Daytonaftalen

Aftalen indebærer en opdeling af Bosnien-Hercegovina i to enheder med 49 % til den serbiskdominerede Republika Srpska og 51 % den bosniakkisk-kroatisk dominerende Føderationen Bosnien-Hercegovina (Føderationen). Ifølge aftalen skal Bosnien-Hercegovina på statsniveau have en multietnisk regering bestående af personer fra både Republika Srpska og Føderationen; desuden også et trepersoners præsidentskab bestående af en etnisk bosniak og en etnisk kroat fra Føderationen samt en serber fra Republika Srpska. Udadtil skal Bosnien-Hercegovina optræde som en helhed. Alle borgere er i aftalen garanteret fuld bevægelsesfrihed, herunder ret til tilbagevenden til de områder og byer, de måtte være blevet fordrevet fra, over hele Bosnien-Hercegovina.

Ifølge aftalen indsattes en international "implementeringsstyrke", IFOR (i 1997 omdøbt til SFOR), og et internationalt politikorps samt en repræsentant for det internationale samfund, siden fredsslutningen stillet af EU, med myndighed til at gribe direkte ind i det politiske liv. SFOR blev i december 2004 erstattet af en mindre EU-styrke, EUFOR, der stadig er udstationeret i republikken.

Det umiddelbare mål med aftalen var at fastfryse den militære konflikt og forhindre, at den bluser op igen. Det umiddelbare resultat var ophøret af krigshandlinger og dernæst en relativt succesfuld tilbagevenden af flygtninge af de fordrevne til deres oprindelige byer og områder.

Den etniskbaserede magtopdeling foreskrevet i aftalen har dog haft en stærk negativ betydning for landet. Selvom aftalen var tænkt som en fredsaftale, har den siden kommet til at fungere som grundlaget for Bosnien-Hercegovinas politiske liv. Valgsystemet fastslået i Daytonaftalen er stærkt favoriserende til fordel for de etniske partier, og gør det næsten umuligt at komme videre fra konflikten og etablere et reelt fungerende liberalt demokratisk samfund og en velfungerende retsstat.

Grundet den etniskbaserede magtopdeling fastslået i aftalen har Bosnien-Hercegovina desuden flere domme for overtrædelse af menneske- og borgerrettigheder ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Nogle af dommene hænger bl.a. sammen med, at bosniere tilhørende andre end de tre i Daytonaftalen konstituerede etniske gruppe – bosniakker, kroater og serbere – ikke kan stille op til præsidentvalget, og at kun serbere fra Republika Srpska og kroater og bosniakker fra Føderationen kan stille op.

Disse domme gør det i princippet umuligt for Bosnien-Hercegovina at opnå medlemskab i EU, da det i Daytonaftalens foreskrevne praksis er i strid med det liberalt demokratiske principper, EU bygger på. Derfor skal Daytonaftalen reformeres, hvis Bosnien-Hercegovina vil tættere på EU-medlemskab, men de dominerende etniske politiske eliter modarbejder etableringen af et ægte liberalt demokratisk system i landet idet, det vil svække deres magtpositioner.

Et resultat deraf er en yderst langsom reformproces, der skulle sikre en velfungerende retsstat og de grundlæggende borgerrettighedsprincipper i landet samt, at mange bosniere og hercegovinere har opgivet at deltage i det demokratiske spil, så kun omkring 50 % stemmer ved præsident- og parlamentsvalgene og rigtig mange udvandrer fra landet.

• Bosnien-Hercegovinas historie
• Kroatiens historie
• Krajina
• David Owen
• Cyrus Vance