EU's skatte- og afgiftspolitik

Romtraktaten fra 1957 indeholder forbud mod skattemæssig (fiskal) diskrimination. Art. 95 siger, at intet medlemsland direkte eller indirekte må pålægge varer fra andre medlemslande afgifter af nogen art, som er højere end de afgifter, der direkte eller indirekte pålægges lignende indenlandske varer. Art. 99 giver mulighed for at vedtage retsakter til harmonisering af medlemslandenes indirekte skatter, hvoraf moms og forbrugsafgifter er de væsentligste. Harmonisering af de direkte skatter, dvs. indkomstskatter og selskabsskatter, kan ikke ske med udgangspunkt i traktatens fiskale bestemmelser, men kun med udgangspunkt i den bredere harmoniseringsbestemmelse, der findes i art. 100. Her gives mulighed for forslag om harmonisering, hvis forskelle i de nationale skatteregler direkte indvirker på det fælles markeds oprettelse eller funktion. For alle skattetyper gælder, at forslag om harmonisering kun kan vedtages ved enstemmighed.

EU-Kommissionen fremlagde tidligt ambitiøse planer for harmonisering af medlemslandenes skatter og afgifter. De første skatteplaner fra 1967 indebar forslag om at harmonisere opkrævningsstrukturen for alle væsentlige forbrugsafgifter. På lang sigt var målet en næsten totalharmonisering, hvorefter der ud over ensartede satser for indirekte skatter skulle indføres en fælles struktur for direkte skatter.

Kun en begrænset del af harmoniseringsplanerne på skatte- og afgiftsområdet er gennemført. EU-samarbejdet har gennemløbet en udvikling, således at de oprindelige harmoniseringsmål er blevet afløst af mindre tilpasninger, der som regel har taget udgangspunkt i at sikre funktionen af det fælles marked. Konkret er der således gennemført en totalharmonisering af opkrævningsprincipperne for moms og kapitaltilførselsafgift, men ikke af satserne. Ambitionsniveauet med hensyn til de direkte skatter er også blevet nedtonet: Forslag om harmonisering af selskabsbeskatningen og en lav, men ensartet kuponskat på renteindtægter har ikke kunnet vedtages. Af de få vedtagne forslag kan nævnes moder/datterselskabsdirektivet samt fusionsdirektivet, der begge er vedtaget i 1990 og letter det selskabsmæssige samarbejde over landegrænserne uden at ændre direkte på skattesatserne.

Når det viser sig så vanskeligt at få vedtaget skatte- og afgiftsmæssige direktiver på EU-plan, skyldes det, at retten til at udskrive skatter og afgifter helt og holdent er et nationalt anliggende, hvilket afspejles i kravet om enstemmighed. Dog kan de øvrige traktatmæssige forpligtelser enten direkte eller indirekte medføre en vis begrænsning i de enkelte landes frihed til at sammensætte deres skatte- og afgiftspolitik. Toldunionen har siden dens ikrafttrædelse i 1968 indebåret et forbud mod at anvende toldlignende afgifter, som kan give et medlemslands egne virksomheder konkurrencemæssige fordele i samhandelen med andre medlemslande. EU's konkurrencelovgivning indebærer på samme måde, at der er grænser for, hvilke skatter og afgifter der kan indføres.

Den teoretisk logiske konsekvens af EU's indre marked ville være, at strukturen i moms- og afgiftsbeskatningen skulle være den samme mellem landene som i det enkelte land, således at moms mv. skulle pålægges i det land, hvori varen produceredes. Denne skattemæssige fremgangsmåde kaldes for oprindelseslandsprincippet.

Som forberedelse til det indre marked og grænsekontrollens bortfald fremlagde Kommissionen i 1987 en række forslag til en vidtgående harmonisering af medlemslandenes moms- og afgiftssatser, bl.a. en konsekvent gennemførelse af oprindelseslandsprincippet. Ved grænseoverskridende handel skulle moms og afgifter pålægges i det land, hvori varen var indkøbt: En dansk vare, der skulle afsættes til Tyskland, skulle pålægges den danske momssats. Provenuet fra momsen ville i dette system blive indbetalt til den danske statskasse, selvom forbruget fandt sted i Tyskland. Som løsning på problemet foreslog Kommissionen en clearingordning mellem landene, så momsprovenuet altid nåede det rigtige bestemmelsessted.

