Dr. Jekyll Og Mr. Hyde

Romanen kan læses som en litterær udforskning af dobbeltgængermotivet, som bl.a. Edgar Allan Poe havde sat under lup i novellen William Wilson fra 1839. Stevenson er tydeligvis inspireret både af Poes psykologiske univers og af den gotiske litteraturs stemning, som hos Stevenson især tager form i uhyggelige beskrivelser af Mr Hyde og dennes foretrukne domæne, storbyens mørke side.

I sine efterladte optegnelser beskriver Henry Jekyll netop dobbeltheden i mennesket: "Man is not truly one, but two." Og han erkender sin farlige fascination af medikamentets virkning, som giver den gode Dr Jekyll mulighed for at udleve sine mørke sider som den onde Mr Hyde. Om end det er med en uundgåelig konsekvens, undergangen.

Hvis man skal tro Stevenson selv, kom romanen til ham i en drøm, som han spontant nedskrev. Ikke desto mindre er den præget af Stevensons intellektuelle baggrund i en kreds af forfattere og videnskabsmænd, som interesserede sig for den nye videnskab, psykologien.

William James' banebrydende The Principles of Psychology udkom først fire år efter romanen, i 1890, men gennem samtaler med bl.a. vennen og forfatteren Henry James, bror til William, var Stevenson allerede i 1886 velorienteret om psykologien.

Romanen er en af de mest berømte britiske klassikere fra 1800-tallet, og den har med sit psykologiske fokus inspireret den anglo-amerikanske litterære modernisme betydeligt.

Desuden er den filmatiseret adskillige gange. Her skal fremhæves Rouben Mamoulians filmatisering fra 1932 med Fredric March som Jekyll/Hyde og Victor Flemings filmatisering fra 1941 med Spencer Tracy og Ingrid Bergman i hovedrollerne.

• Robert Louis Stevenson
• Storbritanniens litteratur
• psykologi
• Gotisk litteratur
• Edgar Allan Poe