Historisk set var der ingen liberalisering af tjenesteydelserne fra EU's begyndelse, fordi man havde en række undtagelser på dette område. I princippet skulle man ifølge Rom-traktaten fra 1957 kunne sælge serviceydelser kvit og frit til andre EU-lande, men rækken af undtagelser for, hvornår man ikke kunne alligevel, var lang.
For det første kunne man ikke sælge ydelser, der var forbundet med udøvelsen af offentlig myndighed. For det andet kunne man ikke udbyde tjenester på det medicinske og farmaceutiske område. For det tredje var transportydelser reguleret under artiklerne om den fælles transportpolitik. Sidst, men ikke mindst var hele bank- og forsikringsområdet undtaget, da kapitalens fri bevægelighed ikke var en del af Rom-traktaten. Mange af disse undtagelser blev først fjernet med indre markedsprogrammet i 1985.
Servicedirektivet kom som en del af Lissabonstrategien fra 2000, hvor man analyserede EU’s konkurrenceniveau på tærsklen til et nyt årtusinde. Med Lissabonstrategien satte man en målsætning om, at EU skulle være den mest konkurrencedygtige region i verden inden 2010. Det er EU ikke blevet, men det betyder ikke at Lissabonstrategien ikke har haft nogen effekt. For det, at man satte sig nogle mål, bevirkede, at man i dag står bedre, end hvis man ikke havde haft en strategi. Man havde en række indikatorer for, hvordan man skulle nå sin målsætning: Hvor mange der skulle i arbejde, hvor højt uddannelsesniveauet skulle være osv.
En del af strategien omhandlede også Servicedirektivet. Der var egentligt lagt op til, at det skulle være et forholdsvist liberalt direktiv, hvorefter man skulle kunne handle frit, og hvor der næsten ikke skulle være nogen restriktioner. Et sådant forslag fremlagde kommissæren Bolkenstein i 2004 (Servicedirektivet er derfor også kendt som Bolkensteindirektivet). Han mente, at service- og tjenesteydelserne skulle behandles ligesom varer, hvor princippet er, at hvis man kan producere en vare i ét EU-land så skal man også kunne sælge den i et andet EU- land, med mindre der er klare sundhedsmæssige risici forbundet hermed.
I 2005 brød en politisk storm løs. For første gang så man en paneuropæisk mobilisering mod direktivet. Fagbevægelserne i alle de gamle medlemsstater gik sammen med Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) for at skabe modstand mod direktivet. Det man var bekymret for, var hjemlandsprincippet, som gælder for varer, men som man ikke ville have skulle gælde for service- og tjenesteydelser. Og hvorfor ikke det? Jo, man frygtede, at udefrakommende arbejdere ville kunne etablere sig i eksempelvis Danmark på basis af polske lønninger. Polske arbejdere kunne i så fald slå sig ned i Danmark og opfylde alle de arbejdsmiljøbestemmelser som gælder i Polen, og derfor frit arbejde i Danmark til en langt mindre løn end de danske arbejdere.
Dette argument holdt egentligt ikke, da udstationeringsdirektivet fastslår, at dette kun kunne gøres i fjorten dage, og at man derefter skulle opfylde arbejdsbestemmelserne i det land, hvor man arbejder. Så sagligt var der ikke meget at kritisere, men politisk fik initiativet stor betydning.
Servicedirektivet blev et symbol på den liberalisering og globalisering, som havde vist, at de europæiske arbejdere blev mindre og mindre konkurrencedygtige. Så Bolkensteindirektivet blev i folkemunde omdøbt til Frankensteindirektivet. De borgerlige politiske kræfter var ikke særligt villige til at bakke op om servicedirektivet. Bendt Bendtsen, den daværende økonomi- og erhvervsminister, ville hellere tale om alt muligt andet end Servicedirektivet. Danmark var endda et af de lande, som ville få allermest ud af Servicedirektivet i form af jobs, og alligevel var den danske modstand en af de kraftigste i EU.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.