Dette ambitiøse forslag, der desuden indebar en snæver harmonisering af satserne for moms og afgifter, blev ikke vedtaget af Ministerrådet. Rådet af Økonomi- og Finansministre har i stedet vedtaget at indføre minimumssatser for moms og visse punktafgifter. For momsens vedkommende er princippet en normalsats på minimum 15% med mulighed for at anvende en reduceret sats på minimum 5% på udvalgte varer og tjenester, som skønnes ikke at give anledning til stor grænsehandel. Med hensyn til forbrugsafgifter har Ministerrådet vedtaget ganske lave minimumssatser for afgifter på tobaksvarer, mineralolier og alkoholiske drikkevarer og en fælles struktur for disse afgifter, især med hensyn til hvilke varer der skal pålægges afgifter.

Beskatning i oprindelseslandet er heller ikke blevet gennemført for den erhvervsmæssige handel. Det er fortsat i 2006 sådan, at varer, der handles over landegrænser, beskattes i forbrugslandet, dvs. efter destinationsprincippet. Dermed undgås en efterfølgende clearing af momsprovenuet. Kontrollen af varebevægelser ved grænserne er imidlertid ophævet. Som konsekvens heraf er kontrollen efter 1. januar 1993 i stedet foregået regionalt ved de lokale toldmyndigheder for afgifter og moms.

For varer, som private forbrugere bringer over grænserne, gælder som hovedregel oprindelseslandsprincippet, således at private personer ved indkøb i udlandet kun belastes med den udenlandske afgift og momssats. Der gælder dog særlige regler for køb og salg af nye biler mv. samt for fjernsalg (postordresalg), ligesom der fortsat (2005) gælder særlige rejsegodsregler for Danmark med hensyn til rejsendes medtagelse af spiritus og tobak.

På længere sigt er det stadig Kommissionens mål at indføre en konsekvent procedure med beskatning i oprindelseslandet. Men som for ethvert andet forslag, der på EU-plan vedrører skattemæssige forhold, kan ændringer kun ske ved enstemmighed i Ministerrådet. Resultatet af tilpasningen til et indre marked uden grænser for varer, personer, tjenesteydelser og kapital er ikke resulteret i en omfattende harmonisering, men i en tilnærmelse til og tilpasning af de enkelte landes systemer. Medlemslandene har desuden fortsat mulighed for at indføre nye afgifter, fx miljøafgifter, forudsat at disse afgifter ikke giver anledning til grænsekontrol eller i øvrigt diskriminerer i forhold til udenlandske producenter.

Generelt er kun en begrænset kompetence på det skatte- og afgiftspolitiske område overført fra medlemslandene til overnationalt niveau.

De tilpasninger til det indre marked, der har været nødvendige for at afskaffe de fiskale grænser og sikre den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital, er i praksis gennemført via markedsmekanismen. Ved fastlæggelse af minimumssatser på moms- og afgiftsområdet er det i højere grad end egentlig lovgivning den indbyrdes konkurrence, som har styret tilpasningen. I en sådan markedsdirigeret tilpasning vil presset for reducerede skattesatser være hårdest over for de skattegrundlag, der lettest kan flyttes over grænserne. På meget mobile skattegrundlag, fx kapital og forbrugsvarer som cigaretter, der er belagt med høje afgifter, vil det være vanskeligt for et medlemsland at opretholde skattesatser, der ligger meget over de andre landes.

For at undgå en skattekonkurrence, der underminerer skattegrundlagene, er der såvel politiske som teoretiske argumenter for et forstærket samarbejde, hvilket kan bestå i indførelse af yderligere minimumsgrænser for skattesatserne, et harmoniseret beskatningsgrundlag samt en opprioritering af effektiv skattekontrol. Som konsekvens af markedsudfordringen kan der yderligere argumenteres for en harmonisering af beskatningen på klart grænseoverskridende områder, fx miljøet og dele af kapitalområdet.

• forbrugerpolitik
• EU