Diktator, magister populi, var i den tidlige romerske republik et ekstraordinært embede udenfor cursus honorum, tildelt et enkelt individ i krisetider og krig, hvoraf Cincinnatus er den bedst kendte. Dikatoren blev udpeget af Senatet og havde ekstraordinære beføjelser og nær absolut magt til krisen var håndteret, dog højst i en periode på op til seks måneder.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet kommer fra latin dictator, en afledning af dictare 'byde, befale', der selv er afledt af dicere 'sige'.
Diktatoren udpegede en næstkommanderende, magister equitum (Kavaleri Mester), og alle øvrige magistrater, herunder Konsulerne, stod under hans kommando. Diktator embedet blev sjældent brugt, og blev først genoplivet i den sene Republik af Gajus Julius Cæsar; Cæsar blev udråbt til diktator flere gange, og i 44 f.v.t. blev han udråbt til Dikator in perpetuum (for livstid). Denne sidste titel spillede en afgørende rolle i beslutningen om at myrde Cæsar. Cæsar havde to Kavaleri Mestre i sin periode som Dikator, Marcus Antonius og Lepidus, begge senere triumvirer.
Efter Cæsars død blev embedet ulovligt. Dog blev Octavian, den senere Kejser Augustus, af flere omgange bedt om at tage titlen Diktator, noget han blankt afviste til fordel for titlen princeps – først iblandt ligemænd.
At blive udpeget som Diktator var i den tidlige Republik en stor ære, og var ikke, som i dag, et negativt embede.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.