Faktaboks

Edward Gordon Craig
Født
1872
Død
1966

Edward Gordon Craigs udkast til åbningsscenen i Ibsens Kongsemnerne ved opsætningen på Det Kgl. Teater i 1926, udgivet i bogen A Production 1926 (1930). Det var dette udkast, der kom til at danne grundlag for sceneopbygningen.

.

Edward Gordon Craig var en engelsk skuespiller, instruktør, scenograf og teaterteoretiker. Selv om Craig begyndte som skuespiller, blev det instruktion og især arbejdet med scenerummet, der blev hans livsværk.

Sceneskaberen Edward Gordon Craig

I reaktion mod ordteatrets dominans og realismens virkelighedsefterligning lod Edward Gordon Craig sig inspirere af bl.a. William Blakes visuelle mysticisme, symbolisterne og Isadora Duncans frie dans. Hans ideal blev en sammensmeltning af skuespilkunst, scenebillede, lys, farve, rytme og bevægelse undfanget af én person: sceneskaberen. For at opnå en harmonisk fuldkommenhed ville han erstatte aktøren med et scenisk element, som han døbte Übermarionette. Hermed forestillede han sig en figur i overstørrelse, der i form og bevægelsesmønster var i overensstemmelse med scenebilledet og underkastet sceneskaberens univers.

Grundelementet i dette univers er kontrasten mellem bevægelighed og ro, mellem virkelighed og drøm. Han arbejdede med forskudte planer, trapper og flader, med skærme (screens), tæpper og draperier. Den symbolskabende lyssætning medvirkede til at lade dekorationen fremtone i et monumentalt, uvirkeligt, næsten drømmeagtigt skær. Han ville opnå fleksibilitet, men materialerne var oftest rustikke og tungt manøvrerbare; formentlig en af årsagerne til at disse idealer kun blev afprøvet ganske få gange: 1907 i Firenze med Ibsens Rosmersholm, 1912 i Moskva med Shakespeares Hamlet og 1926 i Kbh. med Ibsens Kongsemnerne iscenesat s.m. Johannes Poulsen på Det Kongelige Teater.

Forfatterskab

Men Edward Gordon Craigs teorier fik gennem publikationerne The Art of the Theatre 1905, On the Art of the Theatre 1911, Towards a New Theatre 1913 samt tidsskriftet The Mask udgivet 1908-1929 kolossal betydning for den moderne scenografi og sammen med Adolphe Appia står han for en nytænkning af scenens rum og lys.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig