Dacia var en romersk provins, der stort set var sammenfaldende med det nuværende Rumænien med undtagelse af området Dobrogea ud mod Sortehavet, der i antikken var en del af provinsen Moesia.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Dakien
Dacia var en romersk provins, der stort set var sammenfaldende med det nuværende Rumænien med undtagelse af området Dobrogea ud mod Sortehavet, der i antikken var en del af provinsen Moesia.
Dakien
Kejser Domitian førte i 85-88 krig mod de dakiske stammer, som blev ledet af Decebalus, men først med kejser Trajans Dakerkrige 101-102 og 105-106 og efter Decebalus' selvmord lykkedes det at etablere området som romersk provins i 106. På Trajansøjlen i Rom har kejseren ladet disse krige forevige. I 158-159 blev Dacia opdelt i tre provinser.
I forbindelse med provinsetableringen anlagde romerne en række byer, der alle havde militærlejre som udgangspunkt. Dakernes hovedby Sarmizegetusa (den nuværende Várhely) blev ophøjet til koloni og blev sæde for prokuratoren, mens Apulum (nuværende Alba Julia) blev sæde for den militære administration.
Romernes hovedinteresser i området var dels strategiske, dels økonomiske, idet de ønskede at få kontrol med udvindingen af betydelige guld- og sølvforekomster især i Transsylvanien. For at sikre kontrollen med udvindingen samt garantere freden i provinsen udstationerede romerne store troppestyrker i Dacia; det antages, at hæren på sit højeste talte over 50.000 mand.
I 200-tallet blev Dacia angrebet af frie dakere, der havde slået sig ned nord for provinsgrænsen, og i 271 opgav romerne provinsen; der var dog fortsat militærenheder udstationeret langs Donau. Om end romaniseringen antagelig kun blev udbredt til visse grupper af befolkningen, fik latin så stor indflydelse på den sproglige udvikling i området, at det blev grundstammen i rumænsk sprog.
Dacia blev senere brugt som betegnelse for Danmark; muligvis først af Dudo fra St. Quentin, hvorfra det bredte sig til det normanniske England. Det betød, at når fx Johannes fra Salisbury, der var sekretær for Thomas Becket, korresponderede med det danske kongehus, var den danske konge konge af Dacia. I breve fra det danske kongehus var den danske konge derimod konge af Dania.
Senere brugtes Dacia som navn på tiggermunkenes skandinaviske provinser.
Sammenblandingen mellem Dacia og Dania hænger sandsynligvis sammen med en forveksling i middelalderen, antagelig ved pavehoffet eller i Normandiet.
Kommentarer (1)
skrev John Howard Lind
Dacia blev også brugt som betegnelse for Danmark muligvis først af Dudo fra St. Quentin, hvorfra det bredte sig til det normanniske England. Når der derfor brevveksledes med det danske kongehus brugte englænderne (fx. John af Salisbury/Thomas Becket), var den danske konge, konge af Dacia, men i breve fra det danske kongehus var den danske konge Konge af Dania. Senere brugtes Dacia som navn på de tiggermunkenes skandinaviske provinser. Der er sandsynligvis en sammenhæng byggende på en forveksling i middelalderen sandsynligvis ved pavehoffet el. i Normandiet.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.