Troen på europæisk enhed havde fået dybe skrammer. Jean Monnet og Paul-Henri Spaak uddrog den lære, at det var nødvendigt i stedet at satse på det økonomiske og det teknisk-videnskabelige område, dvs. atomenergi. Andre overvejelser gik i samme retning.
Spaak udarbejdede et memorandum, der forenede en toldunion eller et fælles marked med en organisation til udvikling af atomenergi. I juni 1955 mødtes udenrigsministrene fra de seks lande i EKSF i Messina på Sicilien. Andre lande var indbudt, fx Storbritannien, der imidlertid ikke tog initiativet alvorligt.
Messinakonferencen betegnes normalt som den begivenhed, der blev udgangspunktet for dannelsen af EF. Små to år senere, 25.3.1957, underskrev Vesttyskland, Frankrig, Italien og Benelux de to Romtraktater, Traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, og Traktaten om oprettelsen af Det Europæiske Atomenergifællesskab, EURATOM.
Forhandlingerne var komplicerede pga. de seks landes meget forskellige interesser. Den franske stræben efter integration byggede på opfattelsen af, at den bedste vej til en fransk-tysk forsoning var at binde Vesttyskland til en koalition, der ikke var domineret af USA. De overstatslige aspekter mødte imidlertid voksende kritik internt i Frankrig, uden at målet om en fransk-tysk politisk alliance blev opgivet. Derimod var man yderst skeptisk over for det hollandske forslag om et fællesmarked pga. frygten for den tyske industri.
Vesttysklands interesse bestod for kansler Adenauer først og fremmest i at blive anerkendt fuldt ud på internationalt plan. Problemet var, at en toldunion ville ramme den store tyske eksport til tredjelande som Østrig og Skandinavien, men Adenauer var i modsætning til økonomiminister Ludwig Erhard villig til at betale den pris. Det vigtigste for Italien var bedre eksportmuligheder, åbne grænser, som kunne lette udvandringen af arbejdskraft, samt pålidelig tilførsel af kapital til fremme af moderniseringen. Benelux var mest optaget af liberalisering af handelen men skeptisk over for de overstatslige institutioner.
I forhold til Kul- og Stålunionen var det overstatslige aspekt tonet ned i Romtraktaten. Kommissionen fik færre beføjelser end den Høje Myndighed, Ministerrådet i EF fik tilsvarende øget den udøvende magt. Domstolens afgørelser blev yderligere afgørende for graden af suverænitetsafgivelse. EF var et bredere internationalt samarbejde end Kul- og Stålunionen ved at pege videre end sektorintegrationen, og ved i højere grad at regulere skabelsen af friere markedsforhold mellem medlemsstaterne end tilfældet var i fx OEEC og EFTA. Da prisen for deltagelse i EF var afgivelse af suverænitet, blev medlemsgruppen begrænset, hvilket styrkede Fællesskabet internt og over for tredjelande.
Politisk var de vigtigste indsatsområder etableringen af fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital, oprettelsen af en toldunion og formuleringen af en fælles landbrugspolitik. Toldunionen skulle afskaffe told og begrænsninger på handel mellem medlemslandene samt fastsætte en fælles told over for andre lande. Landbrugspolitikken skulle afskaffe de nationale støtteordninger og skabe fælles prismål for landbrugsvarerne, samt fastsætte kvoter og toldtariffer for produkter importeret fra tredjelande. Den fælles landbrugspolitik var på plads i 1967 og toldunionen året efter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.