høstes to-tre afgrøder om året. Desuden har man indført højtydende sorter (den grønne revolution), så udbyttet per arealenhed er højt.

Frem til 1992 var landbruget underlagt en kraftig offentlig styring med pålagte afgrødekrav og statslig prisfastsættelse. Fra 1992 er sektoren liberaliseret, men er dog fortsat underlagt de begrænsninger, som den fælles udnyttelse af vandet giver, bl.a. hvilke afgrøder den enkelte kan dyrke med den tilmålte vandmængde.

Egypten er gået fra at være fødevareeksportør til kun at være selvforsynende, og fra slutningen af 1960’erne har landet måtte importere fødevarer fordi landbruget ikke har kunnet følge med den kraftige befolkningsvækst; i 1995 importeres ca. halvdelen af fødevareforbruget. Landbrugsjorden er privatejet og fordelt på 3 mio. bedrifter, halvdelen på under ¹/₂ ha. Det betyder, at store dele drives overordentlig intensivt og nærmest er havebrug. Egyptisk kløver (til foder), hvede, majs og risoptager de største arealer, men det egyptiske landbrug producerer en meget bred vifte af afgrøder, herunder en lang række grøntsager. Bomuld, som dækkede næsten 20% af arealet for 50 år siden, optager under 5% i dag (2005). Bomuld og tekstiler er stadig vigtige eksportvarer. Trods en stigning i husdyrsholdet er der stadig mangel på kød og mælk. Der er en begrænset, men stigende produktion af svinekød til turister. Koptiske kristne står for svineproduktionen, der finder sted i byområderne, hvor skraldemænd bruger husholdningsaffald som svinefoder.

Med meget store investeringer har den egyptiske stat siden 1952 inddraget ca. 800.000 ha ørken til landbrugsjord. Det er især sket langs østsiden og vestsiden af Nildeltaet, men også i store såkaldte mega-projekter på Sinai og i Den Libyske Ørken. På trods af, at kun de mest moderne, vandbesparende overrislingsteknikker må benyttes på disse jorder, har projekterne medført væsentlige ændringer i grundvandsspejlet og en betydelig forsaltning. Udbytterne på ørkenjordene er væsentlig lavere end på de frugtbare jorde langs Nilen, men der fokuseres på andre afgrødetyper såsom citrusfrugter og i mindre omfang på økologisk produktion til det europæiske marked. Indvindingen af ørken til landbrug skal også ses i sammenhæng med den store befolkningsvækst og deraf følgende pres på arealet langs Nilen samt som en måde at skaffe ekstra arbejdspladser for at mindste den store arbejdsløshed.

Landbruget forbruger ca. 85% af de vandmængder, Nilen bringer. Vandet bliver stærkt forurenet gennem sin vej gennem landet; det har bl.a. betydet, at fiskebestandene i de kystnære farvande er mindsket og fiskeriet berørt.

Med et stort hjemmemarked og en relativt veluddannet befolkning har Egypten haft gode forudsætninger for at gennemføre en udviklingsstrategi baseret på industrialisering. Strategien er til dels lykkedes, idet Egypten, sammen med Israel, står som Mellemøstens mest industrialiserede land. Størstedelen af industrien er fortsat statsejet med baggrund i det nationaliseringsprogram, som præsident Nasser gennemførte. I 1950'erne blev den egyptiske stat ejer af en bred vifte af industrier spændende fra sværindustri, stål- og våbenproduktion til fremstilling af øl og tyggegummi. Generelt har de statslige virksomheder en meget lav produktivitet med baggrund i et bureaukratisk kontrolapparat, der sammen med faste, statsunderstøttede priser, overbemanding, dårlig ledelse og lave lønninger har forhindret reel konkurrence og løbende forbedringer af produktiviteten. I 1990'erne blev privatisering af industrien et væsentligt mål, stærkt tilskyndet af Den Internationale Valutafond og Verdensbanken.

De væsentligste industribrancher har tilknytning til landbruget: tekstil- og fødevareindustri; men i øvrigt er industrien meget alsidig og overvejende rettet mod hjemmemarkedet. Våbenindustrien er sammen med de fleste andre af de statslige virksomheder lokaliseret i Cairos industrikvarterer. De private virksomheder er oftest mindre enheder, overvejende i tekstil- og fødevarebrancherne, og mere spredt lokaliseret, bl.a. i de mange mellemstore provinsbyer i deltaet.

Egypten har 0,2% af verdens oliereserver og 1% af naturgasreserverne. Det er ikke meget set ud fra mellemøstlige standarder, men sektoren er dog vigtig og bidrager med ca. 40% af eksportværdien. Oliefelterne ligger på Sinaihalvøen og offshore i Det Røde Hav; naturgassen kommer især fra to felter ved deltaets Middelhavskyst og et felt i Den Libyske Ørken. Sidstnævnte forsyner via en 400 km lang rørledning stålværket i Helwan syd for Cairo med energi.

Læs mere om Egypten.