Danmarks historie 1814-1900

Holsten var i 1815 blevet stillet en stænderforfatning i udsigt, og under indtryk af Julirevolutionen i Frankrig i 1830 blev der i hertugdømmerne stillet krav om indførelse af en slesvig-holstensk stænderforsamling. For at indfri forpligtelsen over for Holsten og samtidig fastholde rigets enhed besluttede Frederik 6.s regering med Stænderforordningen af 18.5.1831 at indføre rådgivende stænderforsamlinger for hhv. Holsten, Slesvig, Jylland og Øerne. Betingelsen for valgret og valgbarhed var besiddelse af fast ejendom, hvilket gav tre valggrupper: godsejere, grundejere i byerne og mindre ejendomsbesiddere på landet, dvs. større bønder. Trods censur tog en offentlig politisk debat efterhånden form, bl.a. gennem aviserne. Stænderforsamlingerne mødtes første gang 1835-36, og i samarbejde med regeringen gennemførtes bl.a. kommunalt selvstyre for København (1837), for købstæderne (1840) og for landkommunerne (1841) samt en revideret toldlov (1838). Generelt ønskede stænderne kontrol med og sparsommelighed i statsfinanserne; bønderne fremsatte krav om fortsættelse af landboreformerne, mens de liberale med støtte fra især akademikere og byernes erhvervsdrivende krævede en hastigere økonomisk liberalisering, udvidet trykkefrihed og øget indflydelse for stænderforsamlingerne.

1840'erne blev en afgørende brydningstid i det danske samfund. Der foregik en bred mobilisering af såvel by- som landbefolkning til deltagelse i samfundets anliggender. I hertugdømmerne blev den nationale konflikt skærpet, og den liberale opposition blev i 1840'erne med Orla Lehmann som politisk hovedskikkelse til De Nationalliberale. Det økonomiske opsving tog samtidig for alvor fart. Landbruget var fortsat landets hovederhverv, men især i København begyndte en vis industrialisering. Storbritannien blev dansk landbrugs hovedmarked, og bytteforholdet for landet som helhed og landbruget i særdeleshed udviklede sig over en lang årrække positivt.

Samtidig fremstod på Sjælland og Lolland-Falster en bondebevægelse, som krævede indgreb i forholdet mellem godsejere og fæstere. Kravene prægede stænderforsamlingen i Roskilde 1844, og i november 1845 følte regeringen sig nødsaget til med Bondecirkulæret at hæmme bondebevægelsens politiske virksomhed. Cirkulæret medvirkede til en tilnærmelse mellem de hidtil kongetro bønder og De Nationalliberale. I 1846 oprettedes Bondevennernes Selskab som organ for bondebevægelsen.

Christian 8. blev ved sin tronbestigelse i 1839 mødt med store forventninger; som konge af Norge havde han i 1814 givet Eidsvollforfatningen, der indførte konstitutionelt monarki i Norge. Som dansk konge afviste han imidlertid indskrænkninger i enevælden. Han gennemførte dog administrative reformer og udnævnte i 1842 den moderat liberale A.S. Ørsted til statsminister. Men den politiske udvikling skabte efterhånden en bred erkendelse af, at enevælden ikke kunne overleve et tronskifte. Før sin død havde Christian 8. således forberedt en forfatningsændring, og efter valg den 5.10.1848 samledes Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Forhandlingerne om en fri forfatning blev langvarige, men den 5. juni 1849 kunne Frederik 7. underskrive Danmarks første grundlov, Junigrundloven. Den var for sin tid vidtgående demokratisk ved sikringen af de borgerlige frihedsrettigheder og et tokammersystem (Folketing og Landsting) med almindelig valgret for mænd, men med valgbarhedsbegrænsning for Landstingets vedkommende. Allerede nu fremtrådte de politiske hovedskillelinjer mellem Bondevennerne på den ene side og De Nationalliberale og mere moderate kræfter på den anden.

To uger efter en sejr ved Bov den 9. april blev den danske hær slået ved Slesvig af en forenet slesvig-holstensk-preussisk hær. Tropperne blev herefter trukket tilbage til Als og Fyn. Efter især russisk pres trak Preussen sig imidlertid tilbage og indgik i juli en våbenhvileaftale med Danmark, som da havde styrket sin stilling. Våbenstilstanden omfattede ikke Slesvig-Holsten, som i september indførte en demokratisk forfatning. Med undtagelse af Dybbøl og Als havde den slesvig-holstenske regering kontrol med hele Slesvig.

