Danmark - massemedier: radio, tv og video

De første danske radioudsendelser rettet til et bredt publikum blev udsendt i 1922. Radio var underlagt telegraflovgivningen og som sådan statsmonopoliseret ifølge en lov fra 1907, som dog åbnede for forsøgsvirksomhed. Programmerne blev sendt som sådanne forsøg af især to amatørradioklubber med deltagelse af dagblade. Indholdet var fortrinsvis musik og fra 1923 ugentlige nyhedsprogrammer, hvoraf dagbladet Politikens Radioavis var det første.

Efter tilspidset konkurrence – kendt som "æterkrigen" – blev klubberne og andre interesserede forsøgsvis samlet under statens vinger i 1925 med Radioordningen, som i 1926 blev afløst af Statsradiofonien. I 1959 blev den omdøbt til Danmarks Radio.

Virksomheden blev en særlig del af uddannelses- og kulturpolitikken, og programmerne skulle være af "alsidig, kulturel og oplysende art" (såkaldt public service). Finansieringen skete gennem en brugerafgift (licensen), som sikrede, at det kun var radioens brugere, der betalte for den. Sendetiden blev gradvis forøget fra to til tre timer om dagen til 14 timer i 1939, hvor 80 procent af befolkningen havde radio. Nyhedsformidlingen var kortfattet og kontrolleret af den trykte presse i Pressens Radioavis indtil 1964.

Under besættelsen var radioen underlagt tysk censur, men der blev sendt danske programmer fra BBC 1940-1945 og fra Sveriges Radio 1944-1945. Program 2 (P2) startede i 1951 og fik til opgave at udsende klassisk musik, længerevarende debatprogrammer og baggrundsorientering. Program 3 (P3) med popmusik kom til i 1963, efter at der var opstået konkurrence fra de private og reklamefinansierede stationer Radio Mercur (1958-1962) og Danmarks Commercielle Radio/DCR (1961-1962). Deres udsendelser på FM-nettet bestod af popmusik og underholdningsprogrammer, som kun undtagelsesvis forekom hos DR, og de opnåede lige så mange lyttere som det brede Program 1 (P1), inden de stoppede deres virksomhed: Mercur som følge af en lovændring, der gjorde dens udsendelser ulovlige. Mercur sendte stereoprogrammer fra 1961, og DR fra 1969. Fra 1950'erne var AM-sendenettet gradvist blevet suppleret med et FM-net, hvor P3 var blevet placeret. Hertil kobledes i 1960'erne tillige et landsdækkende system af regionalradioer, der blev samlet under en Provinsafdeling i 1973.

De første danske forsøgsudsendelser med tv blev arrangeret af Politiken i 1932, og det var muligt at opfange BBC's programmer 1936-1939. Tv-teknik blev demonstreret offentligt 1947-1948, og Statsradiofonien havde forsøgsudsendelser 1949-1950, regelmæssige programmer 1951-1953 og daglige sendinger fra 1954. Tv blev først indføjet i Radioloven i 1959, men hørte under radiospredning i loven om telekommunikation mv. fra 1949 og var dermed automatisk del af statsmonopolet. Sendenettet blev varetaget af Post- og Telegrafvæsenet, der fra 1960 dækkede hele landet. Sendetiden steg jævnt fra ca. én time om dagen i 1950'erne til ti timer hos DR i begyndelsen af 1990'erne.

Programmerne blev ligesom i radioen fremstillet af DR selv, men det krævede et stort produktionsapparat med mange ansatte, og tungt bureaukrati og manglende omstillingsevne blev et problem. Fra 1960'erne var ca. 50 procent af programmerne faktaprogrammer inkl. nyheder, hvor TV-Avisen 1965 afløste filmjournalen TV-Aktuelt, og ca. 50 procent var udenlandske programmer med hovedvægt på film og serier. Farvesending blev påbegyndt i 1968, og der blev indført stereolyd ca. 1990.

Lokal-tv og -radio i koncession startede i 1983 som en forsøgsordning, hvorunder bl.a. den københavnske Kanal 2 blev oprettet som en delvis abonnementskanal med udenlandske ejere. Lokalradio blev endeligt tilladt i 1985, lokal-tv i 1988 og reklamefinansiering fra 1988-1989. En række tv-stationer med Kanal 2 i spidsen dannede et næsten landsdækkende samarbejde i Kanal Danmark under det multinationale Scandinavian Broadcasting System (SBS). Den københavnske musikradio The Voice (1984-) oprettede filialer og fik stor succes, ligesom Radio Viborg (1984-) og andre vestdanske lokalradioer.

Statsmonopolet på landsdækkende radio blev fastholdt, da en ny, fjerde FM-kanal efter en udbudsrunde i 2001 blev tildelt DR, som benyttede den til regionalradio. Monopolet blev til gengæld ophævet i 2003, hvor to private virksomheder, Sky Radio og Radio 100FM, fik sendetilladelse til den femte og sjette FM-kanal. Radio 100FM, ejet af det hollandske Talpa Radio, slap for public service-krav og vandt udbredelse med sin voksne popmusik og programmet Morgenhyrderne i radiomediets bedste sendetid. Sky Radio, ejet af Rupert Murdochs News Corp., blev derimod underlagt visse public service-krav, herunder 1000 timers nyheds- og magasinprogrammer om året. Stationen lukkede efter to år og en strid med Kulturministeriets Radio- og tv-nævn om vilkårene. Sendetilladelsen blev i 2006 tildelt TV 2, som lancerede TV 2 Radio i 2007, men opgav året efter, hvor SBS overtog den for at videreføre kanalen under navnet Nova FM. TV 2 leverede dog fortsat nyhedsstof og betalte den årlige statsafgift på 23 mio. kr. frem til 2014.

