Darfur

Darfur-sultanatet opstod som en politisk enhed omkring år 1650. Oprindeligt var sultanatets hovedsæde i Jabal Marra, et frodigt bjergkompleks i 3088 meters højde i midten af Darfur. Men senere flyttede sultanatet til El Fasher, der er hovedbyen i den nuværende Nord Darfur-provins. Det var et af tre store regionale sultanater. Mod øst lå Funj ved den Blå Nil og vest for Darfur-sultanatet lå Wadai i det nuværende Tchad.

Darfur-sultanatet mistede Kordofan-området til de invaderende egyptiske tropper under ledelse af Muhammad Ali, der indlemmede Kordofan i 1821.

Muhammad Ahmad al Mahdi indtog Khartoum og dræbte den britiske officer og generalguvernør Charles George Gordon i 1885. Hans efterfølger var en araber fra Darfur, men landet var stadig præget af uro, selvom det blev indlemmet i Mahdi-staten. Det lykkedes den tidligere sultan Ali Dinar at genetablere sultanatet i 1898, og han indgik i et pragmatisk forhold til Anglo-egyptisk Sudan. Et forhold, som var kendetegnet ved gensidig anerkendelse.

Darfur blev, modsat resten af Sudan, først koloniseret i 1916, fordi Storbritannien frygtede, at det muslimske sultanat ville alliere sig med Tyskland i 1. Verdenskrig. Dertil kom, at den britiske kolonimagt ønskede at danne en buffer-zone mod Tchad, der var blevet koloniseret af Frankrig i år 1900. For England var Darfur ikke vigtigt i sig selv. Der var meget få britiske officerer og embedsmænd udstationerede i Darfur, i perioder så få som fem i hele området.

Sudan blev uafhængigt af Storbritannien i 1956. Et politisk system blev etableret i hovedstaden Khartoum, der gjorde, at det udelukkende var de arabiske stammer fra området omkring Nilen, der fik politisk magt.

I 1989 overtog islamisterne magten i Sudan ved et kup. Selvom Det Muslimske Broderskab havde sikret støtte til det islamistiske projekt i Darfur ved at love lighed og udvikling, var der ingen politisk inklusion i Khartoum-regeringen for folk fra Darfur. De arabiske stammer, særligt i Dar Masalit i det vestlige Darfur, var blevet bevæbnet af Libyens statsleder Muammar Gaddafi som en del af kampen om kontrollen over Tchad.

Indtil 1980'erne havde de arabiske nomader og de fastboende bønder i Darfur levet fredeligt sammen. Men stammerne blev bevæbnet og opildnet af regeringerne i Khartoum og Tripoli, og kvæg- og kameltyve fra de arabiske stammer plyndrede de fastboende bønder ustraffet. Op igennem 1980'erne var Darfur også kendetegnet ved perioder med ekstrem tørke, der gjorde, at der blev kamp om de knappe naturressourcer og adgang til vand.

I 1994 blev Darfur opdelt i tre administrative provinser af Khartoum-regeringen, der skulle sikre arabisk kontrol over hele regionen. Den fortsatte marginalisering af Darfurs ikke-arabiske befolkning og det faktum, at de arabiske stammers plyndringer forblev ustraffede, førte til, at løst forbundne oprørsgrupperinger angreb den sudanesiske regerings militærlufthavne i Darfur i starten af 2000-tallet.

Modsat oprørerne i Sydsudan havde de muslimske oprørere i Darfur intet ønske om selvstændighed i et uafhængigt Darfur. Der var i starten ingen samlende politisk ambition bag de forskellige oprørsfraktioner, men de forskellige oprørere samledes i to overordnede fraktioner: Justice and Equality Movement (JEM), der har islamistiske rødder, og Sudan Liberation Army (SLA).

I 2006 blev en fredsaftale for Darfur underskrevet i Abuja, Nigeria af JEM og en enkelt fraktion af SLA. Dette første forsøg på en fredsaftale lykkedes ikke, og det har siden ikke været muligt at skabe varig fred i Darfur, der har været lovløst siden 2003.

Janjaweed-militserne plyndrede, voldtog og brændte landsbyer ned overalt i Darfur, hvilket gjorde Darfur til verdens største menneskeskabte humanitære katastrofe i årene 2004-2006.

I september 2004 kaldte USA's daværende udenrigsminister Colin Powell begivenhederne i Darfur for et folkedrab. Dette medførte en kolossal amerikansk opmærksomhed om området, og Save Darfur blev den største kampagne i det amerikanske civilsamfund siden kampagnerne mod Vietnamkrigen i 1960'erne.

Der er ikke præcise tal på antallet af dræbte og flygtninge i Darfur. Men man regner med, at mellem 250.000- 400.000 blev dræbt, og over tre millioner blev fordrevet. Heraf flygtede ca. 250.000 til nabolandet Tchad.

I 2013 skiftede janjaweed-militserne navn til Rapid Support Forces (RSF). De ledes af general Mohammed Hamdan Dagolo (født i 1974), der har fået tilnavnet Hemedti. Han er oprindelig kamelhandler fra en af de fattige arabiske stammer i nabolandet Tchad, men siden 2003 er han steget i graderne først hos janjaweed og senere i RSF.

I 2019 betød omfattende protester i Sudan, at regeringen blev væltet, og to år senere, i 2021, kom general Abd al Fattah al Burhan til magten ved et militærkup. Der viste sig hurtigt at være interne stridigheder mellem ham og Hemedti. Stridighederne udviklede sig til krig i april 2023, da RSF angreb den sudanesiske regerings enheder og installationer over hele landet.

Samtidig med RSF-angrebet i april 2023 angreb militserne igen i Darfur, og RSF fik kontrol over det meste af området.

Det udviklede sig til en humanitær katastrofe, og i efteråret 2023 havde nabolandet Tchad modtaget over 400.000 flygtninge. RSF afspærrede for transport af varer, medicin og nødhjælp til de mange flygtningelejre, hvilket betyder, at der er hungersnød på vej til Darfur.

I slutningen af marts 2025 fik den sudanesiske regering igen kontrol over hovedstaden Khartoum.

• fur
• Sudans historie