I april 1849 brød krigen atter ud; den danske flåde led tab ved et angreb på Eckernförde, og efter kampe ved Kolding måtte de danske tropper trække sig tilbage nordpå. Den 6. juli tilføjede Danmark imidlertid sine modstandere et afgørende nederlag ved Fredericia. Preussen indgik en ny våbenhvile og sluttede i juli 1850 på egne og Det Tyske Forbunds vegne en endelig fred. Slesvig-Holsten fortsatte derimod kampen, og Slaget ved Isted 24.-25. juli s.å. blev en dyrekøbt dansk sejr. Først ved nytår 1851 nedlagde oprørerne endelig våbnene. Trods Slesvig-Holstens nederlag var Treårskrigen ikke en dansk sejr. Helstaten levede videre med en indbygget bitter national konflikt, og den tysksindede befolkning opfattede i stigende grad Danmark som en besættelsesmagt. Sprogreskripterne, som i 1851 indførte dansk kirke- og skolesprog i Mellemslesvig, blev af de tysksindede opfattet som et overgreb. Fredsordningen var dikteret af stormagterne, først og fremmest Rusland, og Danmark måtte 1851-52 gå med til ikke at knytte Slesvig nærmere til sig end Holsten; til gengæld anerkendtes prins Christian (9.) af Glücksborg som arving til hele monarkiet. En fælles forfatning for alle dele af riget kom aldrig til at fungere og blev formelt sat ud af kraft i 1858 for Holstens og Lauenburgs vedkommende.

Danmark, der efter aftaler med stormagterne 1851-52 måtte affinde sig med tysk indflydelse i forhold vedrørende hertugdømmerne, søgte under C.C. Halls ledelse fra 1857 atter at få Slesvig knyttet til kongeriget. I 1863 tog den danske regering det afgørende skridt: Holsten blev udskilt, og en fællesforfatning for Danmark og Slesvig, Novemberforfatningen, blev vedtaget den 13. november. To dage senere døde Frederik 7., men Christian 9. underskrev den nye forfatning. Det var en klar udfordring til de tyske magter, og den 1. februar 1864 erklærede Preussen og Østrig Danmark krig. Den danske hær rømmede Dannevirke og tog stilling på Dybbøl, som erobredes af preusserne den 18. april. En våbenhvile, hvorunder de tyske tropper holdt Jylland besat, blev brudt af Danmark. Sidst i juli erobrede de tyske tropper Als. Krigen var uigenkaldelig tabt, og ved freden i Wien den 30. oktober måtte Danmark afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg.

Den dansk-tyske konflikt havde domineret dansk politik i en menneskealder. Stormagtsinteresserne havde begrænset Danmarks handlemuligheder, og efter 1864 var dansk udenrigspolitik helt bestemt af forholdet til det militært overlegne Tyskland, et forhold, som kompliceredes yderligere af den danske befolkningsdel i Slesvig. Efter 1864 fastholdt skiftende danske regeringer neutralitet som ledende princip i forholdet til omverdenen; nederlaget var en understregning af dansk politisk magtesløshed udadtil, men blev også en spore til indre genrejsning.

Landbruget gennemførte store forandringer i sidste halvdel af 1800-tallet; ny jord blev kultiveret, og produktionen blev omlagt. Omlægningen fra korn til animalske produkter var allerede i gang, men tog for alvor fart, da landbruget omkring 1875 blev ramt af faldende kornpriser. Fra at have været eksportør blev Danmark nu importør af korn, og eksporten til Storbritannien omlagdes til forarbejdede varer som smør og fra ca. 1890 flæsk og æg. Landbrugets produkter udgjorde 85-90% af eksporten, og produktionen steg kraftigt. Godserne havde indtil da ført an, men i 1880'erne organiserede gårdmændene sig i andelsmejerier og andelssvineslagterier.

Andelsbevægelsen blev det stærkeste udtryk for den organisering af landbruget og landbosamfundet, som fandt sted i sidste del af 1800-tallet; de mellemstore og mindre landbrug fik herigennem en ledende stilling i landbrugsproduktionen, og med gårdmændene som kerne udformedes fra 1860'erne en karakteristisk landbokultur, som foruden en udbredt selvorganisering i andelsbevægelsen omfattede det faglige arbejde, kirke og skole. Omkring århundredskiftet havde den erstattet den gamle almuekultur med en moderne, selvberoende mentalitet med gården og familien som de bærende elementer.

De kirkelige retninger var et væsentligt element i denne udvikling. Allerede i 1820'erne blev dele af landbefolkningen, især på Fyn og Sjælland, engageret i gudelige vækkelser, som via en udbredt lægmandsforkyndelse stillede krav om en personlig tilegnelse af kristendommens sandhed. Efter at være stiftet som en lægmandsforening i 1853 tog Indre Mission i 1860'erne form som en vækkelsesbevægelse inden for folkekirken. Den havde baggrund i pietismen og var præget af kravet om personlig omvendelse og fik især i 1890'erne stor gennemslagskraft. Grundtvigianismen, der byggede på Grundtvigs tanker om dåb, nadver og trosbekendelse som de vigtigste elementer i kristendomsopfattelsen, udviklede sig ligeledes i sidste halvdel af 1800-tallet til en bred folkelig bevægelse, som via friskoler og højskoler og ved dannelse af valg- og frimenigheder fik stor betydning for landbefolkningens kultur.