De private og hovedsagelig kommercielle lokalradioer har (2016) en markedsandel på ca. 25 procent, mens DR har ca. 75 procent. Mest populær er P4 med ca. 35 procent af lytterne, mens P3 har ca. 16 procent. Mange radio- og også tv-kanaler er tilgængelige på internettet.

DR's landsdækkende tv-monopol blev ophævet med åbningen i 1988 af TV 2/Danmark og otte regionale TV 2-stationer. Både DR og TV 2 fik faglige bestyrelser, som i DR afløste Radiorådet, og TV 2 blev ligesom DR forpligtet til public service. Men TV 2 blev selvejende, reklamefinansieret og primært baseret på bestilling af programmer hos uafhængige producenter, hvilket ikke mindst blev til gavn for filmbranchen. Der var hermed lagt op til en populær linje både over for DR og som konkurrence til de kommercielle kanaler, især de udenlandske.

I 1996 åbnede DR sin anden kanal, DR2, som sender mere specialiserede og krævende programmer, bl.a. om historie og kultur. TV 2 lancerede i 2000 ungdomskanalen Zulu, og siden er fulgt ældrekanalen Charlie, en sportskanal, en 24 timers nyhedskanal og en filmkanal. I 2002 besluttede Folketinget at omdanne TV 2's landsdækkende virksomhed, TV 2/DANMARK, til et statsligt aktieselskab med henblik på privatisering. Men det måtte vente på afgørelser i retssager ved EF-Domstolen angående TV 2's andel af licenskronerne, der kan være konkurrenceforvridende for de kommercielle stationers reklameindtægter. I 2008 blev TV 2 og staten frikendt.

I 1994 havde TV 2 en seerandel på ca. 40 procent mod DR's 30 procent, mens fordelingen siden 2015 har været ca. 35 procent mod 31 procent. Tilsammen har de to public service-stationer en i international sammenhæng enestående andel af seerne.

Med loven om hybridnettet fra 1985 kunne også udenlandske kanaler, bl.a. fra satellitter, fordeles via kabel, som lå udenfor Post- og Telegrafvæsenets sendemonopol. Dermed vandt kommercielt tv indpas, og i 1995 kunne ca. 2 mio. danskere via kabel se et stort antal danske og udenlandske kanaler, herunder den første danske kabel-tv-kanal, DK4. Fra dette tidspunkt tog udbredelsen af internettet også fart, og kablingen nåede i 2008 ud til ca. 90 procent af befolkningen.

I 2007 blev det ydermere besluttet at digitalisere det trådløse sendenet. De eksisterende frekvenser kan dermed indeholde et større antal kanaler, som sammen med de eksisterende kan distribueres til antenner og mobile modtagere. Det svensk-ejede Boxer TV fik opgaven i 2008 og påbegyndte de digitale sendinger i begyndelsen af 2009. Det analoge net blev lukket endeligt ned pr. 1. november 2009; i den anledning indførte DR tre nye tv-kanaler: DR Ramasjang for børn, DR K med kultur- og historieprogrammer samt DR HD med udenlandske natur- og dokumentarprogrammer i HD-format.

Forøgelsen af det danske tv-udbud blev indledt i 1986 af det reklamefinansierede svensk-ejede TV3 Viasat, som sender fra London, hvor liberale engelske reklameregler kan benyttes. Viasat udvidede i 1996 med TV3+, og siden er tilføjet yderligere kanaler. SBS lagde ud med lokal-tv-samarbejdet TvDanmark og fulgte op med sendinger fra London, Kanal 4 og Kanal 5, samt en række andre kanaler. Viasat har en markedsandel på ca. 10 procent, mens SBS ligger på ca. 5 procent. Begge har lignende kanaler i andre nordiske lande og medie-aktiviteter ud over Europa.

Disse kanaler finansieres via reklamer samt forbrugernes abonnement på programpakker, hvor kanalerne indgår. Desuden findes egentlige abonnementskanaler specialiseret i film og sport. De fleste selskaber har etableret websites, hvorfra en del af udsendelserne er tilgængelige, og hvortil der ofte er knyttet nyhedstjenester.

Dereguleringen siden 1980'erne og de mange nye distributionsformer og udbydere har medført en kommercialisering og en professionalisering. I den indbyrdes konkurrence er det ikke kun de private, men også de statslige kanaler, der nu i høj grad styres efter seer- og lyttertal. Underholdningsværdien skrues op i alle typer programmer for at tiltrække publikum. Der produceres til målgrupper for at give forbrugerne præcis, hvad de ønsker. Eller rettere, hvad de hidtil har ønsket, hvilket er det, tallene viser – med deraf følgende tilbageholdenhed overfor det nye og anderledes.

Samtidig er programkvaliteten hævet, idet danske mediefolk er blevet dygtigere. Det skyldes inspiration fra et stort udenlandsk udbud, større krav i konkurrencen og en større talentmasse med flere udfoldelsesmuligheder. For såvel nyheder og oplysende programmer som underholdning og dramatik er forskellene til gamle dages monopol-udbud radikal.

I 1970'erne blev video lanceret uden succes, men bedre apparater, bl.a. med VHS-systemet, samt markedsføring af spillefilm på video førte fra begyndelsen af 1980'erne til en hastigt stigende udbredelse. I 1994 havde ca. 60 procent af befolkningen video, der mest blev benyttet til optagelse af tv, især af film. I 1980'erne var der næsten udelukkende tale om leje, men fra 1990'erne tegnede købskassetter sig for en stigende andel. Siden overtog dvd størstedelen af markedet for igen at blive erstattet af forskellige online-tjenester.

• massemedier
• Danmark