Byudviklingen tog fart i denne periode, og landbefolkningens andel af befolkningstallet faldt fra knap 80 til lidt over 60%. Hertil svarede en udvikling i byerhvervene, især inden for håndværk, servicefag og mindre industri, der arbejdede for hjemmemarkedet. Industrialiseringen, som hidtil havde været koncentreret omkring København og de større byer, nåede i 1890'erne de mindre købstæder.

Det politiske liv skiftede karakter efter 1864. Først og fremmest mistede De Nationalliberale deres førerstilling, og som afløsning for den dansk-slesvigske fællesforfatning vedtoges den 28. juli 1866 en ny grundlov, som gav Landstinget en sammensætning, der styrkede de store jordbesidderes indflydelse. De Nationalliberale gik efterhånden op i partiet Højre, der samlede de samfundsbevarende kræfter, mens forskellige venstregrupper i 1870 samledes i Det Forenede Venstre, som i 1872 opnåede flertal i Folketinget og krævede genindførelse af Junigrundloven, folketingsparlamentarisme og reformer. Højre fastholdt imidlertid Rigsdagens og Folketingets ligeberettigelse samt kongens ret til frit at vælge sine ministre. Fronterne var således trukket op til en konflikt mellem højreregeringen og Folketingets venstreflertal, som kom til at præge perioden 1872-94.

Bag konflikten lå modsætningen mellem de hidtil regerende lag, dvs. embedsmændene og godsejerne, og bønderne. Højreregeringerne 1875-94 under ledelse af konseilspræsident J.B.S. Estrup stod stejlt på deres synspunkter, og konflikten udviklede sig til en bitter strid. I 1877 gennemførtes den første provisoriske finanslov, og i perioden 1885-94, Provisorietiden, regerede Højre vha. provisoriske finanslove, bl.a. for at gennemføre Københavns befæstning 1886-94. Venstre søgte at obstruere Estrups politik gennem en såkaldt visnepolitik, men svækkedes af indre modsætninger mellem de moderate under Frede Bojsen og de radikale under Christen Berg og Viggo Hørup. Ydermere sprængtes de radikale i 1880'erne i Bergs danske og Hørups europæiske Venstre.

Trods fremgang ved valgene indtil 1884 og stadige stormløb mod Estrups regering formåede Venstre ikke at opnå et systemskifte. I slutningen af 1880'erne indledte moderate venstrefolk en forhandlingspolitik med Højre. I 1891 blev en række sociale love vedtaget af et politisk flertal i Rigsdagen, og i marts 1894 opnåedes forlig mellem de moderate kræfter på begge sider. Estrup gik af, men Højre beholdt regeringsmagten frem til 1901, dog med stigende afhængighed af venstreflertallet. I 1895 blev forligsmodstanderne i Venstre samlet i Venstrereformpartiet, hvis ledende skikkelse blev J.C. Christensen. I foråret 1901 var mulighederne for et højreministerium udtømt, og Venstrereformpartiet dannede i juli regering under J.H. Deuntzer.

Arbejderbevægelsen i Danmark udviklede sig i høj grad på baggrund af den kraftige byvækst, afviklingen fra 1857 af det gamle lavssystem og den begyndende industrialisering. På initiativ af Louis Pio grundlagdes i 1871 en socialistisk arbejderbevægelse, der blev opbygget som en enhedsorganisation af faglige sektioner og et politisk parti, senere Socialdemokratiet. Bevægelsen blev mødt med stærk modstand fra myndighedernes side, og lederne, Louis Pio, Poul Geleff og Harald Brix, blev arresteret. Den 5. maj 1872 kom det til direkte konfrontation mellem arbejdere og politi i Slaget på Fælleden. Efter en kortvarig opblomstring oplevede bevægelsen en ny krise fra 1877, bl.a. efter at Pio og Geleff var blevet bestukket af politiet til at udvandre til USA. Fra ca. 1880 lykkedes det dog for arbejderbevægelsen at reorganisere sig, og i 1884 indvalgtes de første socialdemokrater i Folketinget, hvor de fulgte Venstre. Der opbyggedes en fagbevægelse, som i løbet af 1890'erne fik betydelig tilslutning i København og købstæderne. Efter en landsomfattende arbejdskamp indgik arbejdsmarkedets parter i 1899 Septemberforliget, som fastslog fagbevægelsens ret til at repræsentere arbejderne og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Ved århundredskiftet var arbejderbevægelsen i stadig fremgang, og i 1901 fik Socialdemokratiet 14 af 114 pladser i Folketinget. Politisk fulgte socialdemokraterne indtil 1901 Venstre, men spændingen mellem partierne øgedes sidst i 1890'erne.